UFO IV: 1947-51
Planeten Plutos opdager Clyde W. Tombaugh observerede UFO'er
Den 24. juni 1947 var Kenneth Arnold i sin privatmaskine (foto) på vej fra Chehalis til Yakima i staten Washington, da han pludselig fik øje på ni "tallerkenlignende genstande, der som vildgæs fløj i kileformation" i retning Mount Rainier, med en fart efter Arnolds bedømmelse på omkring 2000 kilometer i timen. Oplysningerne knitrede ud over det amerikanske kontinent. Mindre end en måned efter havde folk overalt i USA observeret flyvende tallerkner. Det udviklede sig til en af de vildeste avisepidemier i Amerikas pressehistorie. Enhver mand, kvinde eller barn, der så pletter for øjnene, kunne få sit navn i en avis.
Imidlertid: i den kolossale bunke af hysteriske panikmeldinger dukkede også nu og da nøgterne rapporter op, f.eks. flyverløjtnant George F. Gormans gådefulde oplevelse (foto: længst til højre på møde mellem UFO-eksperter). Den 1. oktober 1948 var han på træningsflyvning i en jagermaskine. Da han ved mørkets frembrud lagde an til landing over Fargo flyveplads i North Dakota, bemærkede han et blændende klart lys, der fór gennem luften en kilometer borte. Forbløffet svingede han rundt for at kigge nærmere på fænomenet. I 27 nervepirrende minutter forfulgte han den lysende genstand, indtil den efter en række indviklede manøvrer blev væk for ham, i højder, hvor han ikke kunne komme. Han beskrev lysskiven som ca. 15 centimeter i diameter, og at den bevægede sig med en fart, der langt oversteg de 6-700 kilometer i timen, hans egen maskine kunne præstere. Andre kunne bekræfte hans oplysninger, bl.a. havde flyvelederen i kontroltårnet fulgt den sælsomme "luftkamp" gennem en kikkert.
Tallerkenrapporternes antal steg støt til efterhånden mindst én om dagen, og det begyndte at bekymre det amerikanske luftvåbens officerer. Det førte til, at alle rapporter om uidentificerede genstande i USA"s luftterritorium blev mere omhyggeligt undersøgt og efterprøvet af luftvåbnets efterretningsvæsen end tidligere. Navnlig fem beretninger har sat efterretningsfolkene mange grå hår i hovedet.
Tallerkenrapporternes antal steg støt til efterhånden mindst én om dagen, og det begyndte at bekymre det amerikanske luftvåbens officerer. Det førte til, at alle rapporter om uidentificerede genstande i USA"s luftterritorium blev mere omhyggeligt undersøgt og efterprøvet af luftvåbnets efterretningsvæsen end tidligere. Navnlig fem beretninger har sat efterretningsfolkene mange grå hår i hovedet.
En aften i sommeren 1948 sad astronomen Clyde W. Tombaugh (1906-97, se foto), planeten Plutos opdager, sammen med sin kone og svigermor i sin have i Las Cruces i New Mexico. Pludselig fik de øje på et lysende legeme, der lydløst fór henover hovederne på dem. Kursen var nordlig, og hastigheden for stor til en flyvemaskine og for ringe til et meteor. Alle tre var enige om, at det måtte have været et "rigtigt" luftfartøj, men af en type de ikke kendte til. Formen var oval, "agter løb det ud i lysende tåge", og der var et blågrønt skær over det. Desuden kunne de tydeligt se en halv snes "vinduer", anbragt i en række fra stævnen hen langs siden. Den genstand mindede om det "lange, raketagtige luftfartøj" med en dobbelt række vinduer, som to trafikflyvere Clarence S. Chiles og John B. Whitted observerede juli samme år. Heller ikke det havde nogen lighed med et kendt luftfartøj.
