The Parlotones
Charmerende men småkedelige sydafrikanere med britisk lyd.
The Parlotones' største force er deres evne til at sammensætte fængende melodier og fremføre dem med smittende entusiasme. I den forbindelse er det en skam, at melodierne for langt de flestes vedkommende lyder som et sammenkog af de sidste tyve års radiovenlig britisk pop og rock; her er lidt af alt fra The Smiths til Robbie Williams. Det lyder ikke dårligt, og enkelte steder løfter melodierne sig fra det charmerende til det glimrende. Det sker eksempelvis på Dragonflies & Astronauts og Rock. Paper. Scissors. hvor Parlotones faktisk formår at lyde som sig selv.
Desværre for albummets skinnende øjeblikke byder de på tekster på absolut bundniveau. Der er tilsyneladende tale om en kombination af tilfældigt sammenvævede ord, udtryk og velkendte retoriske spørgsmål i stil med "for crying out loud what's wrong with being proud of who you are" fra Dragonflies & Astronauts. Sådanne banaliteter bliver ikke mere interessante af at være sat ind i en ordstrøm, som uden tvivl skulle lyde eksperimenterende, men som mest af alt udtrykker at gruppen ikke har noget indholdsmæssigt at byde på. Det nærmeste Radiocontrolledrobot kommer på et nummer, der samlet set giver mening, er Overexposed, hvor budskabet lånes fra Britney Spears sangskat; nærmere bestemt er der tale om en "It's my life"-sang ikke helt ulig Overprotected.
På Rock. Paper. Scissors. synger forsanger Kahn Morbee "This is the saddest song you'll ever hear". Han har heldigvis langt fra ret, for forsøgte Parlotones sig med et mørkere lydunivers, ville Radiocontrolledrobot falde endegyldigt til jorden. Som albummet fremstår, klarer det sig igennem på sin energi og sine gode melodier. Her er musik at danse til og endda også musik at blive i godt humør til. Meget andet er der dog ikke tale om, og derfor kan jeg ikke give mere end 2,5 stjerne.
Tracklisting:
01. Louder Than Bombs
02. Overexposed
03. Beautiful
04. Radiocontrolledrobot
05. Dragonflies & Astronauts
06. Colourful
07. Interlude (The Impossible)
08. Pretend
09. Rock. Paper. Scissors.
10. Martyr
11. Here Comes A Man
12. Tiny
Desværre for albummets skinnende øjeblikke byder de på tekster på absolut bundniveau. Der er tilsyneladende tale om en kombination af tilfældigt sammenvævede ord, udtryk og velkendte retoriske spørgsmål i stil med "for crying out loud what's wrong with being proud of who you are" fra Dragonflies & Astronauts. Sådanne banaliteter bliver ikke mere interessante af at være sat ind i en ordstrøm, som uden tvivl skulle lyde eksperimenterende, men som mest af alt udtrykker at gruppen ikke har noget indholdsmæssigt at byde på. Det nærmeste Radiocontrolledrobot kommer på et nummer, der samlet set giver mening, er Overexposed, hvor budskabet lånes fra Britney Spears sangskat; nærmere bestemt er der tale om en "It's my life"-sang ikke helt ulig Overprotected.
På Rock. Paper. Scissors. synger forsanger Kahn Morbee "This is the saddest song you'll ever hear". Han har heldigvis langt fra ret, for forsøgte Parlotones sig med et mørkere lydunivers, ville Radiocontrolledrobot falde endegyldigt til jorden. Som albummet fremstår, klarer det sig igennem på sin energi og sine gode melodier. Her er musik at danse til og endda også musik at blive i godt humør til. Meget andet er der dog ikke tale om, og derfor kan jeg ikke give mere end 2,5 stjerne.
Tracklisting:
01. Louder Than Bombs
02. Overexposed
03. Beautiful
04. Radiocontrolledrobot
05. Dragonflies & Astronauts
06. Colourful
07. Interlude (The Impossible)
08. Pretend
09. Rock. Paper. Scissors.
10. Martyr
11. Here Comes A Man
12. Tiny
