Roskilde 06
Et tilbageblik på årets festival.
Alle faktorer, der ikke umiddelbart spiller tæt med tanken om efterfølgende 8 dages hårdhændet druk, dans og Rock'n'Roll.
Ikke desto mindre stod et tomt telt, en fuld kasse Tuborg og en lejr fuld af stive, skæve og festglade in
Årets store trussel på festivalen var "tisskyen". Et fænomen, der eftersigende opstår når 100.000 mennesker efterlader deres urin på jorden, hvorefter solen sender selv samme urin til vejrs for alle os intetanende festivalgængere at indånde. Så vidt jeg errindrer opfordrede festival-avisen til at bære støvmasker, vaske ansigtet i opkogt saltvand, samt tyve andre besværlige, præventive skridt man kunne tage imod denne luftbårne urin. Dette blev hurtigt vurderet at ligge alt for langt over den sædvane rock og rul-standard, og under mantraet 'Det skal bare drikkes væk', tankede vi op og følte os atter sikre og kunne trygge, og temmelig berusede, bevæge os mod koncertteltene.
Sigur Rós 9/10
Ikke desto mindre stod et tomt telt, en fuld kasse Tuborg og en lejr fuld af stive, skæve og festglade in
Årets store trussel på festivalen var "tisskyen". Et fænomen, der eftersigende opstår når 100.000 mennesker efterlader deres urin på jorden, hvorefter solen sender selv samme urin til vejrs for alle os intetanende festivalgængere at indånde. Så vidt jeg errindrer opfordrede festival-avisen til at bære støvmasker, vaske ansigtet i opkogt saltvand, samt tyve andre besværlige, præventive skridt man kunne tage imod denne luftbårne urin. Dette blev hurtigt vurderet at ligge alt for langt over den sædvane rock og rul-standard, og under mantraet 'Det skal bare drikkes væk', tankede vi op og følte os atter sikre og kunne trygge, og temmelig berusede, bevæge os mod koncertteltene.
Sigur Rós 9/10
En af de første gange tisskyen blev trodset til fordel for musikken, var for at opleve tilbagevendelsen af de islandske avantgardister Sigur Rós. Efter at have ventet en time på at se et Guns'n'Roses kopiorkester, der ikke imponerede synderligt, var fokus og forventning nu rettet fuldt mod den længe ventede islandske koncert. Så mens solen gik ned udenfor, trak scenetæppet sig langsomt til side på Arena, og afslørede et tyndt tæppe, hvorpå musikernes skygger blev kastet, sammen med film i slowmotion, mens den sfæriske musik så småt satte i gang. Hele iscenesættelsens visuelle og skrøbelige udtryk, komplimenterede til fulde den sarte og abstrakte lydside, hvor Jónsi Birgissons klare vokal skinnede igennem et lag af imponerende, følelsesmættede lydflader og perkussion og trak én til en anden verden, hvor mudder, tisskyer og prætentiøse rock-attituder var ikke-eksisterende. Med hovedvægten på materiale fra sidste album Takk, fremmanede Sigur Rós en tidløs og tryllebindende koncert, der sluttede af med et hårrejsende klimaks i form af Popplagið fra albummet ( ), og man kunne forlade Arena med en klump i halsen og en tåre trillende ned af kinden. En uforlignelig og ubeskrivelig oplevelse.
Matisyahu 6/10
Det var uden noget forudgående kendskab, men med en grundigt opbygget forventning, at turen gik til Odeon-teltet for at se den ortodokse jødiske dancehall-musiker, Matisyahu. Iført traditionel jødisk mundering, med dertilhørende jødisk kalot og prangende fuldskæg, satte Matisyahu sig for at underholde et fyldt telt, stadig relativt tidligt på eftermiddagen. Med et solidt, svingende band og en række gode melodier i ryggen fik Matisyahu så småt sat gang i publikums fødder, mens han selv svingede sit skæg på scenen og dansede ivrigt rundt. På trods af en meget energisk performer i front, der både sprang og løb rundt på scenen, mens der blev sunget, rappet og beatboxet, så fængede musikken aldrig fuldt ud dansemusklerne så meget som man kunne have håbet. Ikke desto mindre var der tilstrækkelig fest under Odeons teltdug til at få danset de resterende tømmermænd væk, og man kunne klargøre sig mentalt til en omgang tung metal på Arena med svenske Opeth.
Opeth 5/10
Det var uden noget forudgående kendskab, men med en grundigt opbygget forventning, at turen gik til Odeon-teltet for at se den ortodokse jødiske dancehall-musiker, Matisyahu. Iført traditionel jødisk mundering, med dertilhørende jødisk kalot og prangende fuldskæg, satte Matisyahu sig for at underholde et fyldt telt, stadig relativt tidligt på eftermiddagen. Med et solidt, svingende band og en række gode melodier i ryggen fik Matisyahu så småt sat gang i publikums fødder, mens han selv svingede sit skæg på scenen og dansede ivrigt rundt. På trods af en meget energisk performer i front, der både sprang og løb rundt på scenen, mens der blev sunget, rappet og beatboxet, så fængede musikken aldrig fuldt ud dansemusklerne så meget som man kunne have håbet. Ikke desto mindre var der tilstrækkelig fest under Odeons teltdug til at få danset de resterende tømmermænd væk, og man kunne klargøre sig mentalt til en omgang tung metal på Arena med svenske Opeth.
Opeth 5/10
Det var helt andre boller, der var klar til at blive kastet på suppen på Roskildes andenstørste scene, Arena, mens en af undertegnedes favoritter, svenske Opeth, gjorde parat til at entrere scenen. De svenske prog-metalhoveders popularitet har været kraftigt stigende de sidste to års tid, hvilket et fyldt Arena-telt så afgjort bevidnede. Med fødderne i to lejre af henholdsvis progressiv rock og tung dødsmetal, udgør grundpillerne i Opeth allerede en interessant cocktail, hvor der konsekvent veksles mellem det tunge og brutale, og det smukke og harmoniske. Koncerten skulle dog vise sig at lægge ud med en uforsvarligt rodet og mudret lyd, hvor både guitar og vokal forsvandt igennem de første 2,5 numre. Mudret lyd er altid skidt, når det er metal er det rigtig skidt, og når det er progressiv metal med numre, der overstiger de 10-12 minutter er det fatalt. Dette, kombineret med en uventet udskiftet trommeslager, der på ingen mulig måde besad samme finpudsede og raffinerede teknik som den tidligere tøndebasker Martin Lopez, udgjorde ikke de bedste startomstændigheder for koncerten. Lyden blev dog fikset omtrent 1/3 inde i koncerten, og et lettere sporadisk udpluk af det store bagkatalog blev præsenteret for et ivrigt publikum. Det var dog først ved vejs ende, hvor det fremragende Deliverance-nummer blev leveret, at koncerten nåede det niveau den burde have haft fra starten.
Fat Freddys Drop 9/10
Det var lige i sidste øjeblik, at en af damerne i lejren kiggede i guiden og udbrød, at der da vidst var noget reggae-dub-house-stads på Ballroom. Morrissey blev således ofret til fordel for en, forhåbentlig, solid omgang dansemusik. Og heldigvis for det. Fat Freddys Drop fængede øjeblikkeligt, og det tog ikke bandet længe, at få det altid oplagte Ballroom-telt til at syde af svedige beats, flabede horn og en solid melodisk vokal i front. Den hornakkompagnerede, upbeat reggae-lyd, med stramme beats og en soulspækket vokal var mere end overbevisende, og tilsammen så forførende rytmisk og melodisk, at man på brøkdele af et sekund glemte verden udenfor teltet, og overgav sin krop til musikken. At bandet var minimum lige så entusiastiske og spilleglade smittede kun af på publikum, og legesyge tiltag som danse-battles og trutten om kap mellem forsanger og den overdrevent danseivrige trombonist, løftede så afgjort humøret yderligere. Undertegnedes kamera måtte således surres fast til kroppen for ikke at flyve til højre og venstre, og meget bedre indikation på en fremragende koncert kan man vel næppe få.
The Streets 7/10
Det var lige i sidste øjeblik, at en af damerne i lejren kiggede i guiden og udbrød, at der da vidst var noget reggae-dub-house-stads på Ballroom. Morrissey blev således ofret til fordel for en, forhåbentlig, solid omgang dansemusik. Og heldigvis for det. Fat Freddys Drop fængede øjeblikkeligt, og det tog ikke bandet længe, at få det altid oplagte Ballroom-telt til at syde af svedige beats, flabede horn og en solid melodisk vokal i front. Den hornakkompagnerede, upbeat reggae-lyd, med stramme beats og en soulspækket vokal var mere end overbevisende, og tilsammen så forførende rytmisk og melodisk, at man på brøkdele af et sekund glemte verden udenfor teltet, og overgav sin krop til musikken. At bandet var minimum lige så entusiastiske og spilleglade smittede kun af på publikum, og legesyge tiltag som danse-battles og trutten om kap mellem forsanger og den overdrevent danseivrige trombonist, løftede så afgjort humøret yderligere. Undertegnedes kamera måtte således surres fast til kroppen for ikke at flyve til højre og venstre, og meget bedre indikation på en fremragende koncert kan man vel næppe få.
The Streets 7/10
Efter at have oplevet the Streets på Roskilde tilbage i 2003, hvor man, selv efter at være tyve minutter forsinket, kunne vade halvvejs ind i Metropol-teltet og deltage i festen, var det lidt af et chok at se 30.000 mennesker vælte ud af siderne på Arena-teltet denne fredag aften. I de fire år siden den fremragende debutskive 'Original Pirate Material', var hr. Skinner og hans musik tilsyneladende ikke blevet mindre populær. Med en afsindigt proppet plads foran Arena, satte Mike Skinner og co. sig for at gøgle i stor stil, og underholde den store mængde mennesker. Der blev hurtigt skruet op for debut-hittet Don't Mug Yourself, og med et gøglertalent udover det sædvanlige, fik Skinner og band hurtigt gang i festen under Arena-teltet. Der blev appelleret til det danske fodbold-gen, mens Skinner hev os tilbage til EM 1992, eftersom vi jo "ikke havde en chance i verden for at vinde i år'. Med fuld blæs på det hitspækkede repertoire, og en forfriskende flabet attitude, formåede The Streets at nå langt ud over scenekanten. Dog virkede det til, at Skinner havde så travlt med at gøgle, at der ikke var overskud til den fordybelse i materialet som meget af det fortjener, hvilket bestemt kunne have tilføjet koncerten den ekstra dimension, der skulle til for at gøre den fuldendt. Ikke desto mindre formåede Skinner at hive den lalleglade festabe frem i os alle, og Arena kunne forlades med stort smil og godt humør.
- Alle billeder af skribenten -
- Alle billeder af skribenten -
