Ozzy O - Live at Budokan
Hvis man er til sindssyge guitar soloer, svingende heavy/rock så er Live At Budokan lige sagen. Hvis ikke....så glem alt om Ozzy.
Som indlednigen siger, så er "Live At Budokan" en guitarbaseret omgang heavy rock, der mildest talt hører fortiden til. Ikke et ondt ord om fortiden, da der er massere af fede ting, og deriblandt Ozzy.
Det skal med det samme siges, at undertegnede ER tilhænger af Ozzy, og er i besiddelse af stort set hele Ozzy samlingen. Så er det på plads!
For nogle måneder siden døde Ozzy's trofaste tøndetæsker (også kaldet en trommeslager) Randy Castillo af kræft, og i den anledning var der en minde koncert i L.A hvor stjerner som Slash (eks Guns N' Roses) hyldede den højt respekterede trommeslager. Desværre kan afsavnet høres, erstatnigen Mike Bordin (eks Faith No More) som bestemt ikke er ukendt med 2 trommestikker og et par fodpedaler falder desværre lidt igennem. Teknisk set er der intet at sætte en finger på, men fornemmelsen af Ozzy's sange har Mike Bordin desværre ikke.
Det er nu ikke fordi pladen som sådan er totalt ødelagt pga. trommeslageren, men der er et par steder hvor det er på grænsen af hvad fedt er. F.eks "Mama I'm Coming home", der er tempoet ALT for langsomt, og det hiver magien ud af sangen, som ellers er en rigtig fed ballade.
Det skal med det samme siges, at undertegnede ER tilhænger af Ozzy, og er i besiddelse af stort set hele Ozzy samlingen. Så er det på plads!
For nogle måneder siden døde Ozzy's trofaste tøndetæsker (også kaldet en trommeslager) Randy Castillo af kræft, og i den anledning var der en minde koncert i L.A hvor stjerner som Slash (eks Guns N' Roses) hyldede den højt respekterede trommeslager. Desværre kan afsavnet høres, erstatnigen Mike Bordin (eks Faith No More) som bestemt ikke er ukendt med 2 trommestikker og et par fodpedaler falder desværre lidt igennem. Teknisk set er der intet at sætte en finger på, men fornemmelsen af Ozzy's sange har Mike Bordin desværre ikke.
Det er nu ikke fordi pladen som sådan er totalt ødelagt pga. trommeslageren, men der er et par steder hvor det er på grænsen af hvad fedt er. F.eks "Mama I'm Coming home", der er tempoet ALT for langsomt, og det hiver magien ud af sangen, som ellers er en rigtig fed ballade.
Åbnings nummeret "I Don't Know" sætter ligesom et stort tykt punktum for, hvem der stadig skulle være i tvivl om Zakk's kvaliteter, hold da kæft og tak for i aften, den mand kan spille.
Hvad angår Ozzy, og hans, til tider kritiserede stemme, så er der altså ikke meget og komme efter. Den gamle kan stadig, og han er stadig væk 100% på, når han giver koncert, hvilket også giver nogle gode liveoptagelse, da man i højere grad føler sig som en del af publikum, end man normalt gør ved gennemlytning af live optagelser.
Hvis vi zoomer ud, og kigger på pladen som helhed, og sammenligner den med tidligere succeser som "Live & Loud" og "Tribute to Randy Roads" så er "live At Budokan" knap så god. Men når man som Ozzy ligger et godt stykke over de fleste for, hvad angår live plader, så er "Budokan" stadigvæk et godt køb. Intet nyt under solen, andet end en god gang rock n' roll.
