Sætninger
Kender I det, at man går og siger de samme ting igen og igen?
Min mor, som ikke helt har forstået det der med at forny sig, står stadig hele julen igennem og siger: 'Oluf, Oluf, a' står under æ mistelten'. Men hvad er det, der skaber en landeplage? Hvilken tendens i samfundet er det, der gør, at vi retter ind til højre som børnesoldater i Somalia og bliver enige om, at vi alle skal sige det samme?
Jeg gør det selv, jeg reciterer stand-up komikere i et væk, og jo flere gange jeg gør det, jo sjovere synes jeg, det er. Det skaber mig en slags humorens krykker, jeg kan læne mig op af, men vigtigst af alt så skaber det et fællesskab med mine venner. Der er en genkendelsesglæde over at have set et stand-up show sammen og så de kommende dage gå og gentage det. Jeg har i øjeblikket enormt megen morskab ud af at gå og sige: 'Nøj hvor du dufter af Dunhill - hvor er det lækkert!', og umiddelbart giver det ingen mening. Men er de rigtige mennesker i rummet samtidig så bryder forsamlingen sammen af grin. Det giver sammenhold og fællesskabsfølelse.
Samtidig er vi også en nation af oneliners. Vi har dem på t-shirts, som dog er ved at gå af mode, og som catchfrases i vores daglige vokabular. For tiden hører jeg rigtig mange mennesker sige "super". Trække ordet lidt og lægge tonen, så det bliver sarkastisk. Jeg gjorde det selv, synes det var et herligt ord, men det er ligesom om, at jeg helst skal ændre mit catch et par gange om måneden. Spørgsmålet er bare, hvor kommer de fra, og hvad gør dem specielle og interessante?
Jeg gør det selv, jeg reciterer stand-up komikere i et væk, og jo flere gange jeg gør det, jo sjovere synes jeg, det er. Det skaber mig en slags humorens krykker, jeg kan læne mig op af, men vigtigst af alt så skaber det et fællesskab med mine venner. Der er en genkendelsesglæde over at have set et stand-up show sammen og så de kommende dage gå og gentage det. Jeg har i øjeblikket enormt megen morskab ud af at gå og sige: 'Nøj hvor du dufter af Dunhill - hvor er det lækkert!', og umiddelbart giver det ingen mening. Men er de rigtige mennesker i rummet samtidig så bryder forsamlingen sammen af grin. Det giver sammenhold og fællesskabsfølelse.
Samtidig er vi også en nation af oneliners. Vi har dem på t-shirts, som dog er ved at gå af mode, og som catchfrases i vores daglige vokabular. For tiden hører jeg rigtig mange mennesker sige "super". Trække ordet lidt og lægge tonen, så det bliver sarkastisk. Jeg gjorde det selv, synes det var et herligt ord, men det er ligesom om, at jeg helst skal ændre mit catch et par gange om måneden. Spørgsmålet er bare, hvor kommer de fra, og hvad gør dem specielle og interessante?
Selvfølgelig har det en del at sige, at det har en historie, der er speciel for personen, der siger det, og at det er noget, der kan siges ligefremt og let provokerende. Det skal være opmærksomhedsskabende og have en historie med sig, der binder personen sammen med ordet eller linien. Men en fællesnævner for disse oneliners er ofte en sarkasme, ironi eller humor, der er lige på grænsen.
Jeg havde en overgang, hvor alle, der spurgte om en tjeneste, blev svaret med et: 'Tror du det er børnehjælpsdag?' med et kækt smil og et glimt i øjet. Og det er nok der, jeg vil hen. Det er en udfordring, hvor langt kan man gå, hvad kan man tillade sig at sige med et glimt i øjet og skjult af tidens hang til fede oneliners.
Men derfra og til, at vi som nation ender som dryppende åndsamøber uden selvstændig ordklassificering, er der langt. Det sker sjældent, men engang i mellem bliver vi forvandlet til at hjerneforladt uhyggeligt folkefærd. Man kan ikke gå nogle steder uden at høre hele befolkningen sige: 'Det fanme uhyggeligt du' eller 'bob bob bob' eller hvad med 'Hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg!' eller 'så knep hende dog din ternede tosse' eller den gang jeg hørte min mor sige: 'Det er da også nederen'. Undskyld fru Johansen, hvad sagde de lige? Troede aldrig jeg skulle høre min mor sige sådan, men jo jo hun skulle være ung med de unge. Og det kom cirka et lille års tid for sent, fremragende.
Men jeg elsker disse linier, jeg bruger milliarder af dem. Lige nu bruger jeg personligt meget:
'Du er da ikke fuld, er du?'
'Rend mig!'
'Nøj hvor du dufter af dunhill, hvor er det lækkert'
'Ja ja man kan ikke vinde hver gang'
'Vis mig fissen'
Og 'Du er ikke særlig gammel, er du?'
Hvad er dine yndlingsudtryk, og i hvilke situationer bliver de sendt af sted?
Jeg havde en overgang, hvor alle, der spurgte om en tjeneste, blev svaret med et: 'Tror du det er børnehjælpsdag?' med et kækt smil og et glimt i øjet. Og det er nok der, jeg vil hen. Det er en udfordring, hvor langt kan man gå, hvad kan man tillade sig at sige med et glimt i øjet og skjult af tidens hang til fede oneliners.
Men derfra og til, at vi som nation ender som dryppende åndsamøber uden selvstændig ordklassificering, er der langt. Det sker sjældent, men engang i mellem bliver vi forvandlet til at hjerneforladt uhyggeligt folkefærd. Man kan ikke gå nogle steder uden at høre hele befolkningen sige: 'Det fanme uhyggeligt du' eller 'bob bob bob' eller hvad med 'Hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg!' eller 'så knep hende dog din ternede tosse' eller den gang jeg hørte min mor sige: 'Det er da også nederen'. Undskyld fru Johansen, hvad sagde de lige? Troede aldrig jeg skulle høre min mor sige sådan, men jo jo hun skulle være ung med de unge. Og det kom cirka et lille års tid for sent, fremragende.
Men jeg elsker disse linier, jeg bruger milliarder af dem. Lige nu bruger jeg personligt meget:
'Du er da ikke fuld, er du?'
'Rend mig!'
'Nøj hvor du dufter af dunhill, hvor er det lækkert'
'Ja ja man kan ikke vinde hver gang'
'Vis mig fissen'
Og 'Du er ikke særlig gammel, er du?'
Hvad er dine yndlingsudtryk, og i hvilke situationer bliver de sendt af sted?
