Regelsæt for busmongoler
Hvorfor mister danskerne hjernen, så snart de træder ud af døren? Er det fordi vi ikke vil være venlige eller er det et spørgsmål om manglende medmenneskelighed?
Hvad er det præcis, der får folk til at opføre sig som imbecile børnehavebørn, lige så snart de træder ud på en gade, der er mere befolket end Uvelse efter midnat?
Jeg tænker her især på min daglige tur på cykel fra mit hjem på Nørrebro til arbejdet. Her kører jeg lejlighedsvis igennem Nørrebrogade. En udmærket vej med alt, hvad der dertil hører. Der er både lyskurve, der virker, og vejbaner, der er optegnet, så man kan se, hvor man må køre, og hvordan man må svinge, men det er åbenbart overhovedet ikke godt nok for den almene daglige trafikant. Nørrebrogade forvandler sig dagligt til et kaos, der får en børnehaveudflugt i Tivoli til at ligne isolationsfængsling.
Et hurtigt oprids af reglerne for almindelig færdsel på vej: Når bussen holder stille, er det for fodgængere tilladt at krydse cykelstien for at indstige bussen. Den regel har man på Nørrebro valgt et bøje til eget velbefindende. Det er nu blevet til, at når man kan se bussen, så kan man frit vade ud på cykelstien og tage opstilling i en mindre klynge, hvor man ihærdigt slås om, hvem der kommer først op i bussen, og tager de gamles sæder. Sjovt nok er Nørrebrogade meget lang og meget lige, det gør, at man meget før bussen kommer, kan se den. Og det medvirker jo så til, at den meget specielle Nørrebro-regel træder i kraft. Nemlig, at al gangtrafik nu må foregå over det hele! Lidt ligesom Calcutta i myldretid og dem vil vi jo gerne sammenlignes med.
En anden god hovedregel er, at når man træder ind i en bus, hvor man ikke kan finde en siddeplads, enten fordi der ikke er flere pladser (jo det sker), eller fordi der er en stiv connerybruger, der har pisset og kastet op på det eneste ledige sæde (det sker oftest), så går man HELT tilbage i bussen. Men nej! Heller ikke denne simple huskeregel er noget, vi rigtig bruger på Nørrebro. Her er det bedst, hvis man gør en af to ting, når man stiger på bussen. Enten kender man chaufføren fra AOF-kurset i begynderdansk eller fra nede fra det lokale morgenværtshus, og det gør det fuldt legitimt at blokere den ene af de to indgangsdøre, og forhindre chaufføren i at tjekke billetterne og se ud af sit spejl (ikke at de bruger nogen af tingene, men de har da i det mindste muligheden). Den anden ting man kan foretage sig, er at slæbe sine indkøb, i Nørrebros tilfælde: hælervarer, høns, bulgur og andre lækkerier, ind i midten af bussen sætte hele lortet på gulvet, ligne en, der synes verden er uretfærdig, og så spærre al passage til den bagerste del af bussen, fordi man jo snart skal af. Hvilket som oftest betyder en 8 - 10 stop. Dette medvirker, at de mennesker, der synes det kan være lidt synd for dem, der skal stå ude i regnen og kun nøjes med at blive sprøjtet på af bussen eller slået ned af bakspejlet, er nødt til at træde øjnene ud på det stakkels gedekid, der ligger på gulvet, og vælte en pose humanitær nødhjælp for at komme ned bagi og derved gøre plads.
En anden god tanke fra HURs side er at man har lavet disse piktogrammer, der viser en tændstikmand med stok og en thaidreng på skødet af en tysk turist , som hænger på vinduet ved de forreste sæder med påskriften: "Fortrinsvis for". Det er jo i sig selv en fin ide. Men det har medført, at ældre mennesker nu tror de har pladsbillet til bestemte steder i bussen. Nu er det jo ikke sådan, at bare fordi man har eksisteret i over 65 år, så kan man pludseligt tillade sig de mest mærkværdige ting. Men det generer ikke ældre mennesker på Nørrebro, der gerne stopper hele bussen for at forklare chaufføren, at der altså sidder "en af de her ungdomskriminelle vaneforbrydere", der hvor staten har bestemt, de skal sidde "og så er han oven i købet neger!", til trods for, at der er 26 ledige pladser andre steder i bussen, og at personen er så let til bens, at Wilson Kipketer kommer til at ligne en spedalsk kørestolsbruger ved siden af.
