Ta' fat i hinanden
Snakken i omklædningsrummet har alle dage været præget af rigtig mandesnak...
Sundhedsstyrelsen slår et slag for at fremme kommunikationen mellem unge mænd - et budskab vi på Connery.dk selvfølgelig kan støtte op om.
Det går ud på at vi drenge, mange gange, måske ikke snakker helt så meget om hvordan vi egentlig har det, som vi burde...
Mange unge mænd rammes nemlig fra tid til anden af psykiske lidelser (jeg kan mærke hvordan det slår knuder på mig at kalde det, dét.) Faktisk er det ifølge Sundhedsstyrelsen næsten 8% af alle unge mænd mellem 15 og 25 der har været ramt.
Jeg kunne fortsætte videre med statistikker og så andet, men faktisk vil jeg for en gangs skyld tage udgangspunkt i mig selv.
For ja, til tider er der en form for tabu ved snak om følelser, og det har en tendens til hurtigt at blive fejet væk. Spørgsmål som "går det godt?" er lette at feje væk med et "godt nok". I tilfælde af sygdom eller dødsfald er sætningen "Det er jeg ked af at høre", en der ikke rigtig lægger op til yderligere samtale.
Da jeg mistede min far til kræft som 16-årig kan jeg huske der, i min klasse, var en berøringsangst for emnet, noget der ligesom endte med at lukke mig lettere af for omverdenen, især i skolen. Der var dog gode venner der håndterede det bedre og spurgte direkte ind til hvordan jeg havde det, de gik mere op i hvordan sagen skulle gribes an, og på grund af det kom jeg godt igennem.
Men, man skal ikke bagatellisere psykiske lidelser, som depressioner og lignende. Der behøver ikke at skulle noget så forfærdeligt til som et dødsfald for at man kan have det dårligt og værre - når man kender en der har mistet en tæt på er man som regel opmærksom på det, men der kan være mange andre situationer hvor der ikke er så stor fokus på den enkelte.
Derfor synes jeg vi skal prøve at blive bedre til at spørge ind til hinanden. Spørg din gode kammerat, din nevø eller en holdkammerat, hvordan de egentlig har det, her i påsken.
Spørg: "Hvordan har du det?" istedet for "Har du det godt?"
Det går ud på at vi drenge, mange gange, måske ikke snakker helt så meget om hvordan vi egentlig har det, som vi burde...
Mange unge mænd rammes nemlig fra tid til anden af psykiske lidelser (jeg kan mærke hvordan det slår knuder på mig at kalde det, dét.) Faktisk er det ifølge Sundhedsstyrelsen næsten 8% af alle unge mænd mellem 15 og 25 der har været ramt.
Jeg kunne fortsætte videre med statistikker og så andet, men faktisk vil jeg for en gangs skyld tage udgangspunkt i mig selv.
For ja, til tider er der en form for tabu ved snak om følelser, og det har en tendens til hurtigt at blive fejet væk. Spørgsmål som "går det godt?" er lette at feje væk med et "godt nok". I tilfælde af sygdom eller dødsfald er sætningen "Det er jeg ked af at høre", en der ikke rigtig lægger op til yderligere samtale.
Da jeg mistede min far til kræft som 16-årig kan jeg huske der, i min klasse, var en berøringsangst for emnet, noget der ligesom endte med at lukke mig lettere af for omverdenen, især i skolen. Der var dog gode venner der håndterede det bedre og spurgte direkte ind til hvordan jeg havde det, de gik mere op i hvordan sagen skulle gribes an, og på grund af det kom jeg godt igennem.
Men, man skal ikke bagatellisere psykiske lidelser, som depressioner og lignende. Der behøver ikke at skulle noget så forfærdeligt til som et dødsfald for at man kan have det dårligt og værre - når man kender en der har mistet en tæt på er man som regel opmærksom på det, men der kan være mange andre situationer hvor der ikke er så stor fokus på den enkelte.
Derfor synes jeg vi skal prøve at blive bedre til at spørge ind til hinanden. Spørg din gode kammerat, din nevø eller en holdkammerat, hvordan de egentlig har det, her i påsken.
Spørg: "Hvordan har du det?" istedet for "Har du det godt?"
