Tue West på Magasinet, lør. d. 4. Feb.
Det var en stille aften men stemningen var i top
Da Rasmus og jeg ankom til magasinet blev vi først forfærdede og siden lettere nysgerrige idet der ingen kø var foran indgangen til Magasinet i Odense. Klokken var ti minutter i ni om aftenen og normalt burde der være proppet med mennesker, der på alle måder og med alle kneb ville forsøge at komme ind. Her var der bare aftenluften og noget affald. Et øjeblik troede jeg, at vi var en hel time for sent på den og at koncerten var startet kl. 20 i stedet for 21. Heldigvis blev min angst kuet da vi indenfor blev mødt af en lille gruppe folk med smil på læben, i færd med at afføre sig vintertøjet. Vi gik op ad trappen og mødtes her af hvad der viste sig at være resten af publikummet. Der var ikke mange, måtte vi begge sande, men det skulle vise sig at være helt i overensstemmelse med Tue Wests koncert. Faktisk startede det første nummer mens vi stadig befandt os i forhallen så vi måtte slippe alt hvad vi havde i hænderne for at storme gennem dørene og ind i salen. Tue sad på et lille trommepodium, midt på scenen, med en mikrofon i hånden og sang til de forreste publikummer (mest bestående af unge piger).
Intimkoncert så det vil noget
Koncerten forløb stødt, men sikkert. Der var ikke den vilde respons fra publikum, men det havde heller ikke været på sin plads, hvis man spørger mig. På scenen var nemlig kun tre musikere. Tue på trommer og sang, hans guitarist Mads og pianisten Tore. Det, blandet med manglen på gorillahegn (der irriterede Rasmus grænseløst, idet han måtte mænge sig med pøblen for at få sine billeder) gjorde det hele til en utrolig intim oplevelse. Ved flere lejligheder var Tue helt ude ved scenekanten og satte sig på hug så publikum nemt kunne røre ham. Det var der dog ingen der gjorde, og det ta'r jeg hatten af for. Sådan skal et publikum være!
Folk dansede af og til med, men for det meste blev det kun til en stille nikken med hovedet i takt til musikken eller klappen med i ny og næ. Der var en utrolig afslappet stemning og siden der ikke var så mange mennesker, kunne alle nemt finde sig en plads med godt udsyn. Jeg grunder lidt, i samme åndedræt, over hvorfor der var en kæmpe åben plads ved den højre side af scenen, hvor Rasmus og jeg befandt os. Det var en nærmest perfekt formet firkant. Jeg kom til konklusionen, at det måtte være fordi vi var pressefolk og ikke fordi vi lugtede, idet min stolthed ellers ville være blevet såret.
Anden akt med mere gang i
Efter et dusin numre (dvs. 12, red) råbte Tue et eller andet og samtlige bandmedlemmer stormede ud bagerst på scenen og i et kort nu stirrede Rasmus og jeg på hinanden og udbrød samtidigt: 'Var det det?!' Vores tanker faldt på en bestemt Van Morrison koncert hvor hovedpersonen var smuttet efter blot en halv time, idet han skulle med et fly til New York. Surt show(!) for publikummet!
Dog her gik det op for os at folk ikke havde forladt salen men derimod havde sat sig ned, op ad vægge og støttepiller, og nød deres indkøbte drikkevarer. Vi gik ud i forhallen igen og jeg nappede et par billeder af publikummet. Vi fik også lejlighed til at diskutere med hinanden, Rasmus og jeg, om hvor pokker bassisten var henne, idet der ganske tydeligt var bas på Tues sange, men ingen bassist. Svaret fik vi i anden omgang af koncerten.
Efter godt 10 minutter gik koncerten i gang igen. Denne gang nåede jeg kun lige indenfor døren, da jeg hørte jublen fra publikummet, der var stimlet sammen foran scenen. Herefter gik anden akt i gang, og inden musikken begyndte fik Tue sendt en varm hilsen af sted til publikummet med ordene 'Hvor er det dejligt at være tilbage i Odense igen.' Tempoet var højere en før og der var også mere gang i den på scenen. Tore kastede sig rundt foran tangenterne og Mads headbangede i en sådan grad at Rasmus bekymret måtte ytre: 'Han har garanteret hovedpine i morgen...' Jeg måtte gi' ham ret. Undervejs præsenterede Tue et par af numrene, som 'En sang om Kærlighed', 'Tankespind' og 'Kvinden og Lottokuglerne' med små fortællinger om hvordan de er blevet til og hvad de omhandler. Efter godt 20 minutter, måtte min skarpe logik og mit falkeblik sande at der vitterligt ingen bassist var - ja og så igen, for det var i sandhed Tore (pianisten), der med en lille sort boks placeret oven på et af sine keyboards, kunne frembringe lyden af en bas. Super frækt, må jeg indrømme.
Intimoplevelse en masse
Intimkoncert så det vil noget
Koncerten forløb stødt, men sikkert. Der var ikke den vilde respons fra publikum, men det havde heller ikke været på sin plads, hvis man spørger mig. På scenen var nemlig kun tre musikere. Tue på trommer og sang, hans guitarist Mads og pianisten Tore. Det, blandet med manglen på gorillahegn (der irriterede Rasmus grænseløst, idet han måtte mænge sig med pøblen for at få sine billeder) gjorde det hele til en utrolig intim oplevelse. Ved flere lejligheder var Tue helt ude ved scenekanten og satte sig på hug så publikum nemt kunne røre ham. Det var der dog ingen der gjorde, og det ta'r jeg hatten af for. Sådan skal et publikum være!
