The fall of man
En forsøgspersons memoir...
I fortjener måske en kort introduktion. Jeg er med i et medicinsk forsøg i skrivende stund. Har været det før, og denne gang har det været en indlæggelse af 3 dage og derefter 8 dage. Netop nu er jeg 5 dage henne i 8-dages indlæggelsen. På disse fem dage har jeg set stolte kæmper blive til mænd, mænd blive til drenge, drenge blive til svin og svin blive til dybt liderlige åndsamøber.
Bevares, jeg anser mig ikke for en cosmopolitan, som ville sætte Emma Gad til vægs anytime. Men alligevel er jeg blevet overrasket over det forfald, vi mænd går i, når ikke der er kvinder til at holde styr på os. Vi slækker på krav til renlighed og finder i stedet enorm glæde i højlydt flatulens.
Jeg havde egentlig ellers regnet med, at de kvindelige sygeplejersker, der skal holde øje med os 24/7, implicit ville sørge for, at vi mænd ikke ville klø os mere i skridtet, end normalt er. Det skulle vise sig, at jeg tog grueligt fejl. Dårligt havde vi pakket ud på to 4-mands stuer, før end vi vadede rundt i underdrenge og råbte, om ikke snart vi skulle have noget at æde. Jeg var chokeret. Alligevel tog jeg mig selv i at bøvse højlydt ved middagsbordet. Umiddelbart ville det udeløse en reprimande fra min mor eller et andet nogenlunde kultiveret menneske.
Men her udløste det derimod applaus og respekt. Problemet er jo, at når den opførsel belønnes, så er vi mænd som simple børn, der søger mere opmærksomhed, så jeg tog mig atter i at ræbe højlydt og efterfølgende knække sammen af grin. Hvis jeg troede det var slemt, så kunne jeg tro om igen. Efter middagsopførslen var det tydeligvis blevet tid til, ligesom med børn, at teste, hvor linjen var mht. sygeplejerskernes tærskel. Den viste sig at gå ved, at vi trykkede på alarmknappen, så de kom farende ind. Da de spurgte, hvad der var los, svarede vi flabet:
"Sygeplejersker, vi skal skiftes. Både foran og bagved!"
Så var rammerne sat. Siden da har vi gået til grænsen (og en smule over) ved enhver given lejlighed, og selvom det har været os, der er blevet stukket og proppet med medicin, så er det uden tvivl sygeplejerskerne, der går ned med stress og bivirkninger. Dødhårde følger af at passe en vuggestue på speed. Min respekt for pædagoger er steget med umenneskelige grader på meget kort tid.
Over de sidste par dage er vi gået flere skridt ned af den rangstige, der kunne kaldes anstændighed. Jeg har set en kammerat optage bøvser og prutter på sin telefon og sætte det som ringetone - til stor glæde og morskab for alle. Fordi, let's face it, bøvser og prutter er bare sjove. Kan simpelthen ikke lade være med at grine ad dem. Den dag jeg ikke griner, er jeg blevet gammel nok til at lægge mig i graven.
Bad og fremtoning er ligeledes ting, vi ikke rigtigt bruger længere. Til trods for vores sørgelige hygieniske tilstand, så er vi stadig nogle liderlige hankarle, der er så seksuelt frustrerede, at vi på vores daglige gåtur har råbt dybt perverse og antastende ting til mindre-årige piger, på var på den forkerte side af 100 kg. Jeg er ikke længere mand eller menneske. Jeg er en tilstand af inaktivtet og dyb, dyb usmagelighed. Heldigvis er jeg ikke alene.
En sidste bemærkning går ud til min kæreste, som til trods for prutters åbenbart uendelige kilde til morskab, savnes ud over det sædvanlige. Jeg lover at fremstå velsoigneret og afbalanceret, når vi ses igen. Men skulle der slippe en enkelt bøvs, prut eller sjofelhed ud, så beder jeg dig om at udvise overbærenhed. Jeg er jo trods alt kun... mand.
Bevares, jeg anser mig ikke for en cosmopolitan, som ville sætte Emma Gad til vægs anytime. Men alligevel er jeg blevet overrasket over det forfald, vi mænd går i, når ikke der er kvinder til at holde styr på os. Vi slækker på krav til renlighed og finder i stedet enorm glæde i højlydt flatulens.
Jeg havde egentlig ellers regnet med, at de kvindelige sygeplejersker, der skal holde øje med os 24/7, implicit ville sørge for, at vi mænd ikke ville klø os mere i skridtet, end normalt er. Det skulle vise sig, at jeg tog grueligt fejl. Dårligt havde vi pakket ud på to 4-mands stuer, før end vi vadede rundt i underdrenge og råbte, om ikke snart vi skulle have noget at æde. Jeg var chokeret. Alligevel tog jeg mig selv i at bøvse højlydt ved middagsbordet. Umiddelbart ville det udeløse en reprimande fra min mor eller et andet nogenlunde kultiveret menneske.
Men her udløste det derimod applaus og respekt. Problemet er jo, at når den opførsel belønnes, så er vi mænd som simple børn, der søger mere opmærksomhed, så jeg tog mig atter i at ræbe højlydt og efterfølgende knække sammen af grin. Hvis jeg troede det var slemt, så kunne jeg tro om igen. Efter middagsopførslen var det tydeligvis blevet tid til, ligesom med børn, at teste, hvor linjen var mht. sygeplejerskernes tærskel. Den viste sig at gå ved, at vi trykkede på alarmknappen, så de kom farende ind. Da de spurgte, hvad der var los, svarede vi flabet:
"Sygeplejersker, vi skal skiftes. Både foran og bagved!"
Så var rammerne sat. Siden da har vi gået til grænsen (og en smule over) ved enhver given lejlighed, og selvom det har været os, der er blevet stukket og proppet med medicin, så er det uden tvivl sygeplejerskerne, der går ned med stress og bivirkninger. Dødhårde følger af at passe en vuggestue på speed. Min respekt for pædagoger er steget med umenneskelige grader på meget kort tid.
Over de sidste par dage er vi gået flere skridt ned af den rangstige, der kunne kaldes anstændighed. Jeg har set en kammerat optage bøvser og prutter på sin telefon og sætte det som ringetone - til stor glæde og morskab for alle. Fordi, let's face it, bøvser og prutter er bare sjove. Kan simpelthen ikke lade være med at grine ad dem. Den dag jeg ikke griner, er jeg blevet gammel nok til at lægge mig i graven.
Bad og fremtoning er ligeledes ting, vi ikke rigtigt bruger længere. Til trods for vores sørgelige hygieniske tilstand, så er vi stadig nogle liderlige hankarle, der er så seksuelt frustrerede, at vi på vores daglige gåtur har råbt dybt perverse og antastende ting til mindre-årige piger, på var på den forkerte side af 100 kg. Jeg er ikke længere mand eller menneske. Jeg er en tilstand af inaktivtet og dyb, dyb usmagelighed. Heldigvis er jeg ikke alene.
En sidste bemærkning går ud til min kæreste, som til trods for prutters åbenbart uendelige kilde til morskab, savnes ud over det sædvanlige. Jeg lover at fremstå velsoigneret og afbalanceret, når vi ses igen. Men skulle der slippe en enkelt bøvs, prut eller sjofelhed ud, så beder jeg dig om at udvise overbærenhed. Jeg er jo trods alt kun... mand.
