Connery

The Killers på Roskilde

Storslået, medrivende og drivvådt.

2 ud af 6 stjerner
Værdsat var det, at the Killers på trods af en præmieplads på Orange torsdag aften, ikke lod publikum stå for længe i regnen og vente på sig. I takt med at paraplyer blev slået op og gummistøvler sank i mudderet, satte amerikanske the Killers sig for at varme det i stigende grad frysende og kolde publikum op. Mens regnen piskede ned, kastede bandet sig ud i en tætpakket hitparade fra deres to skiver, og startede med at byde alle velkomne til Sam's Town. Publikums begejstring viste sig hurtigt at trodse både regn og kulde, og inden længe blev der skrålet med i kor fra ende til anden. Bidende guitarriffs, forførende synth og en tight rytmesektion opfordrede folk til at bevæge sig og ryste kulden af sig, og mens tonerne til "When You Were Young" satte igang, var det ikke svært at tage den opfordring op.

Forsanger Brandon Flowers' opvækst i Las Vegas gik heller ikke ubemærket hen. Iført hvad der bedst kan beskrives som en diskokugle forklædt som skjorte og et fyldigt 70'er moustache, sprang han selvsikkert rundt fra forstærker til forstærker og underholdt et veloplagt publikum.

Hoveddelen af koncerten var en klar tour de force i især bandets seneste udspil Sam's Town, og selvom der blev plads til et par nedtonede, pianodrevne indslag og enkelte numre fra den fremragende debut "Hot Fuzz", så var det afgjort Sam's Towns mere bastante, stadion-rockede lyd der klædte Orange bedst. Dette på trods af flere huller i lyden, og en lydkvalitet der generelt har vist sig at være af lavt niveau, selv for Orange scene.

Bandet lukkede af med den oplagte "All These Things That I've Done" og sagde farvel til et nu lidt vådere publikum med det messende omkvæd "I got soul, but I'm not a soldier". Første del af den sætning fik The Killers så afgjort slået fast denne våde aften på Roskilde.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce