Pallisgaard & Lisdorf #7
Pallisgaard og Lisdorf er genopstået - det største comeback siden Lazarus!
Pallisgaard:
Vi skriver det Herrens år 2005, og tiden fordrives i et fitness center. Sommeren nærmer sig, de overflødige kilo skal fordrives og de slatne muskler skal pumpes tilbage til fordums styrke og størrelse.
I det fjerne skuer mit øje en fedladen person, der alt andet en symboliserer min drøm om en krop, der er Adonis værdig. På det til lejligheden tændte tv, viser Eurosport sumobrydning. Oh skræk - oh rædsel.
Sumobrydning er nok en af verdenens mest bizzarre sportsgrene, kun overgået af synkronsvømning for mænd. Hvori ligger fidusen med at to overdimensionerede skrækeksemplarer på vestens overdrevne indtagelse af mad - her dog i skikkelse af japanere og andet godtfolk, der med møje og besvær kravler op på en stor sandkasse, kun iført en alt for lille g-strengs trusse med mavebælte, hvor efter de frådende kaster sig over hinanden, som var der tale om et veldækket carvery bord, alt sammen med det ene formål at give sin medgigant den største olfert? Jeg fatter det ikke!
Lisdorf:
Nu har jeg selvfølgelig ikke haft glæden af dine oplevelser, så derfor kan jeg kun prøve at forestille mig det chock, du må have følt. Altså, du står jo i et fitness-center og er kommet der for at .... træne, og i stedet for får du øje på nogle store bamser, der kæmper om at give den største olfert. Måske fik du et sansemæssigt flashback til barndommens skolegård? Du ved, noget med at være udenfor og gerne ville i kontakt med pigerne, men i stedet får man en olfert. Ja, indrømmet, det lyder måske lidt far-fetched, men the mind works in mysterious ways, og den slags erindringsforskydninger KAN godt finde sted. Og det ville Doktor Freud helt klart også mene.
Personligt holder jeg meget af NFL og synes derfor, at det ville være hyklerisk at beskylde andre sportsgrene (og dens tilhængere) for at være bizarre. NFL er, som den afdøde Doktor Hunter S. Thompson beskrev det i en klumme nogle få måneder før sin død, det eneste sted, hvor "300-punds-mennesker med 3 procent kropsfedt rutinemæssigt løber 40 yards på under 5 sekunder. Det svarer til at blive jaget af et vredt næsehorn, der kan løbe 60 kilometer i timen.".
På et bizarro-meter vil jeg måske give sumobrydning et højt syvtal på en skala fra et til ti. Prøv at sammenlign med disse:
Dart: et værtshus-spil på linie med "Meyer"
Kokasse-banko: En mytologisk sportsgren for almuens selvforståelse og underholdning
Roekast: Se "Kokasse-banko"
Koneløftning: De gør det i Finland!
Og hvad med beachvolley? Det er en olympisk sportsgren. Prøv lige at tænke over det. Beachvolley rangerer kun over stangtennis, fordi man kan spille mod hinanden. Men hvis man fik en form for multiplayer-patch til stangtennis, så ville jeg betragte det som en olympisk sportsgren helt på linie med beachvolley.
Pallisgaard:
Under indtagelse af en ukrainsk hvedeøl, vil jeg stille dig følgende spørgsmål: Hvad er der nu i vejen med beachvolley?
Argument: Hvor ellers kan man med god samvittighed sidde og glo på letpåklædte kvinder, uden at blive stemplet som småpervers og gennemført liderlig?
Om hvor vidt beachvolley blev praktiseret under de originale olympiske lege, er mig et stort spørgsmål, for jeg har ikke selv overværet de originale olympiske lege - ej heller i et tidligere liv. Antallet af kvinder under datidens olympiade var jo også begrænset - de havde højst en rolle som fluffer. Hvorfor rendte mændene ellers nøgne rundt?
Antallet af kvinder i datidens OL sætter ligeledes stort spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg skulle overvære disse sportslige udfoldelser - det er nok nærmere et job for Skurken!
Lisdorf:
Der er absolut intet galt med beachvolley. Det er vestlig kultur på sit skøreste netop nu, og hvad endnu værre er - morskaben er kun lige begyndt. Udviklingen indenfor professionel beachvolley er en god indikator for, hvor vores kultur er på vej hen. Indførelsen af en maksimumstørrelse på kvindernes bikinier er et tegn på en en tiltagende accept af kvinder som professionelle mennesker.
Det samme gør sig gældende indenfor politik. Se bare på Lene Espersen. Hun er gået fra at være ingenting til at blive justitsminister. Undervejs er hun blevet kaldt nedladende ting som "den talende kavalergang" eller "fiskerpigen fra Hirtshals". Det er det samme med Helle Thorning-Schmidt - bare fordi hun godt kan lide at gå lidt pænt klædt på, skal man absolut drille hende med et øgenavn som "Gucci-Helle".
En kvinde, der gerne vil nå langt indenfor sit fag, kan godt føle sig tvunget til at vælge en mere konservativ tøj-stil, fordi mænd føler sig bedst tilpas i sammenhold med kvinder, der giver udtryk for, at det, deres køn har at byde på, ikke er lige så meget værd som det, det mandlige køn har at byde på.
Når Lene Espersen så vælger at gå rundt som den smukke kvinde, hun er, sender hun et signal til omgivelserne om, at hun er sikker på, at man vil vurdere hende udelukkende på hendes faglige kvalifikationer i stedet for størrelsen af kavalergangen, antallet af blotlagte kvadratcentimeter hud eller udstillelsen af hendes kvindelighed. Og DET er virkelig professionelt af hende. Lene Espersen er en meget professionel kvinde, men desværre viser galleriet på hendes hjemmeside tegn på, at hun er blevet mindre professionel med årene.
Giver dette overhovedet nogen mening, eller har jeg forladt emnet én gang for alle?
Pallisgaard:
Jeg er målløs - hvordan er vi kommet fra sumobrudning og hele vejen hen til Lene Espersen? Hvor er sammenhængen?
Sikke en timing. Lad os håbe, at Backstreet Boys ikke sættes i skyggen af os.
