Connery

P-bøder

Så skal vi til det igen. Endnu en dissekering og verbal tilsvining af samfundets utallige formålsløse og uberettigede påfund. Yes, vi har skam været her før.

P-bøder har aldrig været et fjernt fænomen for mig. Jeg har haft egen bil i 5 år og i en hovedstad, hvor det er bevist, at der findes færre parkeringspladser end biler, har jeg efterhånden fået så mange p-bøder, at jeg har overvejet at inkludere dem i mit månedlige budgetskema over faste udgifter.
ANNONCE
P-bøder
Før jeg forhaster mig ud i videre volapyk om p-bøder, vil jeg gerne pointere, at gårsdagen begyndte på den værst tænkelige måde. At starte dagen med tømmermænd og et møde hos et af landets mest sleske og ulækre reklamebureauer er ikke et prospekt, som er tiltalende for nogen person, der blot besidder en smule livsglæde og selvrespekt.

Folk, der arbejder i reklamebranchen, er resultatet af en kedelig evolutionær proces, som også skabte ejendomsmæglere. Med udgangspunkt i alle de sympatiske træk en gennemsnitlig brugtvognsforhandler besidder, kombineret med ejendomsmæglerens pæne facade samt en forkælet opvækst nord for København, er reklamemanden en stensikker topscorer på min personlige liste over mennesker, der ikke fortjener at indånde den luft, de tyvstjæler fra mere sympatiske in
Pointen her - inden den røde tråd bliver komplet elimineret - er, at jeg var et mindre nervevrag, da jeg efter mødet bevægede mig tilbage til min bil og konstaterede, at København Kommunes ækvivalent til Gestapo - Parkering København - havde lagt et girokort på 510 kr. under min vinduesvisker på trods af, at jeg havde betalt den fornødne parkeringsafgift. Årsagen til bøden var, at jeg havde parkeret for tæt på en indkørsel.

Da jeg kom hjem fandt jeg min slutseddel frem, fra da jeg købte bil tilbage i år 2000:

Salgspris incl moms, excl reg.afgift: 67.591,00
Registreringsafgift: 67.408,00


Yep, 67.408 kr. lige i statskassen.

Hvis man forestiller sig, at logikken bag brugen af bil i det danske samfund bliver implementeret i andre sammenhænge, kommer man frem til nogle ganske forrykte scenarier. Lad os forestille os en fodboldkamp:

Du betaler 67.408 kr. i entre til kampen, og når du endelig finder frem til tribunerne, finder du ud af, at alle pladser er optaget, da der er blevet solgt flere billetter, end der reelt er pladser.

Ved at bestikke en kontrollør med et afgiftsbeløb - 12 kr. i timen - får du lov til at presse dig ind ved siden af skraldespanden. Når kampen er slut, og du bevæger dig mod udgangen, bliver du stoppet af en anden kontrollør og afkrævet 510 kr., fordi du sad for tæt på popcorn-boden.

Jeg har et fast princip med at klage over samtlige p-bøder, jeg modtager - uanset om jeg ved, at jeg aldrig får medhold. Dels bliver betalingsfristen udsat med 3 måneder, da Parkering København dagligt skal behandle utallige klager, og dels er det en fornøjelse at skrive et brev, der beskylder dem for fascistmetoder og personchikane og vide, at de bliver nødt til at behandle klagen seriøst og skrive et svar tilbage.

Støt mig i kampen for at drukne dette hykleriske bureaukrati i administrativt arbejde og skriv en klage, hver eneste gang du modtager en p-bøde. Husk: Jo flere påstande du kommer med, jo flere modpåstande skal de skrive, så der er absolut ingen årsag til at undlade at skyde skylden på store grønne rumvæsener.

Klagevejledningen kan hentes her
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce