Red Hot Chili Peppers på Orange
En tynd og udpint omgang chilisovs
Forventede ti minutter efter tid, betræder bandet scenen og begiver sig ud i en funkdreven intro. Mens Flea valser rundt med sin buldrende potensforlænger, gør Frusciante sit bedste for at spille op til den massive bas. Helt fra start virker både Flea og Frusciante dog mere distræte og ufokuserede end deciderede funky og inspirerede.
Flea placerer sig hurtigt forrest i lydbilledet og lader funken drive maskineriet frem. Imens bandet kaster sig ud i "Can't Stop", markerer lyden sig som en af de bedste i år på Orange, selvom den dog til tider falder igennem, og generelt er en anelse ustabil. Samme adjektiv er desuden ganske beskrivende for bandets præstation, der generelt er indadvendt og meget meget rutinepræget. Kontakten til publikum er mildest talt sparsom, og de få ord det bliver til er mere trættende floskler end reele forsøg på kommunikation.
På trods af en umiddelbar mangel på engagement og en ret flad funkballon, så fortsætter bandet ufortrødent og kaster sig ud i den ene langtrukne, semisyrede jamsession efter den anden, og selvom bandet kaster et par respektable hovednik til både the Ramones med et hæderligt cover af "Havana Affair", samt en kort hilsen til The Clash, så er det meget få øjeblikke der når at gribe folk om struben og antænde deres indre funkdæmon. Faktisk sker dette først mod slutningen af koncerten, da en forrygende levering af "By the Way" pludseligt overasker og sætter massen i svingninger.
Bandet træder herefter af og vender snart tilbage til et par obligatoriske ekstranumre. Først må publikum dog igennem en lidt for lang trommesolo, og et besynderligt og meget unødvendigt trompet-indslag, der umiddelbart kun tjente til at bevise, at Flea nok bør holde sig til basstrengene. Efter en lidt slap udgave af "C'mon Girl" fra den nye Stadium Arcadium, bevæger bandet sig endelig over i en længe ventet "Give it Away", og hip hurra for ingen dikkedarer. Troede jeg, for efter en meget fornuftig, funky og ligetil levering kaster drengene sig ud i endnu en lang og udsyret improv, der nær havde lullet folk i søvn.
Folk bliver herefter efterladt med et par meningsløse og snottede kommentarer, og må således stå tilbage i mørket og undre sig over, hvor bl.a. "Under the Bridge", "Scar Tissue" og "Suck My Kiss" blev af, og ikke mindst hvor det glade, udadvendte og usædvanligt festskabende funkorkester, der var her i 2002 var henne i aften. Bottom line, en meget tynd og harmløs gryde chili, der på ingen måde nærmede sig den funkfyldte, sprudlende og sommerglade hovedret den sagtens kunne ha' været.