Kunne man ikke fremover huske at tage den fornuftige del af hjernen med sig næste gang man gik ud af døren, eller er det for meget forlangt?
Jeg tænker her især på min daglige tur på cykel fra mit hjem på Nørrebro til arbejdet. Her kører jeg lejlighedsvis igennem Nørrebrogade. En udmærket vej med alt, hvad der dertil hører. Der er både lyskurve, der virker, og vejbaner, der er optegnet, så man kan se, hvor man må køre, og hvordan man må svinge, men det er åbenbart overhovedet ikke godt nok for den almene daglige trafikant. Nørrebrogade forvandler sig dagligt til et kaos, der får en børnehaveudflugt i Tivoli til at ligne isolationsfængsling.
Et hurtigt oprids af reglerne for almindelig færdsel på vej: Når bussen holder stille, er det for fodgængere tilladt at krydse cykelstien for at indstige bussen. Den regel har man på Nørrebro valgt et bøje til eget velbefindende. Det er nu blevet til, at når man kan se bussen, så kan man frit vade ud på cykelstien og tage opstilling i en mindre klynge, hvor man ihærdigt slås om, hvem der kommer først op i bussen, og tager de gamles sæder. Sjovt nok er Nørrebrogade meget lang og meget lige, det gør, at man meget før bussen kommer, kan se den. Og det medvirker jo så til, at den meget specielle Nørrebro-regel træder i kraft. Nemlig, at al gangtrafik nu må foregå over det hele! Lidt ligesom Calcutta i myldretid og dem vil vi jo gerne sammenlignes med.
En anden god hovedregel er, at når man træder ind i en bus, hvor man ikke kan finde en siddeplads, enten fordi der ikke er flere pladser (jo det sker), eller fordi der er en stiv connerybruger, der har pisset og kastet op på det eneste ledige sæde (det sker oftest), så går man HELT tilbage i bussen. Men nej! Heller ikke denne simple huskeregel er noget, vi rigtig bruger på Nørrebro. Her er det bedst, hvis man gør en af to ting, når man stiger på bussen. Enten kender man chaufføren fra AOF-kurset i begynderdansk eller fra nede fra det lokale morgenværtshus, og det gør det fuldt legitimt at blokere den ene af de to indgangsdøre, og forhindre chaufføren i at tjekke billetterne og se ud af sit spejl (ikke at de bruger nogen af tingene, men de har da i det mindste muligheden). Den anden ting man kan foretage sig, er at slæbe sine indkøb, i Nørrebros tilfælde: hælervarer, høns, bulgur og andre lækkerier, ind i midten af bussen sætte hele lortet på gulvet, ligne en, der synes verden er uretfærdig, og så spærre al passage til den bagerste del af bussen, fordi man jo snart skal af. Hvilket som oftest betyder en 8 - 10 stop. Dette medvirker, at de mennesker, der synes det kan være lidt synd for dem, der skal stå ude i regnen og kun nøjes med at blive sprøjtet på af bussen eller slået ned af bakspejlet, er nødt til at træde øjnene ud på det stakkels gedekid, der ligger på gulvet, og vælte en pose humanitær nødhjælp for at komme ned bagi og derved gøre plads.
En anden god tanke fra HURs side er at man har lavet disse piktogrammer, der viser en tændstikmand med stok og en thaidreng på skødet af en tysk turist , som hænger på vinduet ved de forreste sæder med påskriften: "Fortrinsvis for". Det er jo i sig selv en fin ide. Men det har medført, at ældre mennesker nu tror de har pladsbillet til bestemte steder i bussen. Nu er det jo ikke sådan, at bare fordi man har eksisteret i over 65 år, så kan man pludseligt tillade sig de mest mærkværdige ting. Men det generer ikke ældre mennesker på Nørrebro, der gerne stopper hele bussen for at forklare chaufføren, at der altså sidder "en af de her ungdomskriminelle vaneforbrydere", der hvor staten har bestemt, de skal sidde "og så er han oven i købet neger!", til trods for, at der er 26 ledige pladser andre steder i bussen, og at personen er så let til bens, at Wilson Kipketer kommer til at ligne en spedalsk kørestolsbruger ved siden af.
Kunne man ikke fremover huske at tage den fornuftige del af hjernen med sig næste gang man gik ud af døren, eller er det for meget forlangt?
