Tidsfordriv
Her er en metode til at få tiden til at gå.
Som de fleste andre unge mennesker der kommer til Australien har jeg tilbragt det meste af min tid på
Vi tog bussen ind til CBD (Central Business District), hvor alle forretningerne er klumpet sammen omkring William st., Pitt st. og George Street. Vi lagde ud med at købe en pakke Tuc kiks i et supermarked, bare for at se hvordan forretningerne ville reagere når man gnasker kiks i prøverummet. Til formålet havde vi aftalt en dækhistorie. Anna skulle agere som min kæreste, for at give mere troværdighed, mens jeg var natklubejer fra København, der var på udkig efter et egnet sted til en ny klub i byen.
Vi lagde ud hos den lokale urmager. Som de fleste andre steder med meget kostbare vare, var der her en sluse man skulle igennem, før man kunne betræde forretningen. Vi startede med Rolex- urene. Fra de "billige" stålmodeller til de dyreste modeller i guld. Vi fik peget og prøvet. Til sidst lå hele forretningens Rolex sortiment på fløjlsmåtterne, og vi kunne pille og rode ligeså tosset vi havde lyst, alt i mens de ivrige ekspedienter havde travlt med at tørre dem af for fedtfingre. Saltkiks er ganske fedtede, men udsigten til, måske, at afsætte to ure oversteg tilsyneladende irritationen. Efter at have prøvet Rolex ure gik turen videre til Armani. Hemmeligheden bag god service i disse butikker, er en skudsikker attitude. Normalt er man allerede blevet kigget ud når man lister rundt udenfor, og samler mod til at gå ind. Vi valgte i stedet at smække begge døre op, gå direkte til kassen og befale dem at yde os passende assistance til, at finde og prøve tøj til en middag på Establishment (der pt. er den hotteste klub i Sydney). Straks efter fik vi stillet to ekspedienter til rådighed. En meget smuk ung brunette samt en lille italiensk udseende klovn, med alt for stor slipseknude, og en meget pågående og popsmart attitude samt et meget glinsende hår.
Anna lagde ud med den absolut dyreste kjole i forretningen, et meget omfangsrigt klædningsstykke til den nette sum af 50.000, kort efter at fået den på måtte den dog af igen, fordi Anna mente at hendes bagdel så for stor ud, hvilket absolut ikke var tilfældet, vi skulle bare have ekspedienterne til at bestille noget. Selv gik jeg ombord i en 1.500 kr. skjorte, 14.000 kr., jakkesæt, silkeslips og sko, jeg tillod mig endda at spise mine saltkiks. Heller ikke her var der nogle sure miner, selvom jeg nok "kom" til at krumme lidt i brystlommen på jakkesættet. Sådan fortsatte vi gennem forretningen. Herefter gik det udover Chanel, Vuitton og Ferre, den eneste bet var dog, at jeg i Chanel butikken blev bedt om lade være med at spise kiks, mens jeg prøvede tøjet. Alle steder var mønstret dog det samme. Igen er det attituden. Man kan med fordel kopiere Thorkild Thyrring.
Til slut var vi kommet til desserten. Både hos Ferrari og Mercedes fik vi afslag på en prøvetur. Med nedbøjede hoveder gik vi mod Porsche forhandleren. Som sædvanlig slog vi en kæmpe attitude op. Denne gang gav det bonus. Salgsassistenten havde netop fået en splinterny 911 (996) hjem fra en prøvetur. Det var med store forventninger, at Anna og jeg skruede os ned i racerstolene, der stadig var varme fra den forrige fører. Efter at have overstået det nødvendige papirarbejde, fik vi tildelt 45 min. Desværre fik vi ikke mulighed for at teste bilens køregenskaber ved høj fart. I stedet måtte vi nøjes med et par asfalt doughnuts som følge af uansvarlig omgang med speederen.
Vel tilbage på hostellet var vi begge klar til en gang thai mad, fra den lokale take-away. Alt i alt beløb vores dag sig til 20 $ (ca. 80 kr.), hvor thai maden udgjorde ca. 80 %. Arrogante og provisionslønnede ekspedienter gider ikke bruge tid på folk der lugter langt væk af lørdags ture til Bilka i Hundige og træningssæt fra det lokale realkreditinstitut. Omvendt er det næsten som en rød klud for en tyr, hvis man kan insinuere rigdom, samt intentioner om at spendere den i netop deres butik. Tricket virker ikke så godt herhjemme, ligesom man ikke tisser i sin egen baghave. Ellers er der frit slag. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at Paris er noget nær det perfekte sted. Samme fremgangsmåde kan bruges på bilmesser. Lad pøblen mase hinanden, mens du går direkte over til forhandleren og diskret lader ham forstå at du ønsker at tilføje køretøjet til din, i forvejen, imponerende samling.
Vel tilbage på hostellet var vi begge klar til en gang thai mad, fra den lokale take-away. Alt i alt beløb vores dag sig til 20 $ (ca. 80 kr.), hvor thai maden udgjorde ca. 80 %. Arrogante og provisionslønnede ekspedienter gider ikke bruge tid på folk der lugter langt væk af lørdags ture til Bilka i Hundige og træningssæt fra det lokale realkreditinstitut. Omvendt er det næsten som en rød klud for en tyr, hvis man kan insinuere rigdom, samt intentioner om at spendere den i netop deres butik. Tricket virker ikke så godt herhjemme, ligesom man ikke tisser i sin egen baghave. Ellers er der frit slag. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at Paris er noget nær det perfekte sted. Samme fremgangsmåde kan bruges på bilmesser. Lad pøblen mase hinanden, mens du går direkte over til forhandleren og diskret lader ham forstå at du ønsker at tilføje køretøjet til din, i forvejen, imponerende samling.
