The Dandy Warhols
Nyeste udspil "Odditorium Or Warlords Of Mars" ryger under luppen.
The Dandy Warhols er 4 frække, beskidte, sexede, excentriske syrerockere, der på deres 6. album Odditorium Or Warlords Of Mars desværre har taget lidt for mange stoffer og valgt på ingen måde, at lefle for de fans, der måtte være vilde med tidligere albums som den udmærkede Welcome to the Monkey House (2003) og det virkeligt gode 13 Tales From Urban Bohemia (2000).
Odditorium Or Warlords Of Mars, der udkom i september måned, er med sine 12 numre, nogle af dem over 7 minutter lange, et mærkeligt sært bekendtskab, gennemsyret af lange monotone, instrumentale passager med udflippede guitarer, synths og trompeter!
Et par gange, som på All The Money Or The Simple Life og Smoke It, beviser The Dandy Warhols deres værd med konstant tempofyldte og tilbagelændede rockattituder.
De skruer tempoet lidt ned på Holding Me Up og Everyone Is Totally Insane, men de rolige pumpende beats, der er så kendetegnende for bandet, er intakte og bringer tankerne hen imod et euforiserende roadtrip ad støvede øde landeveje.
Der er altså rigtigt gode numre på pladen, men samlet set er det lidt for rodet og skramlet sært på en ikke altid fængende måde.
Et must for fans, et must for syrehoveder og en god idé for personager, der gerne vil have udvidet musikhorisonten med anarkistisk amerikansk rock.
Og så kan jeg kun anbefale at se dem live, hvis lejligheden byder det. De er hamrende fede på en scene skal jeg lige hilse at sige. Er man rigtigt heldig har de ikke meget tøj på!!
Odditorium Or Warlords Of Mars, der udkom i september måned, er med sine 12 numre, nogle af dem over 7 minutter lange, et mærkeligt sært bekendtskab, gennemsyret af lange monotone, instrumentale passager med udflippede guitarer, synths og trompeter!
Et par gange, som på All The Money Or The Simple Life og Smoke It, beviser The Dandy Warhols deres værd med konstant tempofyldte og tilbagelændede rockattituder.
De skruer tempoet lidt ned på Holding Me Up og Everyone Is Totally Insane, men de rolige pumpende beats, der er så kendetegnende for bandet, er intakte og bringer tankerne hen imod et euforiserende roadtrip ad støvede øde landeveje.
Der er altså rigtigt gode numre på pladen, men samlet set er det lidt for rodet og skramlet sært på en ikke altid fængende måde.
Et must for fans, et must for syrehoveder og en god idé for personager, der gerne vil have udvidet musikhorisonten med anarkistisk amerikansk rock.
Og så kan jeg kun anbefale at se dem live, hvis lejligheden byder det. De er hamrende fede på en scene skal jeg lige hilse at sige. Er man rigtigt heldig har de ikke meget tøj på!!
