Skambankt ryster Voxhall
Skambankt ryster Århus løs fra kapitalismens klamme tag med en svedig koncert.
D. 2 marts var scenen sat for et par timers indiskutabelt hård punkrock fra de fire revolutionære musikere fra Norge.
Märvel
Men inden Skambankts såler kunne betræde scenen skulle bandet Märvel (no) varme op. Hvis man vælger at lytte til noget af deres indspillede musik, virker de godt sammenspillede, teknisk dygtige og som et band med potentiale. Desværre var det ikke et indtryk der fulgte dem live. Man kunne stadigvæk både se og høre at de er teknisk dygtige, men der stoppede oplevelsen også. Der manglede en energi imellem bandmedlemmerne, og det gjorde deres forsøg på at få publikum med til løse skud. En dårlig lyd fra lydmandens side var med til at tage den sidste energi ud af deres musikalske bidrag, da man nærmest ikke kunne høre forsangerens stemme. Märvel skal dog have et klap på skulderen, da de ikke opgav deres ærinde, og virkelig prøvede at fyre den af til sidste sveddråbe.
Skambankt
Lyset lægger sig, og folkemængden begynder at råbe 'Skambankt - Skambankt'. Gyset rejser sig yderligere da Tom Skalle (trommer) træder ind på scenen. Stemningen når ekstaselignende højder da, Ted Winters (vokal og guitar), Don Fist (bas og kor) og Hanz Panzer (Guitar og kor) sætter deres første skoaftryk på scenen. Folkemængden er først som forstenet, men da den første akkord bliver slået an bryder det løs med pogo. Sved, øl og smøger flyver igennem luften, hvilket kommer til at præge resten af koncerten. Numre som Me sa nei, KKK og deres nyeste single Dynasti får temperaturen til at stige et par hundrede grader, så sved blev til damp, lightere blev overflødige, og Nørrebros bål blev til vand. Og Nørrebro blev da også nævnt, og det var for en gangs skyld med en venlig holdning overfor de unge, med opfordringer om at bakke op om Ungdomshuset.
Märvel
Men inden Skambankts såler kunne betræde scenen skulle bandet Märvel (no) varme op. Hvis man vælger at lytte til noget af deres indspillede musik, virker de godt sammenspillede, teknisk dygtige og som et band med potentiale. Desværre var det ikke et indtryk der fulgte dem live. Man kunne stadigvæk både se og høre at de er teknisk dygtige, men der stoppede oplevelsen også. Der manglede en energi imellem bandmedlemmerne, og det gjorde deres forsøg på at få publikum med til løse skud. En dårlig lyd fra lydmandens side var med til at tage den sidste energi ud af deres musikalske bidrag, da man nærmest ikke kunne høre forsangerens stemme. Märvel skal dog have et klap på skulderen, da de ikke opgav deres ærinde, og virkelig prøvede at fyre den af til sidste sveddråbe.
Skambankt
Lyset lægger sig, og folkemængden begynder at råbe 'Skambankt - Skambankt'. Gyset rejser sig yderligere da Tom Skalle (trommer) træder ind på scenen. Stemningen når ekstaselignende højder da, Ted Winters (vokal og guitar), Don Fist (bas og kor) og Hanz Panzer (Guitar og kor) sætter deres første skoaftryk på scenen. Folkemængden er først som forstenet, men da den første akkord bliver slået an bryder det løs med pogo. Sved, øl og smøger flyver igennem luften, hvilket kommer til at præge resten af koncerten. Numre som Me sa nei, KKK og deres nyeste single Dynasti får temperaturen til at stige et par hundrede grader, så sved blev til damp, lightere blev overflødige, og Nørrebros bål blev til vand. Og Nørrebro blev da også nævnt, og det var for en gangs skyld med en venlig holdning overfor de unge, med opfordringer om at bakke op om Ungdomshuset.
Stemningen under koncerten kan kun kaldes energisk, og bandet havde en utrolig evne til at rive publikum med, via deres scenekantsoloer og publikumskontakt. Tilmed blev en ung mand trukket op på scenen for at fortsætte et nummer ved at råbe '1 - 2 - 3 - 4' ind i mikrofonen.
Lyden var formidabel, på nær lydmandens fejl, da mikrofonlyden hele tiden røg op og ned under hele koncerten, hvilket var et mindre irritations element, som man skal være lidt perfektionist, for virkelig at blive irriteret over det. Det skyldes ikke mindst at koncerten trak alle med på en måde som kun sjældent ses.
Det som satte kronen på værket var den intime stemning, som man kan få på et mindre spillested som Voxhall, men som mange fastspillede bands desværre ikke formår at levere. De fire Nordmænd leverede et show, der var mange gange mere intenst, og personligt end hvad de leverede på Roskilde Festival 2005, hvor koden var 'Bar overkrop, 110% dedikation, Sex Pistols og Ramones'. Det kan man ikke længere sige om bandet, og i dag bør man i stedet sige 'Bar overkrop og 110% Skambankt'.
Alt i alt en vellykket koncert da Skambankt endelig gjorde deres entré, og fyrede op under den energiske revolutionskedel. Helt igennem en bemærkelsesværdig koncert, hvis man bare har det mindste stænk rødt blod i årene.
Lyden var formidabel, på nær lydmandens fejl, da mikrofonlyden hele tiden røg op og ned under hele koncerten, hvilket var et mindre irritations element, som man skal være lidt perfektionist, for virkelig at blive irriteret over det. Det skyldes ikke mindst at koncerten trak alle med på en måde som kun sjældent ses.
Det som satte kronen på værket var den intime stemning, som man kan få på et mindre spillested som Voxhall, men som mange fastspillede bands desværre ikke formår at levere. De fire Nordmænd leverede et show, der var mange gange mere intenst, og personligt end hvad de leverede på Roskilde Festival 2005, hvor koden var 'Bar overkrop, 110% dedikation, Sex Pistols og Ramones'. Det kan man ikke længere sige om bandet, og i dag bør man i stedet sige 'Bar overkrop og 110% Skambankt'.
Alt i alt en vellykket koncert da Skambankt endelig gjorde deres entré, og fyrede op under den energiske revolutionskedel. Helt igennem en bemærkelsesværdig koncert, hvis man bare har det mindste stænk rødt blod i årene.
