Spiel mit uns!
Industrialgruppen Rammstein er det gamle DDRs højst profilerede eksportvare. En hurtig guide.
Tysk musik: Schlagersange og midaldrende kvinder i tyrolertøj? Så er det på tide at lære et nyt ord: Rammstein.
Kender man hverken til gruppens musik eller deres koncerter/sceneshows, er her en hurtigt guide: Rammstein spiller noget, de selv kalder "Tanz-Metal", musikalsk mest sammenlignelig med den bastante, aggressive industrial - tilsat discorytmer og en god portion ironi. Rammsteins Tanzmetal blander englekor og bøhmandsvokal, henter sit tekstunivers fra S/M-kulturen og bruger en høj grad af (selv-) iscenesættelse, når lydkulissen skal ud over scenekanten. Her er der pyrotekniske effekter og teaterblod med i konceptet - og pathos skrives med et stort P, når Rammstein træder til. Richard Wagner har ike levet forgæves.
Og så er der lige navnet. Ramstein (med ét m) er en lille by i Tyskland, der i 1988 blev ramt af en katastrofe, da en flyveopvisning gik frygteligt galt, og brændende vragdele styrtede ned midt i en forsamlet menneskemængde. "Rammstein...ein Mensch brennt" lyder omkvædet til gruppens gennembrudssang. I Tyskland husker man kun navnet alt for godt. De brændende vragdele er da også, hvad der oprindeligt inspirerede Rammstein til at bruge pyrotekniske effekter i stor stil i deres sceneshow.
I Danmark er Rammstein kun nået et stykke over kultniveauet, men i hjemlandet - og især i USA - er albummene Herzleid, Sehnsucht og Live aus Berlin solgt i millioner af eksemplarer. Desuden er der i Rammsteins kølvand dukket en række andre tyske grupper op fra undergrunden. Tanzwut, Keilerkopf, Richthofen (opkaldt efter stjernepiloten fra 1.verdenskrig), Weissglut og Joachim Witt er alle vilde teutoner fra Europas hjerte. Indtil videre er det dog kun bannerførerne fra Berlin, der har formået at slå igennem uden for Tyskland. Som altid er der få originaler og mange kopier.
Underholdningsindustrien udbryder vanligvis "so einen Ding müssen wir auch haben", når en kultgenre bliver mainstream. Umiddelbart er det svært at forestille sig industrial som mainstream, men 2 millioner solgte eksemplarer af albummet Sehnsucht afgør vist den sag. Hvorvidt noget er mainstream, har nemlig ikke noget med selve musikken at gøre, men kan udelukkende gøres op i solgte eksemplarer. Hvis det sælger, så er det mainstream. At tale om kultfænomener, der er i stand til at sælge millioner af eksemplarer, er ikke andet end et marketingstrick for at få konsumenterne til at føle sig som en lille eksklusiv kreds. Ingen vil jo være mainstream. Faktisk er det sådan, at der ligger en større provokation i at kalde sig selv mainstream, end der gør i at omtale sig selv som kult.
Kender man hverken til gruppens musik eller deres koncerter/sceneshows, er her en hurtigt guide: Rammstein spiller noget, de selv kalder "Tanz-Metal", musikalsk mest sammenlignelig med den bastante, aggressive industrial - tilsat discorytmer og en god portion ironi. Rammsteins Tanzmetal blander englekor og bøhmandsvokal, henter sit tekstunivers fra S/M-kulturen og bruger en høj grad af (selv-) iscenesættelse, når lydkulissen skal ud over scenekanten. Her er der pyrotekniske effekter og teaterblod med i konceptet - og pathos skrives med et stort P, når Rammstein træder til. Richard Wagner har ike levet forgæves.
Og så er der lige navnet. Ramstein (med ét m) er en lille by i Tyskland, der i 1988 blev ramt af en katastrofe, da en flyveopvisning gik frygteligt galt, og brændende vragdele styrtede ned midt i en forsamlet menneskemængde. "Rammstein...ein Mensch brennt" lyder omkvædet til gruppens gennembrudssang. I Tyskland husker man kun navnet alt for godt. De brændende vragdele er da også, hvad der oprindeligt inspirerede Rammstein til at bruge pyrotekniske effekter i stor stil i deres sceneshow.
