Norah Jones - Not Too Late
Nostalgisk og lettere ufokuseret stykke amerikana fra en modnet frøken Jones
Den amerikanske jazz-pianist og sangfugl Norah Jones udviser både imponerende dybde og bredde på tredje skive. Selvom det musikalske fokus falmer ved flere lejligheder, så spår "not to late" et interessant og tryllebindende potentiale.
Alt imens "Not to Late" afspejler en mere afklaret og introvert Norah Jones, så favner det musikalske udtryk på skiven breddere end sangerindens tidligere udgivelser. Udover de sædvanlige, velfungerende referencer til 30'ernes jazz-scene, inddrager "Not to Late" nemlig også andre inspirationer fra den amerikanske musikarv, hvoraf et kraftigt nik til countrymusikken gør sig mest bemærket. Numre som "Wake Me Up" og "Little Room" især gør grundig brug af vandrende kontrabas og slideguitar, og selvom Norah Jones her viser, at hendes vokale rækkevidde favner bredt, og numrene for sig selv fungerer rigtig godt, så står stilen underligt i den større sammenhæng.
Det er afgjort de mere beskidte og jazzede numre, der gør "Not to Late" til et mere end interessant bekendtskab, som eksempelvist den fremragende "Sinkin' Soon", der ubesværet trækker lytteren med sig på en snusket, røgfyldt bule efter midnat, hvor hippe jakkesæt og moonshine sætter dagsordenen, imens et skramlende jazz-orkester lægger baggrunden for en sexet sangerinde, hvis vokal fra det ene øjeblik til det andet skifter fra at være mørk og dyster til at være let og legende med et kraftigt hint af Billie Holiday over sig.
Melodierne på "Not to Late" er mere solide og afdæmpede end tidligere, hvilket i sig selv vidner om en mere modnet frøken Jones, der tager sit håndværk seriøst. Det er også med til at gøre "Not to Late" til en mere umiddelbart langtidsholdbar oplevelse, og kan man sætte sig udover, at den røde tråd er en smule snørklet, er der bestemt musikalsk substans til mange timers intimt selskab med den talentfulde sangfugl. Nu mangler Norah Jones kun at få afklaret med sig selv, i hvilken retning hendes musik skal gå. Personligt har jeg allerede reserveret et barsæde i den førnævnte skumle jazz-bule i håb om, at næste udgivelse udelukkende kommer til at finde sted her.
Alt imens "Not to Late" afspejler en mere afklaret og introvert Norah Jones, så favner det musikalske udtryk på skiven breddere end sangerindens tidligere udgivelser. Udover de sædvanlige, velfungerende referencer til 30'ernes jazz-scene, inddrager "Not to Late" nemlig også andre inspirationer fra den amerikanske musikarv, hvoraf et kraftigt nik til countrymusikken gør sig mest bemærket. Numre som "Wake Me Up" og "Little Room" især gør grundig brug af vandrende kontrabas og slideguitar, og selvom Norah Jones her viser, at hendes vokale rækkevidde favner bredt, og numrene for sig selv fungerer rigtig godt, så står stilen underligt i den større sammenhæng.
Det er afgjort de mere beskidte og jazzede numre, der gør "Not to Late" til et mere end interessant bekendtskab, som eksempelvist den fremragende "Sinkin' Soon", der ubesværet trækker lytteren med sig på en snusket, røgfyldt bule efter midnat, hvor hippe jakkesæt og moonshine sætter dagsordenen, imens et skramlende jazz-orkester lægger baggrunden for en sexet sangerinde, hvis vokal fra det ene øjeblik til det andet skifter fra at være mørk og dyster til at være let og legende med et kraftigt hint af Billie Holiday over sig.
Melodierne på "Not to Late" er mere solide og afdæmpede end tidligere, hvilket i sig selv vidner om en mere modnet frøken Jones, der tager sit håndværk seriøst. Det er også med til at gøre "Not to Late" til en mere umiddelbart langtidsholdbar oplevelse, og kan man sætte sig udover, at den røde tråd er en smule snørklet, er der bestemt musikalsk substans til mange timers intimt selskab med den talentfulde sangfugl. Nu mangler Norah Jones kun at få afklaret med sig selv, i hvilken retning hendes musik skal gå. Personligt har jeg allerede reserveret et barsæde i den førnævnte skumle jazz-bule i håb om, at næste udgivelse udelukkende kommer til at finde sted her.