Folk dansede af og til med, men for det meste blev det kun til en stille nikken med hovedet i takt til musikken eller klappen med i ny og næ. Der var en utrolig afslappet stemning og siden der ikke var så mange mennesker, kunne alle nemt finde sig en plads med godt udsyn. Jeg grunder lidt, i samme åndedræt, over hvorfor der var en kæmpe åben plads ved den højre side af scenen, hvor Rasmus og jeg befandt os. Det var en nærmest perfekt formet firkant. Jeg kom til konklusionen, at det måtte være fordi vi var pressefolk og ikke fordi vi lugtede, idet min stolthed ellers ville være blevet såret.
Anden akt med mere gang i
Efter et dusin numre (dvs. 12, red) råbte Tue et eller andet og samtlige bandmedlemmer stormede ud bagerst på scenen og i et kort nu stirrede Rasmus og jeg på hinanden og udbrød samtidigt: 'Var det det?!' Vores tanker faldt på en bestemt Van Morrison koncert hvor hovedpersonen var smuttet efter blot en halv time, idet han skulle med et fly til New York. Surt show(!) for publikummet!
Dog her gik det op for os at folk ikke havde forladt salen men derimod havde sat sig ned, op ad vægge og støttepiller, og nød deres indkøbte drikkevarer. Vi gik ud i forhallen igen og jeg nappede et par billeder af publikummet. Vi fik også lejlighed til at diskutere med hinanden, Rasmus og jeg, om hvor pokker bassisten var henne, idet der ganske tydeligt var bas på Tues sange, men ingen bassist. Svaret fik vi i anden omgang af koncerten.
Efter godt 10 minutter gik koncerten i gang igen. Denne gang nåede jeg kun lige indenfor døren, da jeg hørte jublen fra publikummet, der var stimlet sammen foran scenen. Herefter gik anden akt i gang, og inden musikken begyndte fik Tue sendt en varm hilsen af sted til publikummet med ordene 'Hvor er det dejligt at være tilbage i Odense igen.' Tempoet var højere en før og der var også mere gang i den på scenen. Tore kastede sig rundt foran tangenterne og Mads headbangede i en sådan grad at Rasmus bekymret måtte ytre: 'Han har garanteret hovedpine i morgen...' Jeg måtte gi' ham ret. Undervejs præsenterede Tue et par af numrene, som 'En sang om Kærlighed', 'Tankespind' og 'Kvinden og Lottokuglerne' med små fortællinger om hvordan de er blevet til og hvad de omhandler. Efter godt 20 minutter, måtte min skarpe logik og mit falkeblik sande at der vitterligt ingen bassist var - ja og så igen, for det var i sandhed Tore (pianisten), der med en lille sort boks placeret oven på et af sine keyboards, kunne frembringe lyden af en bas. Super frækt, må jeg indrømme.
Intimoplevelse en masse
Hvor første akt var præget af dæmpet baggrundsbelysning, var anden akt spækket med stroboskoplys og projektører, der fejede hen over publikummet og af og til måtte jeg fryde mig over at jeg havde medbragt min kasket med dens dejlige skygge, denne aften, for nøj hvor fik jeg ondt i øjnene når de tre stroboskoplamper tog fat. Igen var intimiteten i top og Tue var ofte ude ved scenekanten, når han ikke spillede trommer.
Da aftenen var ved at være omme, lukkede Tue af med et 'Tusind tak for i aften, Odense.' og efter af have bukket, løb de tre ungersvende ned ad scenen og ud bagved. Der blev klappet heftigt og trampet i jorden og selvfølgelig kom Tue + band da på scenen igen og bukkede, skulder ved skulder. Alt i alt en glimrende koncert, som jeg håber jeg kommer til at opleve nogle flere af. Sandt skal det siges, at jeg ikke er fan af Tue West, men jeg må bøje mig for hans evne til at skabe den perfekte intime stemning til en perfekt intim koncert. Derfor har jeg også valgt at give ham, bandet og koncerten som samlet helhed 10 ud af 10 noder (første gang nogensinde!!) da det simpelthen var en 100 % gennemført oplevelse. De eneste småting var et mikrofonstativ med en rusten skrue, og så Mads der sang ét forkert ord som backup vokal.
Connery takker for en fantastisk oplevelse.
Da aftenen var ved at være omme, lukkede Tue af med et 'Tusind tak for i aften, Odense.' og efter af have bukket, løb de tre ungersvende ned ad scenen og ud bagved. Der blev klappet heftigt og trampet i jorden og selvfølgelig kom Tue + band da på scenen igen og bukkede, skulder ved skulder. Alt i alt en glimrende koncert, som jeg håber jeg kommer til at opleve nogle flere af. Sandt skal det siges, at jeg ikke er fan af Tue West, men jeg må bøje mig for hans evne til at skabe den perfekte intime stemning til en perfekt intim koncert. Derfor har jeg også valgt at give ham, bandet og koncerten som samlet helhed 10 ud af 10 noder (første gang nogensinde!!) da det simpelthen var en 100 % gennemført oplevelse. De eneste småting var et mikrofonstativ med en rusten skrue, og så Mads der sang ét forkert ord som backup vokal.
Connery takker for en fantastisk oplevelse.
