Phonovectra og The Royal Highness på Studenterhus Århus
Mark Rosenér sparkede liv i halvdødt publikum
Jeg er en af dem, der husker Mark Rosenér fra hans tidligere succesprojekt, Jupiter Day, der tilbage i 2002 gjorde sig bemærket på den danske musikscene med hits som Empty Space og The Morning After. Derfor var jeg fuld af høje forventninger, da jeg torsdag d. 3. maj troppede op på Studenterhus Århus for at opleve den karismatiske forsanger i selskab med sit nye band, Phonovectra, der i februar udgav sit debutalbum, Too Young To Die.
Dog blev jeg voldsomt skuffet, idet jeg allerede ved koncertsalens indgang kunne se, at der så godt som ikke var mødt noget publikum op. Hvad der lige præcis den dag havde holdt de århusianske koncertgængere tilbage, ved jeg ikke, men faktum var, at kun cirka tyve af slagsen havde valgt at møde op til aftenens koncert, som ellers både bød på førnævnte Phonovectra og det fremadstormende københavnske band, The Royal Highness.
Phonovectra
Det lod sig tydeligt læse i den scenevandte Mark Rosenérs delikat sminkede ansigt, at han var vant til et større publikum, end dét Århus havde at byde på denne ellers så smukke og forårslune majaften. Det var hans første koncert på århusiansk grund som frontmand i Phonovectra, men ud fra, hvad han tidligere er blevet budt i de glade Jupiter Day-dage, forekom det ham formentlig direkte tarveligt. Og de få, der var mødt op, gad i starten ikke engang at rejse sig fra deres magelige stole. Folk blev dovent siddende, også efter, koncerten var begyndt, og det var først, da Rosenér direkte bad dem om at komme op til scenekanten, at der tilnærmelsesvist kom liv i dem. Til gengæld havde jeg selv mulighed for at komme helt tæt på den androgyne forsanger. Og hvilket udsyn!
Rosenér var i sig selv en oplevelse. Sjældent har jeg set magen til gå-på-mod under så ugunstige omstændigheder. "I er ikke mange, men for fanden, hvor er I dejlige at spille for!" sagde han, og det var tydeligt, at selvom publikum måske ikke var med på ideen, så ville han i hvert fald leve aftenen fuldt ud: Hoppende, dansende og hoftevrikkende fuldførte han det ene nummer efter det andet, uden det mindste tegn på skuffelse eller mindreværdskomplekser.
Og hvis ikke andre gad fylde pladsen foran scenen ud, jamen så måtte den energiske Rosenér da bare selv gøre det. Under albummets titelnummer og første singlehit, sprang den lille iltre københavner ned fra scenen og brusede ud mellem sine tilhørere, og ikke mange sekunder efter, så man ham tungekysse en af publikums mandlige og i øvrigt sejlende berusede tilstedeværende. Dét var performance. Og i næste nu sprang han tilbage til scenen og udførte en kort a cappella-version af The Show Must Go On.
I løbet af showet fik flere og flere af de få fremmødte slæbt sig op foran scenen, lokket af Phonovectras fængende indierock. Desværre stoppede herlighederne alt for hurtigt, eftersom bandet ganske enkelt ikke havde skrevet flere sange at spille. Der var ikke engang materiale til et ekstranummer, hvilket gav koncerten en noget brat afslutning. Men til trods for dette, og til trods for det lille publikum, formåede Mark Rosenér egenhændigt tilnærmelsesvis at redde aftenen. Når jeg giver aftenen tre stjerner, er det udelukkende hans fortjeneste - og dermed sagt, at det absolut intet har at gøre med The Royal Highness' præstation!
The Royal Highness
Københavnske The Royal Highness er af
Bandets identitetsløshed blev lagt på bordet allerede fra starten. Faktisk opdagede jeg først et godt stykke inde i første nummer, at koncerten rent faktisk var gået i gang, eftersom forsanger Dennis Kasten ikke havde gjort sig den mindste ulejlighed for at skabe opmærksomhed omkring scenen, inden de gik i gang med at spille. Men jeg konkluderede hurtigt, at jeg ikke var gået glip af noget. Musikken var jævnt kedelig, og jeg spekulerede på, om bandet overhovedet var klar over, at de spillede for et publikum. Under alle omstændigheder gjorde de intet for at skabe kontakt med de tilhørende, og Hans Kongelige Højhed Kasten nedlod sig ikke én gang til at fjerne blikket fra sin guitar. Han kiggede ikke op fra sit instrument én eneste gang i løbet af den halve time af koncerten, som jeg overværende. Derefter skred jeg simpelthen, eftersom min intuition sagde mig, at jeg udelukkende ville blive endnu mere irriteret af at blive koncerten ud. En deprimerende afslutning på en aften, der ellers nær var blevet reddet af Mark Rosenérs talentfulde ukuelighed.
The Royal Highness får ingen stjerner af mig, eftersom de alle tre er til Mark.
Dog blev jeg voldsomt skuffet, idet jeg allerede ved koncertsalens indgang kunne se, at der så godt som ikke var mødt noget publikum op. Hvad der lige præcis den dag havde holdt de århusianske koncertgængere tilbage, ved jeg ikke, men faktum var, at kun cirka tyve af slagsen havde valgt at møde op til aftenens koncert, som ellers både bød på førnævnte Phonovectra og det fremadstormende københavnske band, The Royal Highness.
Phonovectra
Det lod sig tydeligt læse i den scenevandte Mark Rosenérs delikat sminkede ansigt, at han var vant til et større publikum, end dét Århus havde at byde på denne ellers så smukke og forårslune majaften. Det var hans første koncert på århusiansk grund som frontmand i Phonovectra, men ud fra, hvad han tidligere er blevet budt i de glade Jupiter Day-dage, forekom det ham formentlig direkte tarveligt. Og de få, der var mødt op, gad i starten ikke engang at rejse sig fra deres magelige stole. Folk blev dovent siddende, også efter, koncerten var begyndt, og det var først, da Rosenér direkte bad dem om at komme op til scenekanten, at der tilnærmelsesvist kom liv i dem. Til gengæld havde jeg selv mulighed for at komme helt tæt på den androgyne forsanger. Og hvilket udsyn!
Rosenér var i sig selv en oplevelse. Sjældent har jeg set magen til gå-på-mod under så ugunstige omstændigheder. "I er ikke mange, men for fanden, hvor er I dejlige at spille for!" sagde han, og det var tydeligt, at selvom publikum måske ikke var med på ideen, så ville han i hvert fald leve aftenen fuldt ud: Hoppende, dansende og hoftevrikkende fuldførte han det ene nummer efter det andet, uden det mindste tegn på skuffelse eller mindreværdskomplekser.
Og hvis ikke andre gad fylde pladsen foran scenen ud, jamen så måtte den energiske Rosenér da bare selv gøre det. Under albummets titelnummer og første singlehit, sprang den lille iltre københavner ned fra scenen og brusede ud mellem sine tilhørere, og ikke mange sekunder efter, så man ham tungekysse en af publikums mandlige og i øvrigt sejlende berusede tilstedeværende. Dét var performance. Og i næste nu sprang han tilbage til scenen og udførte en kort a cappella-version af The Show Must Go On.
I løbet af showet fik flere og flere af de få fremmødte slæbt sig op foran scenen, lokket af Phonovectras fængende indierock. Desværre stoppede herlighederne alt for hurtigt, eftersom bandet ganske enkelt ikke havde skrevet flere sange at spille. Der var ikke engang materiale til et ekstranummer, hvilket gav koncerten en noget brat afslutning. Men til trods for dette, og til trods for det lille publikum, formåede Mark Rosenér egenhændigt tilnærmelsesvis at redde aftenen. Når jeg giver aftenen tre stjerner, er det udelukkende hans fortjeneste - og dermed sagt, at det absolut intet har at gøre med The Royal Highness' præstation!
The Royal Highness
Københavnske The Royal Highness er af
Bandets identitetsløshed blev lagt på bordet allerede fra starten. Faktisk opdagede jeg først et godt stykke inde i første nummer, at koncerten rent faktisk var gået i gang, eftersom forsanger Dennis Kasten ikke havde gjort sig den mindste ulejlighed for at skabe opmærksomhed omkring scenen, inden de gik i gang med at spille. Men jeg konkluderede hurtigt, at jeg ikke var gået glip af noget. Musikken var jævnt kedelig, og jeg spekulerede på, om bandet overhovedet var klar over, at de spillede for et publikum. Under alle omstændigheder gjorde de intet for at skabe kontakt med de tilhørende, og Hans Kongelige Højhed Kasten nedlod sig ikke én gang til at fjerne blikket fra sin guitar. Han kiggede ikke op fra sit instrument én eneste gang i løbet af den halve time af koncerten, som jeg overværende. Derefter skred jeg simpelthen, eftersom min intuition sagde mig, at jeg udelukkende ville blive endnu mere irriteret af at blive koncerten ud. En deprimerende afslutning på en aften, der ellers nær var blevet reddet af Mark Rosenérs talentfulde ukuelighed.
The Royal Highness får ingen stjerner af mig, eftersom de alle tre er til Mark.