I Danmark er Rammstein kun nået et stykke over kultniveauet, men i hjemlandet - og især i USA - er albummene Herzleid, Sehnsucht og Live aus Berlin solgt i millioner af eksemplarer. Desuden er der i Rammsteins kølvand dukket en række andre tyske grupper op fra undergrunden. Tanzwut, Keilerkopf, Richthofen (opkaldt efter stjernepiloten fra 1.verdenskrig), Weissglut og Joachim Witt er alle vilde teutoner fra Europas hjerte. Indtil videre er det dog kun bannerførerne fra Berlin, der har formået at slå igennem uden for Tyskland. Som altid er der få originaler og mange kopier.
Underholdningsindustrien udbryder vanligvis "so einen Ding müssen wir auch haben", når en kultgenre bliver mainstream. Umiddelbart er det svært at forestille sig industrial som mainstream, men 2 millioner solgte eksemplarer af albummet Sehnsucht afgør vist den sag. Hvorvidt noget er mainstream, har nemlig ikke noget med selve musikken at gøre, men kan udelukkende gøres op i solgte eksemplarer. Hvis det sælger, så er det mainstream. At tale om kultfænomener, der er i stand til at sælge millioner af eksemplarer, er ikke andet end et marketingstrick for at få konsumenterne til at føle sig som en lille eksklusiv kreds. Ingen vil jo være mainstream. Faktisk er det sådan, at der ligger en større provokation i at kalde sig selv mainstream, end der gør i at omtale sig selv som kult.
Ved MTV Music Awards i Milano vidste publikum - der tydeligvis var kommet for at opleve "rigtige" teenageikoner som Backstreet Boys og Boyzone - ikke hvad de skulle stille op med de seks vrede tyskere der, iklædt lamé og sølvfarvet hår, opførte deres buldrende show. Forsanger Till Lindemann i rollen som cyborg og resten af medlemmerne i deres roller som halvmenneskets energiske legekammerater. Og så naturligvis en mindre hær af professionelle special effects folk til at styre det ildsprudlende ekstraudstyr. Showmanship til et nyt årtusinde. Der er mere teater end koncert i luften, når Rammstein går på scenen. Gruppens sceneshow er, sammen med musikken, i stand til at provokere. Rammstein deler musikalsk univers med andre chok-rock grupper som Korn, Rage Against The Machine, Ministry KMFDM og Marilyn Manson. Men hvor Marilyn Manson - med stor succes - prøver at overgå alle tænkelige grænser, ikke mindst hvad angår den bornerte amerikanske moral, og RATM har et klart politisk budskab med deres musik, er Rammstein ude i et andet ærinde. Deres sange handler for det meste om kærlighed. Men ikke i traditionel forstand. Det er kærlighed set fra ekstreme og undertiden bizarre vinkler. Tabubelagte emner som sadomasochisme og incest ikke undtaget. Gruppens filosofi synes at være, at tabuer har godt af at blive brudt - og man kan bedre tilgive det, når der f.eks. på incest-nummeret Spiel mit mir, ligger et kitchet discobeat, der mere end antyder, at man bestemt ikke skal tage det som nogen opfordring. Er det en forbrydelse at synge om incest? Nej. Det er en forbrydelse at praktisere det. Det er to vidt forskellige ting, hvilket politisk korrekte kommentatorer og meningsmaskiner lader til at have glemt. Rammsteins succes består ikke blot i at kunne provokere - men også at få den politisk korrekte del af samfundet til at se rødt.
Måske skal det for en god ordens skyld indskydes, at Rammstein konsekvent synger på tysk. For det første fordi engelskundervisning ikke stod øverst på skoleskemaet i det gamle DDR, hvor gruppen stammer fra, og for det andet fordi gruppen spiller på ordspil i det tyske sprog. "Du Hast" og "Du Haßt" lyder ens, men det første betyder "du har" og det andet "du hader". Vidt forskellige indgange til nummeret, der i parentes bemærket er at finde på lydsporet til The Matrix.
