Stormflod anno. 1872
Du ser din have forvandles til et hav og vil ringe efter hjælp...men du bor på en gård udenfor al civilisation - i 1872!
Prøv at tænk helt klart og forestil dig hvordan det måtte have været at leve på Lolland og Falster i 1872 under stormfloden. Forestil dig at bo på en gård uden for lands lov og ret, du har ingen bil, ingen elektricitet og pludselig står der 3,5 meter vand i din have. Hvad gør man så? Du ringer ikke til Falck, for der er ingen telefon. Du tænder ikke for lyset, for du har kun stearinlys - og de står i din stue, som er oversvømmet. Du prøver at få styr på din familie og I søger tilflugt på jeres stråtag, allerøverst, hvor I lige kan mærke vandet skylle op af benene...det er koldt og mørkt.
Jeg var nede på Lolland/Falster med min morfar, fordi det er hans families hjemstavn, hvis man kan kalde det det...og jeg troede egentlig ikke rigtigt, at der var så meget at se dernede - ud over en pokkers masse byer, hvor der bor en pokkers masse arbejdsløse mennesker. Men jeg blev klogere. Vi tog nemlig ud i en skov og så på en kæmpemæssig sten, der viste, hvor højt vandet stod under stormfloden i 1872 - og jeg kan vist roligt sige, at jeg fik et chok.
Vi lever i en tidsalder, hvor alle overlever. Der er ingen naturlig selektion, for selv hvis du er multihandicappet og døv-stum-lam-blind samt deform, så er der altid et sundhedsvæsen der holder dig i live - ligegyldigt om du vil have det eller ej. Du må faktisk ikke dø. Vi bor hjemme hos vores forældre til vi er op i 20'erne, vi har biler, store HI-FI anlæg, internettet, Connery.dk og alle den moderne tids privilegier - og vi er ikke engang glade for det! Jeg mener, vi kan lave scener over, at håret ikke vil sidde som det skal og at kaffen smager af opvaskevand - men indse det - vi er nogle overpriviligerede luksusdyr.
Da jeg stod ved den sten i den skov et eller andet sted på enten Lolland eller Falster - kan faktisk ikke helt huske det, men jeg tror nu, at det var Lolland - gik det op for mig hvor forbandet farligt det må have været at leve i datidens Danmark. Forestil dig 4 meter vand i din baghave, komplet mørke, folk, der skriger - du er helt alene med din familie og der er ingen hjælp. Det er lige før, at det er min definition af Helvede på jord.
Stormfloden:
For godt 125 år siden - onsdag 13. november 1872 blev Lolland-Falster ramt af en frygtelig naturkatastrofe, da vældige vandmasser væltede ned fra Østersøen og gennembrød digerne på de lolland-falsterske kyster.
Det øvrige Danmark gik næsten fri, mens stormfloden raserede Lolland-Falster. Huse faldt sammen under vandmassernes tryk, og drev væk med strømmen - sammen med deres beboere, der intet havde at holde fast i. I løbet af 10 timer blev idylliske landomgivelser på Lolland og Falster forvandlet til et Helvede på jord - et kaos af død og vand. Da katastrofen var ovre, var der over 80 omkomne mennesker, mens titusinder af dyr var druknet (måske tøjret i deres stalde).
Som før nævnt kunne mange huse ikke klare trykket fra vandet, og blev derfor splittet ad og revet med strømmen. Kun de solide hovedgårde, storgårdene, og de gårde, der lå plantet på bakker i ly for vandet klarede frisag. Derfor var det altså, som altid, de fattige mennesker i de skrøbelige huse der led værst - men ak, der var også rige bønder der viste deres storhed og tog imod de hjemløse. Hvis disse storgårde ikke havde åbnet dørene til laderne her og dér, havde tabet af menneskelig nok været markant større end det blev - for vandet stod visse steder i 3,5 meters højde.
"Detaljer i øjenvidnernes beretninger afslører, at hovedparten af de omkomne kunne være reddet. Karakteristisk er det nemlig, at mange fejlvurderede situationen, da vandmasserne tidlig om morgenen væltede ind over digerne. Mørket gjorde, at beboerne tæt ved kysten først blev klar over gennembruddet, da vandet begyndte at trænge ind i husene. Enten havde beboerne intet kunne se i mørket eller også havde de i dæmringen antaget de skumklædte bølgetoppe for tåge eller sne. Konsekvensen blev, at de ikke kunne nå at redde sig ud af huset og op på et højere beliggende område."
Lofterne gav folk en falsk trykhedsfornemmelse, så mange valgte at søge tilflugt der. Men det var ikke så smart, med mindre man havde en taglem - for vandet steg til over loftshøjde - og hvordan skulle man så komme ud? Ikke alle kunne svømme, vandet var ekstremt koldt for det var vinter...så lofterne blev en dødsfælde.
