The Royal Residence: Ferie #5
Man skal rejse sig fra det træ, man er faldet ved...
Vi vågnede tidligt denne dag og derfor var vi hurtigt klar til at tage til Amadores Beach. Til middag den første aften havde vi nemlig snakket med nogle, som havde fortalt, at det var her, at de få unge mennesker, som Gran Canaria kunne støve op, ville samles. Den ældre dame, der havde fortalt os dette, forklarede det som at: "Det er stranden, hvor der er lidt fart på".
Fart på er lige os, så derfor var det med forventningerne højt sat (så højt som det nu kan være, når man befinder sig i et turisthelvede for pensionister). Farten udeblev i sådan en grad, at hende der anbefalede os stedet øjeblikkeligt burde få trukket en anseeligt beløb i sin folkepension. Det var et ualmindeligt sløjt opbud af trunter. Ja faktisk så var der bare ikke rigtig nogle mennesker. Var det mon fordi de havde været ude og fulde sig aftenen forinden og derfor først kom senere?
Fart på er lige os, så derfor var det med forventningerne højt sat (så højt som det nu kan være, når man befinder sig i et turisthelvede for pensionister). Farten udeblev i sådan en grad, at hende der anbefalede os stedet øjeblikkeligt burde få trukket en anseeligt beløb i sin folkepension. Det var et ualmindeligt sløjt opbud af trunter. Ja faktisk så var der bare ikke rigtig nogle mennesker. Var det mon fordi de havde været ude og fulde sig aftenen forinden og derfor først kom senere?
Vi kom ikke i bedre humør, da vores frokost var ligeså uinteressant. Pizzaer, der smagte af klor. Katastrofen lurede. Det skulle blive endnu være, da vejret nu også skiftede fra sol til skyer med stærke vindstød og småregn. Vi besluttede os derfor for at tage en taxa tilbage til hotellet. Dette viste sig dog sværere end som så, for hele Amadores Beach (selvom der ikke var så mange) havde tænkt på det samme. Derfor stod der nu en voldsom taxakø, så vi besluttede os for, at vi som de raske, unge mænd vi var, at vi da bare gik op til hotellet. En lang tur op ad en dødsstejl bakke.
Vi fik derfor slået fast at vi er hverken er unge eller raske. Derimod bare to gamle, trætte mænd, som måske hørte bedre til blandt alle de andre gamle mennesker, end vi ellers havde regnet med. Da vi endelig kom til tops var det faktisk blevet okay vejr, så derfor tog vi en omgang tennis. Der blev det bekræftet at muskler og sport ikke er noget, som Showoff egentlig gør sig i. Afklapsning, men hyggeligt var det.
Vi fik derfor slået fast at vi er hverken er unge eller raske. Derimod bare to gamle, trætte mænd, som måske hørte bedre til blandt alle de andre gamle mennesker, end vi ellers havde regnet med. Da vi endelig kom til tops var det faktisk blevet okay vejr, så derfor tog vi en omgang tennis. Der blev det bekræftet at muskler og sport ikke er noget, som Showoff egentlig gør sig i. Afklapsning, men hyggeligt var det.
Herefter satte vi kurs mod indkøbscenteret for at se på en softgun, da der sad så mange fugle ude på terrasen som bare bad om at få en hård plastickugle jernet i ægget af sådan to uvorne unger som Showoff og undertegnede. Vi fik virkelig stiftet bekendtskab med det turisthelvede, der kaldes Puerto Rico Shopping Center. Alt var "special price for you" og alt sådan noget crap. Efter vi havde hørt nok fik vi et par enkelte med håndtag for at få en lille pause samtidig med at vi fik udset os nogle af aftenens potentielle ofre, da de gik der sammen med deres forældre og spiste is. Som sagt, så bliver standarder rykket, når bare man venter længe nok.
Om aftenen skulle vi have en god bøf efter vores fatale frokost. Det blev til Longhorn Steak House, som åbenbart er en succesfuld kæde i Norge. To rigtig søde norske jenter bød os velkommen. Dette skulle ikke være de eneste norske piger vi stødte på denne aften. Bestillingen forgik sådan, at man selv udfyldte sine ønsker på en seddel, som tøserne kom ned med. Showoff var allerede her kæk og spurgte, hvor han skulle skrive sit telefonnummer. En kommentar der udløste en forlegent men alligevel sekretdryppende fnis fra tøsen. Klasse!
Om aftenen skulle vi have en god bøf efter vores fatale frokost. Det blev til Longhorn Steak House, som åbenbart er en succesfuld kæde i Norge. To rigtig søde norske jenter bød os velkommen. Dette skulle ikke være de eneste norske piger vi stødte på denne aften. Bestillingen forgik sådan, at man selv udfyldte sine ønsker på en seddel, som tøserne kom ned med. Showoff var allerede her kæk og spurgte, hvor han skulle skrive sit telefonnummer. En kommentar der udløste en forlegent men alligevel sekretdryppende fnis fra tøsen. Klasse!
Der sad et par, som sagde... intet. Forstår ikke de mennesker, som bare kan sidde en hel middag (og sikkert et helt liv) uden at sige et ord. Så er stilhed altså heller ikke mere gylden!
Nå, men efter vi havde grinet, larmet og betalt, gik turen mod stamstedet Harleys, dog med et via punkt til minigolf, hvor Showoff atter blev tørret.
På Harleys gik der ikke lang tid før et par norske piger kom op til os for at snakke/snøvle. Resten af aftenen kunne vi ikke slippe for dem. For selv om vi synes det var fantastisk, at de var kommet over til os, så håbede vi på, at de ville gå igen. For de var alt for stive at tale med, om deres arbejde som specialarbejdere tilbage i Bergen, eller hvor helvede de nu havde slået et telt op.
På et tidspunkt gav de sig til at snave, og her var batteriet røget ud af kameraet, så jeg stod febrilsk og prøvede desperat at få det til at virke. Da det lykkedes var det for sent. Jeg har givet mig selv 100 dummeslag.
På vej hjem satte jeg mig derfor i en formel 1 bil for at tænke over mine elendige evner som kamerafører. Jeg fandt ikke noget entydigt svar...
Nå, men efter vi havde grinet, larmet og betalt, gik turen mod stamstedet Harleys, dog med et via punkt til minigolf, hvor Showoff atter blev tørret.
På Harleys gik der ikke lang tid før et par norske piger kom op til os for at snakke/snøvle. Resten af aftenen kunne vi ikke slippe for dem. For selv om vi synes det var fantastisk, at de var kommet over til os, så håbede vi på, at de ville gå igen. For de var alt for stive at tale med, om deres arbejde som specialarbejdere tilbage i Bergen, eller hvor helvede de nu havde slået et telt op.
På et tidspunkt gav de sig til at snave, og her var batteriet røget ud af kameraet, så jeg stod febrilsk og prøvede desperat at få det til at virke. Da det lykkedes var det for sent. Jeg har givet mig selv 100 dummeslag.
På vej hjem satte jeg mig derfor i en formel 1 bil for at tænke over mine elendige evner som kamerafører. Jeg fandt ikke noget entydigt svar...
