Patrick Wolf - The Magic Position
På sit tredje album lader 23-årige Patrick Wolf lyset slippe ind i melankolien og eksplodere i en regn af musikalske perler.
Det er let at lade sig lede ind i en verden af uforpligtende leg sammen med Patrick Wolf. Fra det farverige cover over titlerne i farvede prikker og til Patricks leg med stort set ethvert tænkeligt musikalsk virkemiddel er The Magic Position som en euforiserende rejse ind i en fortryllende verden. Ikke mindst fordi Patrick lægger en sådan udtryksfuldhed i ordene, at det lyder som om han taler direkte til lytteren. Det er også den udtrykfuldhed, som gør, at små popperler løfter sig løfter sig fra det underfundige til det vægtige; for der er tynge i det kreative legebarns musik. Lyset er ikke en præfabrikeret skabelon for musikken men derimod uforfalsket livsglæde kastet hæmningsløst ud i rummet, af en musikalsk sjæl der indtil nu har levet sit liv i skyggerne. Som det udtrykkes på nummeret Accident & Emergency; "And if it's never dark / How you going to know / The Sun / When it shines / You've got to let it shine".
Der er noget teatralsk inscenesættende over lyden på The Magic Position, som formår at rumme et bredt spektrum af følelser i hver enkelt sang. Til tider lyder Patrick Wolf som Leonard Cohen for en elektronisk generation. Til tider lyder Patrick Wolf som Nick Cave bare med lidt mere på hjerte. Men mest af alt lyder Patrick Wolf som en kunstner med fuldstændig tro på sine egne visioner og en vilje til at føre dem ud i livet; en kunstner som står midt i en rasende flod af kreativitet, som han er fast besluttet på at kanalisere snarere end at lade sig opsluge af. Det bliver til tider direkte foruroligende som på Magpie, hvor en kuldegysningsfremkaldende duet med Marianne Faithfull fører lytteren på en rejse ind til der, hvor følelser bliver født. Andre steder som på smukke The Stars skyldes kuldegysningerne den umiddelbarhed, med hvilken livet i al dets storslåethed bliver taget ind og kanaliseret ud i forundrende strømme af ord; "But I saw / I saw my star tonight / Mama / The stars burning bright / / And it came clear / That the light years / Are here / At Last".
Når The Magic Position efterlader et så kraftigt og varigt indtryk, som den faktisk gør, skyldes det, at albummet er bygget op som et samlet værk. Her er en klar opbygning, hvor de eksplosive numre i starten af albummet fører videre til stemningsfulde og ekspressionistiske numre i midten, og en slutning der er præget af stille forundring. Helhedindtrykket fuldbyrdes ved en instrumentalafslutning, som lægger sig i fin forlængelse af den retning, der er blevet udstukket i de forrige numre. Det er på grund af denne beundringsværdige helhed, at albummet får en kunstnerisk pondus, der gør det selvskrevet til 5 stjerner. Når jeg ikke giver 6 stjerner, skyldes det, at det ikke er alle numre, der gør sig lige godt, hvis de bliver flyttet ud af deres plads i helheden. Der er tidspunkter i løbet af albummets 40 minutter, hvor man kan slappe af, uden at musikken rigtig trænger sig på, og det bevirker, at albummet ikke helt kan gøre krav på den ubetingede klassikerstatus, som er en forudsætning for den sjette stjerne. 5,5 stjerne til et album der når lige dertil, hvor klassikere er født.
Tracklisting:
01. Overture
02. The Magic Position
03. Accident & Emergency
04. The Bluebell
05. Bluebells
06. Magpie
07. X
08. Augustine
09. Secret Garden
10. Get Lost
11. Enchanted
12. The Stars
13. Finale
Der er noget teatralsk inscenesættende over lyden på The Magic Position, som formår at rumme et bredt spektrum af følelser i hver enkelt sang. Til tider lyder Patrick Wolf som Leonard Cohen for en elektronisk generation. Til tider lyder Patrick Wolf som Nick Cave bare med lidt mere på hjerte. Men mest af alt lyder Patrick Wolf som en kunstner med fuldstændig tro på sine egne visioner og en vilje til at føre dem ud i livet; en kunstner som står midt i en rasende flod af kreativitet, som han er fast besluttet på at kanalisere snarere end at lade sig opsluge af. Det bliver til tider direkte foruroligende som på Magpie, hvor en kuldegysningsfremkaldende duet med Marianne Faithfull fører lytteren på en rejse ind til der, hvor følelser bliver født. Andre steder som på smukke The Stars skyldes kuldegysningerne den umiddelbarhed, med hvilken livet i al dets storslåethed bliver taget ind og kanaliseret ud i forundrende strømme af ord; "But I saw / I saw my star tonight / Mama / The stars burning bright / / And it came clear / That the light years / Are here / At Last".
Når The Magic Position efterlader et så kraftigt og varigt indtryk, som den faktisk gør, skyldes det, at albummet er bygget op som et samlet værk. Her er en klar opbygning, hvor de eksplosive numre i starten af albummet fører videre til stemningsfulde og ekspressionistiske numre i midten, og en slutning der er præget af stille forundring. Helhedindtrykket fuldbyrdes ved en instrumentalafslutning, som lægger sig i fin forlængelse af den retning, der er blevet udstukket i de forrige numre. Det er på grund af denne beundringsværdige helhed, at albummet får en kunstnerisk pondus, der gør det selvskrevet til 5 stjerner. Når jeg ikke giver 6 stjerner, skyldes det, at det ikke er alle numre, der gør sig lige godt, hvis de bliver flyttet ud af deres plads i helheden. Der er tidspunkter i løbet af albummets 40 minutter, hvor man kan slappe af, uden at musikken rigtig trænger sig på, og det bevirker, at albummet ikke helt kan gøre krav på den ubetingede klassikerstatus, som er en forudsætning for den sjette stjerne. 5,5 stjerne til et album der når lige dertil, hvor klassikere er født.
Tracklisting:
01. Overture
02. The Magic Position
03. Accident & Emergency
04. The Bluebell
05. Bluebells
06. Magpie
07. X
08. Augustine
09. Secret Garden
10. Get Lost
11. Enchanted
12. The Stars
13. Finale