Øjenvidneberetning (Ane Hansen):
"Til november 1872 var jeg kommet til at tjene hos gårdejer Jens Larsen, Bøtø. Ved femtiden d. 13. november væltede vandet ind over bredden til os. Jeg blev båret over til stalden for at malke. Så malkede jeg kvæget, og blev stående til de igen kom og bar mig over i stuehuset. Men vandet skyllede ind, så vi måtte væk derfra. Så kom vi over i høladen, snart måtte vi også væk derfra. Manden lod hente den lange stige og nogle knipper halm. Ad stigen kom vi op på stænget. Efter at vi havde været der i nogen tid, løsnedes nogle stolper fra hinanden hvor taget begyndte, og så begyndte vi at drive. Vi var i alt 9 med, alle de andre kom ud på taget, men jeg kunne ikke komme derud. Jeg sad i klemme mellem et par bjælkeender, der var under vandfladen, så der lå jeg, og de hev i mig for at få mig op, men de kunne ikke få mig ud. De holdt mig så i armen, mens vi drev af sted. Stormen, bølgerne og ængstelsen gjorde mig ganske fortumlet, og jeg sagde til min husbond, at han skulle bare slå mig for panden og lade mig dø, da jeg ikke mere blev til menneske.
Lidt fra Lolles gård ved Skelby drev vi mod et piletræ, hvor vi alle 9 kom over. Senere kom, så vidt jeg husker, Sø-Lars og Rasmus Christensen med en båd, hvori vi alle kom over, så sejlede vi hen til Lolles gård og blev meget venligt modtaget. Alle de andre fik mad og drikke, men jeg var meget medtaget af at have været i vandet osv., så jeg kom i seng med det samme, blev snart varm og faldt i søvn. Da jeg vågnede, bad jeg om lidt mad og var hos Lolles i et par dage. Senere var jeg i præstegården i 8 dages tid. En familie skulle så være der og jeg måtte rømme, var lidt hist og her - mest i Idestrup. På Lolles mark blev senere fundet min husbonds døde heste og køer. I halmen, der drev med taget vi sejlede på, løb mus og rotter om. Ved den følgende juletid fandtes en mand hængende i et piletræ, øjnene så frygtelige ud. Kvistene blev savet ud af hans hænder. Min mor, der var husbestyrerinde hos en mand på Bøtø, blev fundet hængende over en grøftevold, med husbondens ene barn under sig. Min morbroder med kone og 3 børn druknede også. En skuffe af mit klædeskab drev til Skelby, hvor jeg fik det igen, alle mine ting var deri, undtagen lidt et menneske havde stjålet, hvad der senere blev opklaret. Min husbond vil jeg til sidst rose. Han var en god mand, der sørgede godt for os alle, ikke alene for sin familie, men også for os hans tjenere."
Jeg var nede på Lolland/Falster med min morfar, fordi det er hans families hjemstavn, hvis man kan kalde det det...og jeg troede egentlig ikke rigtigt, at der var så meget at se dernede - ud over en pokkers masse byer, hvor der bor en pokkers masse arbejdsløse mennesker. Men jeg blev klogere. Vi tog nemlig ud i en skov og så på en kæmpemæssig sten, der viste, hvor højt vandet stod under stormfloden i 1872 - og jeg kan vist roligt sige, at jeg fik et chok.
Vi lever i en tidsalder, hvor alle overlever. Der er ingen naturlig selektion, for selv hvis du er multihandicappet og døv-stum-lam-blind samt deform, så er der altid et sundhedsvæsen der holder dig i live - ligegyldigt om du vil have det eller ej. Du må faktisk ikke dø. Vi bor hjemme hos vores forældre til vi er op i 20'erne, vi har biler, store HI-FI anlæg, internettet, Connery.dk og alle den moderne tids privilegier - og vi er ikke engang glade for det! Jeg mener, vi kan lave scener over, at håret ikke vil sidde som det skal og at kaffen smager af opvaskevand - men indse det - vi er nogle overpriviligerede luksusdyr.
Da jeg stod ved den sten i den skov et eller andet sted på enten Lolland eller Falster - kan faktisk ikke helt huske det, men jeg tror nu, at det var Lolland - gik det op for mig hvor forbandet farligt det må have været at leve i datidens Danmark. Forestil dig 4 meter vand i din baghave, komplet mørke, folk, der skriger - du er helt alene med din familie og der er ingen hjælp. Det er lige før, at det er min definition af Helvede på jord.
Stormfloden:
For godt 125 år siden - onsdag 13. november 1872 blev Lolland-Falster ramt af en frygtelig naturkatastrofe, da vældige vandmasser væltede ned fra Østersøen og gennembrød digerne på de lolland-falsterske kyster.
Det øvrige Danmark gik næsten fri, mens stormfloden raserede Lolland-Falster. Huse faldt sammen under vandmassernes tryk, og drev væk med strømmen - sammen med deres beboere, der intet havde at holde fast i. I løbet af 10 timer blev idylliske landomgivelser på Lolland og Falster forvandlet til et Helvede på jord - et kaos af død og vand. Da katastrofen var ovre, var der over 80 omkomne mennesker, mens titusinder af dyr var druknet (måske tøjret i deres stalde).
Som før nævnt kunne mange huse ikke klare trykket fra vandet, og blev derfor splittet ad og revet med strømmen. Kun de solide hovedgårde, storgårdene, og de gårde, der lå plantet på bakker i ly for vandet klarede frisag. Derfor var det altså, som altid, de fattige mennesker i de skrøbelige huse der led værst - men ak, der var også rige bønder der viste deres storhed og tog imod de hjemløse. Hvis disse storgårde ikke havde åbnet dørene til laderne her og dér, havde tabet af menneskelig nok været markant større end det blev - for vandet stod visse steder i 3,5 meters højde.
"Detaljer i øjenvidnernes beretninger afslører, at hovedparten af de omkomne kunne være reddet. Karakteristisk er det nemlig, at mange fejlvurderede situationen, da vandmasserne tidlig om morgenen væltede ind over digerne. Mørket gjorde, at beboerne tæt ved kysten først blev klar over gennembruddet, da vandet begyndte at trænge ind i husene. Enten havde beboerne intet kunne se i mørket eller også havde de i dæmringen antaget de skumklædte bølgetoppe for tåge eller sne. Konsekvensen blev, at de ikke kunne nå at redde sig ud af huset og op på et højere beliggende område."
Lofterne gav folk en falsk trykhedsfornemmelse, så mange valgte at søge tilflugt der. Men det var ikke så smart, med mindre man havde en taglem - for vandet steg til over loftshøjde - og hvordan skulle man så komme ud? Ikke alle kunne svømme, vandet var ekstremt koldt for det var vinter...så lofterne blev en dødsfælde.
Øjenvidneberetning (Ane Hansen):
"Til november 1872 var jeg kommet til at tjene hos gårdejer Jens Larsen, Bøtø. Ved femtiden d. 13. november væltede vandet ind over bredden til os. Jeg blev båret over til stalden for at malke. Så malkede jeg kvæget, og blev stående til de igen kom og bar mig over i stuehuset. Men vandet skyllede ind, så vi måtte væk derfra. Så kom vi over i høladen, snart måtte vi også væk derfra. Manden lod hente den lange stige og nogle knipper halm. Ad stigen kom vi op på stænget. Efter at vi havde været der i nogen tid, løsnedes nogle stolper fra hinanden hvor taget begyndte, og så begyndte vi at drive. Vi var i alt 9 med, alle de andre kom ud på taget, men jeg kunne ikke komme derud. Jeg sad i klemme mellem et par bjælkeender, der var under vandfladen, så der lå jeg, og de hev i mig for at få mig op, men de kunne ikke få mig ud. De holdt mig så i armen, mens vi drev af sted. Stormen, bølgerne og ængstelsen gjorde mig ganske fortumlet, og jeg sagde til min husbond, at han skulle bare slå mig for panden og lade mig dø, da jeg ikke mere blev til menneske.
Lidt fra Lolles gård ved Skelby drev vi mod et piletræ, hvor vi alle 9 kom over. Senere kom, så vidt jeg husker, Sø-Lars og Rasmus Christensen med en båd, hvori vi alle kom over, så sejlede vi hen til Lolles gård og blev meget venligt modtaget. Alle de andre fik mad og drikke, men jeg var meget medtaget af at have været i vandet osv., så jeg kom i seng med det samme, blev snart varm og faldt i søvn. Da jeg vågnede, bad jeg om lidt mad og var hos Lolles i et par dage. Senere var jeg i præstegården i 8 dages tid. En familie skulle så være der og jeg måtte rømme, var lidt hist og her - mest i Idestrup. På Lolles mark blev senere fundet min husbonds døde heste og køer. I halmen, der drev med taget vi sejlede på, løb mus og rotter om. Ved den følgende juletid fandtes en mand hængende i et piletræ, øjnene så frygtelige ud. Kvistene blev savet ud af hans hænder. Min mor, der var husbestyrerinde hos en mand på Bøtø, blev fundet hængende over en grøftevold, med husbondens ene barn under sig. Min morbroder med kone og 3 børn druknede også. En skuffe af mit klædeskab drev til Skelby, hvor jeg fik det igen, alle mine ting var deri, undtagen lidt et menneske havde stjålet, hvad der senere blev opklaret. Min husbond vil jeg til sidst rose. Han var en god mand, der sørgede godt for os alle, ikke alene for sin familie, men også for os hans tjenere."
