Connery

The Rock åbner op omkring Black Adam-fadæsen i nyt interview

Fra nyt regimeskifte til en glemt antihelt.

Dwayne 'The Rock' Johnson har brugt årevis på at få sin Black Adam-film stablet på benene - vi har skrevet nyhedsartikler for 8-10 år siden, hvor man kunne se hans begyndende tanker, illustrationer og idéer om konceptet.

Og så skete det endelig og det så egentlig også ud til, at der nu skulle nye boller på suppen i den i forvejen turbulente og lettere udskældte DCEU.

Henry Cavill fik en cameo som Superman og banen var kridtet op til, at manden af stål skulle vende tilbage.

Så kom der en ny ledelse med James Gunn i front, Black Adam fik lunkne anmeldelser og strategien skrottede Cavills Superman til fordel for en yngre Superman.

Galt eller genialt? Det vil tiden vise.

Men ikke desto mindre har The Rock nu snakket lidt om, hvad der skete i et nyt interview med Kevin Hart på Hart to Heart-serien:

"Filmen (Black Adam, red.) blev fanget i stormen af den nye ledelse. Der var så mange ændringer i ledelsen - og hver gang du står med et firma, som er børsnoteret, så kommer der folk ind, som enten kreativt eller finansielt træffer beslutninger. Beslutninger, du måske ikke er enige i."

Hvortil han understreger:

"Det vil altid være et af de største mysterier. Jeg præsterer den største åbning i min karriere. Du har en superhelt og du har lyst til at udvikle franchisen. Vi bragte Superman og Henry Cavill tilbage, som verden gik amok over. Vi skabte en mangfoldig superhelte-kavalkade af farvede mænd og kvinder i Black Adam."

Vi må se, hvad fremtiden byder for den nye strategi og om Black Adam nogensinde finder vej tilbage. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce