Noisettes - What's The Time Mr. Wolf?
Indie-rock gruppen Noisettes' debutalbum er endelig på gaden.
Muse kaldte dem "fantastiske". Bloc Party udtalte, at bandet var "den komplette pakke". Noisettes er heller ikke helt ved siden af de beskrivelser.
Med inspiration fra bands som Yeah Yeah Yeahs og The White Stripes, er lyden af What's The Time Mr. Wolf på samme tid energisk, punket, melodisk og moderne garage-rocket - en blanding der fungerer ganske godt.
Bandet startede ud tilbage i 2003, hvor de tre medlemmer Shingai Shoniwa, Dan Smith, og kort efter Jamie Morrison, mødte hinanden. De spillede en række live gigs i hjembyen London og udgav på indie-selskabet Side Salad Records deres første EP Three Moods of the Noisettes. Universal fik nu øjnene op for de tre og udsendte deres EP i USA, hvilket var et hit. Herefter har gruppen opvarmet for bands som Muse og Babyshambles, samt tourneret USA og England.
Don't Give Up er det første track på albummet, og man bliver her mødt med en skøn melodi og en skøn, speciel stemme tilhørende forsanger Shoniwa (minder mest om PJ Harvey, red.). Energien på dette nummer er i gang fra starten, og man får lyst til at danse med. Dan Smith giver i slutningen af sangen en lækker guitarsolo, og herefter skruer Shoniwa sin stemme til et mere skingert niveau, men det lyder energisk og stærkt.
Scratch Your Name synes jeg er den stærkeste single på pladen. Den er glad, energisk og en sand ørehænger. Sangen er på et plan en opfordring til, at man bør sætte sit præg på verden, så man huskes i fremtiden, når vores generation er væk fra jordens overflade. Lige som det første nummer præges sangen af meget vildt tromme-, guitar-, og bas-spil.
Sister Rosetta er nok min favorit på albummet. Sangen starter ud med et hurtigt basriff og resten følger med til et hurtigt tempo. Omkvædet er vildere end resten af sangen og med sådan en energi, at man får lyst til at danse til den lyse morgen. Jeg synes sangen ville egne sig perfekt til de mindre, alternative diskoteker.
IWE starter ud med guitar og bas og trommer følger trop. Rytmen på stortrommen går lige igennem og giver sangen et ret ensformigt beat, men det ændres i løbet af omkvædet. Shoniwas stemme går næsten op i et skrigende niveau på denne sang, men hun formår at gøre det med måde og skabe en stærk gennemgående energi. Dan Smith har i denne sang også en guitarsolo.
Jeg må indrømme, at jeg er blevet positivt overrasket over albummet og gruppen Noisettes. De formår at levere en blanding af punk, acid-rock og dirty blues på samme tid.
Der er gang i næsten alle numre og det har været næsten umuligt at udvælge en enkelt favorit. Jeg havde ikke forventet, at kunne lide en stil som denne, men Noisettes har alligevel fået mig overtalt til at give dem 4 ud af 6 stjerner.
Med inspiration fra bands som Yeah Yeah Yeahs og The White Stripes, er lyden af What's The Time Mr. Wolf på samme tid energisk, punket, melodisk og moderne garage-rocket - en blanding der fungerer ganske godt.
Bandet startede ud tilbage i 2003, hvor de tre medlemmer Shingai Shoniwa, Dan Smith, og kort efter Jamie Morrison, mødte hinanden. De spillede en række live gigs i hjembyen London og udgav på indie-selskabet Side Salad Records deres første EP Three Moods of the Noisettes. Universal fik nu øjnene op for de tre og udsendte deres EP i USA, hvilket var et hit. Herefter har gruppen opvarmet for bands som Muse og Babyshambles, samt tourneret USA og England.
Don't Give Up er det første track på albummet, og man bliver her mødt med en skøn melodi og en skøn, speciel stemme tilhørende forsanger Shoniwa (minder mest om PJ Harvey, red.). Energien på dette nummer er i gang fra starten, og man får lyst til at danse med. Dan Smith giver i slutningen af sangen en lækker guitarsolo, og herefter skruer Shoniwa sin stemme til et mere skingert niveau, men det lyder energisk og stærkt.
Scratch Your Name synes jeg er den stærkeste single på pladen. Den er glad, energisk og en sand ørehænger. Sangen er på et plan en opfordring til, at man bør sætte sit præg på verden, så man huskes i fremtiden, når vores generation er væk fra jordens overflade. Lige som det første nummer præges sangen af meget vildt tromme-, guitar-, og bas-spil.
Sister Rosetta er nok min favorit på albummet. Sangen starter ud med et hurtigt basriff og resten følger med til et hurtigt tempo. Omkvædet er vildere end resten af sangen og med sådan en energi, at man får lyst til at danse til den lyse morgen. Jeg synes sangen ville egne sig perfekt til de mindre, alternative diskoteker.
IWE starter ud med guitar og bas og trommer følger trop. Rytmen på stortrommen går lige igennem og giver sangen et ret ensformigt beat, men det ændres i løbet af omkvædet. Shoniwas stemme går næsten op i et skrigende niveau på denne sang, men hun formår at gøre det med måde og skabe en stærk gennemgående energi. Dan Smith har i denne sang også en guitarsolo.
Jeg må indrømme, at jeg er blevet positivt overrasket over albummet og gruppen Noisettes. De formår at levere en blanding af punk, acid-rock og dirty blues på samme tid.
Der er gang i næsten alle numre og det har været næsten umuligt at udvælge en enkelt favorit. Jeg havde ikke forventet, at kunne lide en stil som denne, men Noisettes har alligevel fået mig overtalt til at give dem 4 ud af 6 stjerner.
Tracklisting:
01. Don't Give Up
02. Scratch Your Name
03. The Count Of Monte Christo
04. Sister Rosetta (Capture The Spirit)
05. Bridge To Canada
06. IWE
07. Nothing To Dread
08. Mind The Gap
09. Cannot Even (Break Free)
10. Hierarchy
11. SpeedHorn
Foto: http://www.myspace.com/noisettesuk
01. Don't Give Up
02. Scratch Your Name
03. The Count Of Monte Christo
04. Sister Rosetta (Capture The Spirit)
05. Bridge To Canada
06. IWE
07. Nothing To Dread
08. Mind The Gap
09. Cannot Even (Break Free)
10. Hierarchy
11. SpeedHorn
Foto: http://www.myspace.com/noisettesuk
