The Royal Residence: Ferie #9
Farvel til vamle qvinder...
Morgenen bød på uomtvisteligt forbyttede roller. Efter en ferie, hvor Showoff havde set rigeligt at mit maveindhold samt hørt på brok over, hvor presset jeg var, så var det hans tur til at føle tømmermændene ramme. Hårdt.
"Ej jeg har det dårligt. Fy for helvede, jeg er presset. Kan ikke engang drikke en cola osv.", var bare nogle af de floskler, som Showoff rev af sig. Hvis han i det mindste bare kunne holde kæft, når han var bagstiv. For jeg var ikke ligefrem i et stadie, hvor jeg følte mig på toppen.
Efter et anløb uden lige kom jeg i oprejst positur. Lejligheden lignede lort. Vi havde hele ugen haft en kamp med rengøringsdamen mht. opvasken. Det, hun ikke forstod, var, at ligegyldigt om hun lod den stå, så ville det unægteligt ende med, at hun skulle tage den, for vi ville jo rejse på et tidspunkt. Jeg ville ønske jeg kunne se hende, når hun fandt ud af, at vi som nogle sande idioter, stadig ikke havde taget den.
Jeg satte Showoff til at rydde vores ting op, så vi kunne pakke. Imens havde jeg et sidste vigtigt møde i byen. En sidste tur (foreløbigt) til Den Bette Kro. Vi havde nemlig investeret i to fantastike t-shirts, med det udødelige ord Go'dav på fronten og så Den Bette Kro på ryggen, det hele naturligvis krydret med et par dannebrog strøet med nænsom hånd ud over t-shirten.
Da jeg trådte ind på kroen kunne både Kurt og Laila se, som de gamle søfolk, de sikkert er, at det havde været en hård aften for undertegnede. Der blev lavet jokes, men jeg var ikke i humør eller intelligent nok til at følge med. Det blev derfor til nogle hurtige håndtegn, og så var jeg atter på vej. Alligevel var det med vemodighed, at mine ben bar mig væk for Puerto Ricos shopping center. Væk fra kroen, væk fra Harley's, væk fra negersælgere, som prøvede at få mig til at røre ved deres guld.
Tilbage på hotellet var Showoff oppe, men kun lige akkurat. Ryddet op var der ikke blevet gjort meget af. Vi fik pakket vores ting og fik sagt farvel til vores "fantastiske" udsigt. I receptionen stod vi med en bitter smag i munden. Vi skulle jo atter over Stockholm, og følelsen vi fik, da vi så et hold danskere, der skulle flyves direkte hjem smutte foran næsen på os, var ikke noget, jeg vil ytre her.
"Ej jeg har det dårligt. Fy for helvede, jeg er presset. Kan ikke engang drikke en cola osv.", var bare nogle af de floskler, som Showoff rev af sig. Hvis han i det mindste bare kunne holde kæft, når han var bagstiv. For jeg var ikke ligefrem i et stadie, hvor jeg følte mig på toppen.
Efter et anløb uden lige kom jeg i oprejst positur. Lejligheden lignede lort. Vi havde hele ugen haft en kamp med rengøringsdamen mht. opvasken. Det, hun ikke forstod, var, at ligegyldigt om hun lod den stå, så ville det unægteligt ende med, at hun skulle tage den, for vi ville jo rejse på et tidspunkt. Jeg ville ønske jeg kunne se hende, når hun fandt ud af, at vi som nogle sande idioter, stadig ikke havde taget den.
Jeg satte Showoff til at rydde vores ting op, så vi kunne pakke. Imens havde jeg et sidste vigtigt møde i byen. En sidste tur (foreløbigt) til Den Bette Kro. Vi havde nemlig investeret i to fantastike t-shirts, med det udødelige ord Go'dav på fronten og så Den Bette Kro på ryggen, det hele naturligvis krydret med et par dannebrog strøet med nænsom hånd ud over t-shirten.
Da jeg trådte ind på kroen kunne både Kurt og Laila se, som de gamle søfolk, de sikkert er, at det havde været en hård aften for undertegnede. Der blev lavet jokes, men jeg var ikke i humør eller intelligent nok til at følge med. Det blev derfor til nogle hurtige håndtegn, og så var jeg atter på vej. Alligevel var det med vemodighed, at mine ben bar mig væk for Puerto Ricos shopping center. Væk fra kroen, væk fra Harley's, væk fra negersælgere, som prøvede at få mig til at røre ved deres guld.
Tilbage på hotellet var Showoff oppe, men kun lige akkurat. Ryddet op var der ikke blevet gjort meget af. Vi fik pakket vores ting og fik sagt farvel til vores "fantastiske" udsigt. I receptionen stod vi med en bitter smag i munden. Vi skulle jo atter over Stockholm, og følelsen vi fik, da vi så et hold danskere, der skulle flyves direkte hjem smutte foran næsen på os, var ikke noget, jeg vil ytre her.
Da vores svenskerbus var kommet, var vi blevet godt grundigt trætte og glædede os derfor til at knalde brikker i bussen. Dette skulle vise sig at være umuligt grundet voldsomme udslip af Chanel No 5. Ind i bussen trådte nemlig sådan en ca. 63-årig svensk flicka med påhæng. Han med sejlersko og lidt for korte og højt sat bukser. Hende med opsat hår, tydeligt fake Gucci briller samt helt uanede mængder parfume. Når man har kastet adskillige genstande i svælget aftenen forinden, og prøver at holde opkasten tilbage, når bussen bumler derudad, så skal jeg hilse og sige, at det ikke hjælper, når luften er tyk af billig og gammel parfume.
Efter rædselsturen ankom vi til Las Palmas lufthavn. Sulten havde bredt sig. Det var blevet eftermiddag, vi havde tømmermænd, og vi havde intet spist indtil videre. Efter at have ledt lidt kom frelsen. Jeg vidste ikke, at noget så kommercielt som et Burger King skilt kan fremprovokere en religiøs, seksuel og smuk ophidselse, men det var åbenbart tilfældet. Vi slog os ned og begyndte at kaste burgere ned. Himmelsk. Selv en ordentlig buttcrack kunne ikke dæmpe vores appetit.
Vi steg ombord, og der gik vist ikke mere end 5 min., før vi begge var gået ud som et lys. En dag med tømmermænd, rejseaktivitet og nylig indtagelse af mad havde en meget stærk effekt. Da vi 5 timer senere ankom til Stockholm begyndte først det egentlige helvede. Den historie får du i næste og sidste afsnit af denne artikelserie...
Efter rædselsturen ankom vi til Las Palmas lufthavn. Sulten havde bredt sig. Det var blevet eftermiddag, vi havde tømmermænd, og vi havde intet spist indtil videre. Efter at have ledt lidt kom frelsen. Jeg vidste ikke, at noget så kommercielt som et Burger King skilt kan fremprovokere en religiøs, seksuel og smuk ophidselse, men det var åbenbart tilfældet. Vi slog os ned og begyndte at kaste burgere ned. Himmelsk. Selv en ordentlig buttcrack kunne ikke dæmpe vores appetit.
Vi steg ombord, og der gik vist ikke mere end 5 min., før vi begge var gået ud som et lys. En dag med tømmermænd, rejseaktivitet og nylig indtagelse af mad havde en meget stærk effekt. Da vi 5 timer senere ankom til Stockholm begyndte først det egentlige helvede. Den historie får du i næste og sidste afsnit af denne artikelserie...
