Connery

Sims 2 til PC

Så er Sims 2 endelig udkommet

Mange glædede sig til, at "Sims 2" skulle udkomme, og forventningerne har været høje. De er blevet indfriet til fulde. Og mere end det, vil jeg vove at påstå. Lad os kigge på spillet...
Sims 2 til PC
Når man starter spillet op, bliver man mødt af en rigtig flot præsentation. Man får en lille film at se, om hvordan ting kan gå i "Sims 2", både godt og skidt. Og man kan knap nok vente med at komme i gang med at prøve det! Man kan vælge mellem tre forskellige nabolag, og derudover har man mulighed for at skabe sit eget nabolag. Det er ret godt, hvis man er flere om at dele spillet. Så kan man have sin egen del af spillet i fred. God funktion!

Så skal man til at skabe nogle personer. Man kan bruge utrolig lang tid på at sidde og tilpasse alle personerne, især ansigtstrækkene, der tager nogen tid, hvis man vil have en simmer til at ligne en bestemt person. Men det er morsomt at se, hvordan man kan skabe disse figurer, så de ligner ens kæreste, mor eller hvad man nu har lyst til.

Derefter skal huset bygges. Det, at man nu kan se alting fra mange flere vinkler samt selvfølgelig de mange nye ting og sager, gør det lettere at få et rigtig flot hus. Derudover rækker pengene meget længere end i "Sims 1"; man behøver ikke længere kun nøjes med de allermest nødvendige ting lige i starten.

Og så er det bare med at komme i gang med at spille! Hele spillet er bygget op omkring, at simmerne har fire ønsker og tre bekymringer, som henholdsvis helst skal og helst ikke skal realiseres. Det er selvfølgelig op til én selv, om man vil opfylde hvert eneste ønske og se en lykkelig simmer, eller om man vil realisere alle bekymringerne og se sin simmer blive mere og mere ulykkelig. Det er let at blive nysgerrig efter, hvad der sker, hvis man gør det ene eller det andet, og der kan ske hvad som helst!

Det er ikke muligt at skabe to helt ens spil. Der sker altid noget helt uventet. Det gør, at man ikke bliver træt af spillet.
ANNONCE
Sims 2 til PC
Nu tænker du måske på, om der virkelig kun er positive ting at sige om spillet. Og til dét kan jeg sige: Stort set!

Nu har spillet jo ikke været ude så længe, så det er begrænset, hvilke fejl jeg har haft tid til og mulighed for at opdage. Men dog har der sneget sig en enkelt fejl ind. Jeg havde et fint hus med møbler og det hele, og jeg havde spillet i huset flere gange. Da jeg på et tidspunkt ville ind og spille i det igen, var alle møblerne forsvundet! Familien og selve huset var der stadig. Jeg forstod ingenting af det, for jeg havde da selvfølgelig husket at gemme spillet alle de gange, jeg havde brugt det. Underligt...

Men summa summarum: alle fortjener at prøve at sidde foran "Sims 2" og blive glædeligt overrasket gang, på gang, på gang, på gang. Det er godt og meget underholdende.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce