Pallisgaard og Lisdorf: På Slaget #3
Nik & Jay havde: "En dag tilbage"! Her er vores version af en sidste dag...
Pallisgaard:
Tanken om kun at have en dag tilbage er skræmmende. Alle de ting, man mangler at opleve og mangler at sige. Alle de mennesker man mangler at møde og steder man mangler at se. Lige nu kører tingene på skinner for mig, så tanken om at imorgen kunne være den sidste dag, er kun endnu mere skræmmende. Jeg mangler sgu for meget til, at sige farvel!
Der er visse personer der helt sikkert ville have et par gode ord til gode... For at sige farvel til alle, der betyder noget i mit liv, ville tage det meste af dagen bare i transport, for der er folk i Kbh (Connery-crew'et og Torben) der skulle besøges, X'en i Ålborg, Christian i Århus...
Lisdorf:
Døden er virkelig. Nej, vent lidt. Døden ER virkelig. Det har jeg altid vidst. Jeg er et barn af landet og død var en lige så stor del af min barndom på gården som livet. Alligevel har døden en ukuelig evne til at blive ved med at overraske.
Ralph Wiley, 52, døde mandag den 14. juni. Det er de færreste af connery.dks
læsere, der kender ham, har læst ham eller nogensinde kommer til at interessere sig for, hvad han lavede, men alligevel er det nødvendigt at nævne ham i denne sammenhæng. I den tid, jeg læste hans ugentlige artikler på ESPN inspirerede han mig som meget få andre har formået.
Hans klummer var altid båret af en intelligent, humoristisk og provokerende pen, der fik folk til at reflektere dybere over samfundets problemer, selv om de kun handlede om sport. Som om hans mission var at vise verden, at under humoren, de vittige indfald og al legen, findes der et rum til dybere refleksion. At humor og integritet ikke er uforenlige.
Hele Pallisgaard & Lisdorf-miseren, som du nu sidder og læser, er i udgangspunktet en idé, der bygger på The Writers Block, som Wiley var med til at starte hos ESPN. Verden er blevet en unik stemme fattigere med Ralph Wileys bortgang.
Hvad Wiley lavede den sidste dag? Han så NBA-finalens fjerde kamp i fjernsynet!
Pallisgaard:
Ralph Wiley - R.I.P. Lad os håbe, at "Pallisgaard & Lisdorf" kan leve op til sin forgænger...
Døden er en underlig faktor. Den løsriver os fra vores jordiske legeme og...ja, hvad mon der sker efter døden? Hvad er der for enden af den berømte tunnel? Personligt higer jeg ikke efter at finde ud af, hvad lyset symboliserer, for der sker for meget i mit liv lige nu. En vidunderlig pige har med stormskridt indtaget en markant position i mit liv.
Det hele er så vidunderlig og lyserødt, at selv Danielle Steele - hende spasseren der ødelægger tv-oplevelsen lørdag aften med sit sukkersøde lort - ikke kunne have skrevet et manuskript, der var mere perfekt. To personer, som kun føler sig "whole", når de er sammen. Hvorfor skulle døden have lov til at løsrive mig fra den eufori, som en forelskelse er? Manden med leen får kamp til stregen... En tofodsfinte og Pallisgaard har sat idioten af, og lever videre...
I Eis' signatur, kan man læse flg.: "Jeg er udødelig indtil det modsatte er bevist.". Den særtning passer meget godt på mig. Jeg lever livet og har ingen intentioner om at give slip nu. Personlig udvikling er et synonym med min dagligdag. Folk respekterer mig på en måde, som jeg ikke har set før - jeg er endda blevet sammenlignet med Michael Jeppesen fra Ekstra Bladet. Kan det blive større?
Lisdorf:
Kærligheden har aldrig haft den effekt på mig. Jo mere lykkelig, jeg bliver med min kæreste, jo mere bange bliver jeg. Jeg føler mig ikke uovervindelig - snarere tværtimod. Jeg føler, alt kan gå galt, og jeg frygter døden hver eneste dag; døden for mig selv, min kæreste eller hendes børn. Døden for mine venner eller for dem, jeg holder af.
Jo bedre mit liv bliver, og jo mere glad jeg er, jo mere frygter jeg døden.
"All a man's got is the integrity of his work", var indledningen til Ralph Wileys sidste klumme. Pallisgaard & Lisdorf kommer aldrig til at leve op til det, han skrev, men det er heller ikke det vigtige. Så længe, vi kan stå inde for det, vi laver, og så længe vi føler, vi gør det bedste, vi kan, med de evner vi nu engang er blevet tildelt, så er alt andet af mindre betydning.
Tanken om en dag tilbage eller en tur "Gennem byen sidste gang", som Dan Turéll skrev i digtsamlingen "Storby-blues", har aldrig appelleret til mig. Hvad fanden kan man ændre på den sidste dag i sit liv? Det er nytteløst, hvis vi bilder os selv ind, at vi kan leve vores liv ud fra den taktik, som tyskerne i årtier har spillet fodbold efter. Når du kommer ud i overtiden, er det for sent at ændre på resultatet.
Livet er ikke et cykelløb, hvor du med en god sprint kan slette enhver erindring om en middelmådig præstation. Livet er vigtigt hver eneste dag, og hvis du er heldig, kan din sidste dag blive lige så smuk og givende, som den dag du lever idag.