Den 20. januar 1951 kl. 20.30 bemærkede man fra kontroltårnet i Sioux City's lufthavn et meget stærkt lys højt oppe i luften. Kaptajn Lawrence W. Vinther (foto) fik ordre til at gå på vingerne for at finde ud af, hvor det kom fra. Han tog sin reserve pilot, James F. Bachmeier, med i maskinen. Da de nærmede sig, dykkede lyset pludselig ned mod dem og fór forbi kun 60 meter over hovedet på dem. De to flyvere var ved at vride nakken af led for at se, hvor den blev af og opdagede, at den på en brøkdel af et sekund havde gennemført et drej på 180 grader og nu fløj i samme retning som de i kun cirka 60 meters afstand. Det var en klar, månelys aften, og både Vinther og Bachmeier kunne overordentlig tydeligt se genstanden Den var lige så stor eller snarere større end de største amerikanske bombemaskiner. Dens krop var cigarformet, og planerne langt fremme dannede en ret vinkel med fuselagen. Der var ikke antydning af hverken motorgondoler eller jetåbninger at se, heller ingen glødende udstødningsgas. Det hvide lys syntes at strømme fra et sted i bunden af maskinens krop. Efter nogle sekunders forløb forsvandt den helt ud af syne.Også i dette tilfælde forudsatte fænomenets utrolige manøvrer en teknisk kunnen, som jordens flyvemaskinekonstruktører selv 50 år efter den stedfundne begivenhed næppe tør drømme om.
Den 29. maj 1951, omkring kl. 16, stod Victor Black, Werner Eichler og Ed. J. Sullivan, alle ansat i det aerofysiske laboratorium i en flyvemaskinefabrik ved Los Angeles, og snakkede udenfor fabrikkens port. Lige med et så de cirka 30 lysende, meteoragtige legemer stråle ud fra et punkt i øst godt og vel 45 grader over horisonten. De foretog et retvinklet drej og fejede så henover himlen i en bølgende, lodret formation, der lignede en stemmegaffel sat på højkant. Det tog genstandene omkring 25 sekunder at tilbagelægge en distance på 90 grader af horisonten, hvorefter de gennemførte endnu et retvinklet drej mod vest. De tre mænd anslog samstemmende deres diameter til cirka ti meter og hastigheden til ca. 2700 km i timen. "De var runde at se til og strålede med et skarpt, blåt lys og bevægede sig omtrent som flade sten, der smuttes henover en rolig vandflade," fortalte Ed J. Sullivan ved et pressemøde samme aften. Man kender ikke noget naturfænomen, der udsender dette mærkelige skær ved højlys dag. Dertil kommer, at det er en teknisk umulighed at udføre retvinklede drej ved så svimlende hastigheder.
Den 29. maj 1951, omkring kl. 16, stod Victor Black, Werner Eichler og Ed. J. Sullivan, alle ansat i det aerofysiske laboratorium i en flyvemaskinefabrik ved Los Angeles, og snakkede udenfor fabrikkens port. Lige med et så de cirka 30 lysende, meteoragtige legemer stråle ud fra et punkt i øst godt og vel 45 grader over horisonten. De foretog et retvinklet drej og fejede så henover himlen i en bølgende, lodret formation, der lignede en stemmegaffel sat på højkant. Det tog genstandene omkring 25 sekunder at tilbagelægge en distance på 90 grader af horisonten, hvorefter de gennemførte endnu et retvinklet drej mod vest. De tre mænd anslog samstemmende deres diameter til cirka ti meter og hastigheden til ca. 2700 km i timen. "De var runde at se til og strålede med et skarpt, blåt lys og bevægede sig omtrent som flade sten, der smuttes henover en rolig vandflade," fortalte Ed J. Sullivan ved et pressemøde samme aften. Man kender ikke noget naturfænomen, der udsender dette mærkelige skær ved højlys dag. Dertil kommer, at det er en teknisk umulighed at udføre retvinklede drej ved så svimlende hastigheder.