Måske skal det for en god ordens skyld indskydes, at Rammstein konsekvent synger på tysk. For det første fordi engelskundervisning ikke stod øverst på skoleskemaet i det gamle DDR, hvor gruppen stammer fra, og for det andet fordi gruppen spiller på ordspil i det tyske sprog. "Du Hast" og "Du Haßt" lyder ens, men det første betyder "du har" og det andet "du hader". Vidt forskellige indgange til nummeret, der i parentes bemærket er at finde på lydsporet til The Matrix.
Vi skal efter sigende leve i en ironisk tidsalder, men de fleste ville ikke ane, hvad ironi var, hvis det kom og slog dem i ansigtet. Ordet er bare et ord. En misbrugt betegnelse, som mange vælger at gemme sig bag, når de ikke længere kan forholde sig til virkeligheden. Og hvis nogen ikke kan se det åbenlyst ironiske i, at Rammstein valgte at bruge klip fra Det tredje Rige"s berømt/berygtede hof-fotograf Leni Riefenstahl "Olympia" til videoen "Stripped", så ved undertegnede ikke, hvad der skal til. Let me see you stripped down to the bone, lyder omkvædet af sangen, der er Rammsteins til dato eneste på engelsk, og tillige en coverversion af et Depeche Mode-nummer, mens veltrænede M/K poserer i
Det er næppe nogen hemmelighed, at mange anser de mere larmende genrer indenfor populærmusikken for at udgøre en alvorlig risiko mod ungdommens moralske velbefindende. Og da Rammstein brød op fra den musikalske undergrund via to numre på lydsporet til David Lynch-filmen "Lost Highway", begyndte advarselslamperne da også at lyse, ikke mindst i deres hjemland.
I kølvandet på en række skudepisoder (især Littleton-massakren i Colorado), hvor unge har være involveret, er kritiske socialretfærdige gruppers blikke på ny rettet mod kulturindustriens mere kontroversielle skabninger. Rammstein må således se sig selv indlemmet i kredsen af kunstnere, der efter sigende skal have en skadelig indflydelse på de frygtsomme, forvirrede og letpåvirkelige teenagere. Hjemme i Tyskland er de mest indædte modstandere kendt fra en anden musikalsk sammenhæng. Det er den gamle punkgruppe Die Toten Hosen, hvis forsanger Campino i et interview med Rolling Stone, kaldte Rammsteins musik for pinlig. Og det kommer fra en mand, hvis band i mange år har forsøgt at chokere den etablerede musikscene. Men Fanden gik jo også i kloster, da han blev gammel.
Det er næppe nogen hemmelighed, at mange anser de mere larmende genrer indenfor populærmusikken for at udgøre en alvorlig risiko mod ungdommens moralske velbefindende. Og da Rammstein brød op fra den musikalske undergrund via to numre på lydsporet til David Lynch-filmen "Lost Highway", begyndte advarselslamperne da også at lyse, ikke mindst i deres hjemland.
I kølvandet på en række skudepisoder (især Littleton-massakren i Colorado), hvor unge har være involveret, er kritiske socialretfærdige gruppers blikke på ny rettet mod kulturindustriens mere kontroversielle skabninger. Rammstein må således se sig selv indlemmet i kredsen af kunstnere, der efter sigende skal have en skadelig indflydelse på de frygtsomme, forvirrede og letpåvirkelige teenagere. Hjemme i Tyskland er de mest indædte modstandere kendt fra en anden musikalsk sammenhæng. Det er den gamle punkgruppe Die Toten Hosen, hvis forsanger Campino i et interview med Rolling Stone, kaldte Rammsteins musik for pinlig. Og det kommer fra en mand, hvis band i mange år har forsøgt at chokere den etablerede musikscene. Men Fanden gik jo også i kloster, da han blev gammel.
Og over det hele ligger en tyk tåge af ironi. Det er slet ikke så underligt, når man tager gruppens herkomst i betragtning. Alle medlemmer af Rammstein stammer fra det gamle DDR, hvor man havde 40 års tradition for at pakke tingene godt ind, hvis de skulle slippe forbi den stalinistiske censur.
Så tag det blot roligt. De teutonske vildmænd vil bare spille op til dans på deres musikalske helvedesorgel.
PS!
Den 2.april 2001 var Mors Dag; Her nedkom Rammstein med deres fjerde album, Mutter.