Denne artikel er tilegnet mindet om Ralph Wiley (1952-2004) - æret være hans minde!
Tanken om kun at have en dag tilbage er skræmmende. Alle de ting, man mangler at opleve og mangler at sige. Alle de mennesker man mangler at møde og steder man mangler at se. Lige nu kører tingene på skinner for mig, så tanken om at imorgen kunne være den sidste dag, er kun endnu mere skræmmende. Jeg mangler sgu for meget til, at sige farvel!
Der er visse personer der helt sikkert ville have et par gode ord til gode... For at sige farvel til alle, der betyder noget i mit liv, ville tage det meste af dagen bare i transport, for der er folk i Kbh (Connery-crew'et og Torben) der skulle besøges, X'en i Ålborg, Christian i Århus...
Lisdorf:
Døden er virkelig. Nej, vent lidt. Døden ER virkelig. Det har jeg altid vidst. Jeg er et barn af landet og død var en lige så stor del af min barndom på gården som livet. Alligevel har døden en ukuelig evne til at blive ved med at overraske.
Ralph Wiley, 52, døde mandag den 14. juni. Det er de færreste af connery.dks
læsere, der kender ham, har læst ham eller nogensinde kommer til at interessere sig for, hvad han lavede, men alligevel er det nødvendigt at nævne ham i denne sammenhæng. I den tid, jeg læste hans ugentlige artikler på ESPN inspirerede han mig som meget få andre har formået.
Hans klummer var altid båret af en intelligent, humoristisk og provokerende pen, der fik folk til at reflektere dybere over samfundets problemer, selv om de kun handlede om sport. Som om hans mission var at vise verden, at under humoren, de vittige indfald og al legen, findes der et rum til dybere refleksion. At humor og integritet ikke er uforenlige.
Hele Pallisgaard & Lisdorf-miseren, som du nu sidder og læser, er i udgangspunktet en idé, der bygger på The Writers Block, som Wiley var med til at starte hos ESPN. Verden er blevet en unik stemme fattigere med Ralph Wileys bortgang.
Hvad Wiley lavede den sidste dag? Han så NBA-finalens fjerde kamp i fjernsynet!
Pallisgaard:
Ralph Wiley - R.I.P. Lad os håbe, at "Pallisgaard & Lisdorf" kan leve op til sin forgænger...
Døden er en underlig faktor. Den løsriver os fra vores jordiske legeme og...ja, hvad mon der sker efter døden? Hvad er der for enden af den berømte tunnel? Personligt higer jeg ikke efter at finde ud af, hvad lyset symboliserer, for der sker for meget i mit liv lige nu. En vidunderlig pige har med stormskridt indtaget en markant position i mit liv.
Det hele er så vidunderlig og lyserødt, at selv Danielle Steele - hende spasseren der ødelægger tv-oplevelsen lørdag aften med sit sukkersøde lort - ikke kunne have skrevet et manuskript, der var mere perfekt. To personer, som kun føler sig "whole", når de er sammen. Hvorfor skulle døden have lov til at løsrive mig fra den eufori, som en forelskelse er? Manden med leen får kamp til stregen... En tofodsfinte og Pallisgaard har sat idioten af, og lever videre...
I Eis' signatur, kan man læse flg.: "Jeg er udødelig indtil det modsatte er bevist.". Den særtning passer meget godt på mig. Jeg lever livet og har ingen intentioner om at give slip nu. Personlig udvikling er et synonym med min dagligdag. Folk respekterer mig på en måde, som jeg ikke har set før - jeg er endda blevet sammenlignet med Michael Jeppesen fra Ekstra Bladet. Kan det blive større?
Lisdorf:
Kærligheden har aldrig haft den effekt på mig. Jo mere lykkelig, jeg bliver med min kæreste, jo mere bange bliver jeg. Jeg føler mig ikke uovervindelig - snarere tværtimod. Jeg føler, alt kan gå galt, og jeg frygter døden hver eneste dag; døden for mig selv, min kæreste eller hendes børn. Døden for mine venner eller for dem, jeg holder af.
Jo bedre mit liv bliver, og jo mere glad jeg er, jo mere frygter jeg døden.
"All a man's got is the integrity of his work", var indledningen til Ralph Wileys sidste klumme. Pallisgaard & Lisdorf kommer aldrig til at leve op til det, han skrev, men det er heller ikke det vigtige. Så længe, vi kan stå inde for det, vi laver, og så længe vi føler, vi gør det bedste, vi kan, med de evner vi nu engang er blevet tildelt, så er alt andet af mindre betydning.
Tanken om en dag tilbage eller en tur "Gennem byen sidste gang", som Dan Turéll skrev i digtsamlingen "Storby-blues", har aldrig appelleret til mig. Hvad fanden kan man ændre på den sidste dag i sit liv? Det er nytteløst, hvis vi bilder os selv ind, at vi kan leve vores liv ud fra den taktik, som tyskerne i årtier har spillet fodbold efter. Når du kommer ud i overtiden, er det for sent at ændre på resultatet.
Livet er ikke et cykelløb, hvor du med en god sprint kan slette enhver erindring om en middelmådig præstation. Livet er vigtigt hver eneste dag, og hvis du er heldig, kan din sidste dag blive lige så smuk og givende, som den dag du lever idag.
Denne artikel er tilegnet mindet om Ralph Wiley (1952-2004) - æret være hans minde!
