Connery

Peter Sommer - Skanderborg Festival 2007

Utraditionelt samarbejde reddede ikke den ellers jævne koncert.

2 ud af 6 stjerner
At Peter Sommer stod inde med en massiv hjemmebanefordel var ikke svært at spotte allerede fra koncertens første strofe. Scenen Rytmehans var stoppet til randen og mere af et tydeligt forventningsfuldt publikum, som brød ud i stor jubel, da aftenens helt gjorde sit indtog på scenen. Sommers påklædning afspejlede, hvad der skulle blive symptomatisk for hovedparten af koncerten; med bar overkrop og et klæde slynget nonchalant om halsen udstrålede sangeren en afslappet og laid-back selvtillid.

Peter Sommer var tydeligt glad for at være tilbage i Skanderborg, og publikum var tydeligt begejstret over at have ham der. Undertegnede ville dog have ønsket, at Sommer følte et bare lidt større pres for de numre, publikum fik serveret, manglede på trods af deres åbenlyse kvaliteter helt den nerve og intensitet, som plejer at kendetegne deres livefremførelse. Det ville nok være upassende at bruge ordet "pligtaflevering" om fremførelsen af numrene, men de blev fremført så tilbagelænet, at resultatet i vidt omfang blev det samme. Kun enkelte gange livede Sommer op som i storslåede udgaver af henholdsvis Valby Bakke og Københavns Energi, som blev fremført på direkte opfordring fra salen.

Selv jævne udgaver af Peter Sommers sange er sædvanligvis en fryd, for de emmer af en sådan opmærksomhed overfor detaljer og lyrisk legesyghed, at teksterne i sig selv stråler som små juveler. Koncertens største problem var da heller ikke Sommers afslappede attitude men derimod de elendige lydforhold, der gjorde at vokalen fuldstændig druknede; det ødelagde sangene, og det ødelagde Sommers mange kommentarer mellem numrene.

Først da Nephew til stor overraskelse for undertegnede gik på Scenen sammen med Peter Sommer under ekstranumrene, bemærkede Simon Kwamm problemet og sørgede gennem energiske håndtegn for, at der blev skruet passende op for vokalen. Sammen fremførte Peter Sommer og Nephew lokalhittet 8660, i et samarbejde som bestemt var interessant men aldrig rigtig blev vellykket. Det bliver dog spændende at se, om Peter Sommer dukker op til en gæsteoptræden, når Nephew søndag lukker Bøgescenerne. Undertegnede vil helt sikkert være til stede og rapportere fra begivenheden. 3 stjerner.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce