Nine Inch Nails: Year Zero
Et fantastisk coverdesign indhylder fantastiske toner. NIN har gjort det igen!
Endnu engang har Trent Reznor og drengene sendt et album på gaden under navnet Nine Inch Nails til stor fryd for deres hengivne fans. Men også folk, der vil snuse til electronic/industrial rock bør give Year Zero en chance. Det er nemlig et album, hvor alle kan være med - det kræver bare lidt tålmodighed.
Year Zero er femte fuldlængdeplade fra Nine Inch Nails og albummet beviser, at selvom man måske har været på hylderne i flere år, så kan man stadig komme med noget nyt og udfordrende til sine lyttere. Det er ikke lige så mainstream tilgængeligt som det forrige, hvilket i sig selv kan være befriende. Dog kræver dette også lidt tilvænning fra nytilkomne som undertegnede, men pladen vinder stærkt ved flere gennemlytninger og derfor vil jeg anbefale det til alle, der er til den elektroniske rockgenre.
Især udskiller albummets tredje nummer: Survivalism sig som værende mit favoritnummer. Med en pulserende elektrorytme bliver nummeret indledt, og understøttes af Trent Reznors lige så rytmiske - jeg fristes næsten til at tilføje diktatoriske - vokal. I omkvædet sætter NIN gang i et hurtigere beat, der lader tankerne strejfe hen mod System Of A Down - hidsigt, men dog mere kontrolleret. Et fængende nummer, der bestemt ikke synes at vare de 4 minutter og 23 sekunder min player påstår.
På pladens sjette plads finder vi det stenede Me, I'm Not, som med tunge rytmer og næsten smerteramte vokal sendte mig ind i en euforiserende og nysgerrig tilstand. Det er et nummer, der indeholder mange detaljer og som sagtens kunne fortælle en historie uden lyrikken.
Year Zero er femte fuldlængdeplade fra Nine Inch Nails og albummet beviser, at selvom man måske har været på hylderne i flere år, så kan man stadig komme med noget nyt og udfordrende til sine lyttere. Det er ikke lige så mainstream tilgængeligt som det forrige, hvilket i sig selv kan være befriende. Dog kræver dette også lidt tilvænning fra nytilkomne som undertegnede, men pladen vinder stærkt ved flere gennemlytninger og derfor vil jeg anbefale det til alle, der er til den elektroniske rockgenre.
Især udskiller albummets tredje nummer: Survivalism sig som værende mit favoritnummer. Med en pulserende elektrorytme bliver nummeret indledt, og understøttes af Trent Reznors lige så rytmiske - jeg fristes næsten til at tilføje diktatoriske - vokal. I omkvædet sætter NIN gang i et hurtigere beat, der lader tankerne strejfe hen mod System Of A Down - hidsigt, men dog mere kontrolleret. Et fængende nummer, der bestemt ikke synes at vare de 4 minutter og 23 sekunder min player påstår.
På pladens sjette plads finder vi det stenede Me, I'm Not, som med tunge rytmer og næsten smerteramte vokal sendte mig ind i en euforiserende og nysgerrig tilstand. Det er et nummer, der indeholder mange detaljer og som sagtens kunne fortælle en historie uden lyrikken.
Et andet nummer, der bør fremhæves på Year Zero er Capital G, som er at finde som track nummer 7. Trent Reznors vokal forekommer på fascinerende vis arrogant, og man kan ikke lade være med at synes det er lidt fedt at opleve, efter den totale modsætning vi mødte i Me, I'm Not. Bravo for en afveksling, og bravo Trent for en vokal der virkelig overrasker på den fede måde.
Det er min vurdering, at NIN har hentet inspiration fra mange kanter, da de skulle producere dette album. Der er indikationer af pift fra både The Doors, David Bowie og som nævnt System Of A Down. Det er i hvert fald bands, der kom til min bevidsthed, da jeg nærlyttede albummet. Dog skal det understreges, at de forbliver tro mod deres egen stil, og at der på ingen måde er printet plagiat ud over et eneste nummer.
Pladens 16 numre udskiller sig hver især på en måde, der gør, at jeg vurderer, det er en plade man kan høre rigtig mange gange, og stadig blive overrasket. Men kærligheden tager somme tider tid at opdage. Det er ikke en plade der omfavner en med åbne arme, men en plade man skal lære at elske med tiden. Når den kærlighed så er opstået, så er det en, der meget vel kan vare evigt... eller i hvert fald til næste NIN-plade. Giv den en reel chance, og nyd den utroligt lækre indpakning imens.
Trackliste
01. Hyperpower!
02. The Beginning of the End
03. Suvivalism
04. The Good Soldier
05. Vessel
06. Me, I'm Not
07. Capital G
08. My Violent Heart
09. The Warning
10. God Given
11. Meet Your Master
12. The Greater Good
13. The Great Destroyer
14. Another Version of the Truth
15. In This Twillight
16. Zero-Sum
Det er min vurdering, at NIN har hentet inspiration fra mange kanter, da de skulle producere dette album. Der er indikationer af pift fra både The Doors, David Bowie og som nævnt System Of A Down. Det er i hvert fald bands, der kom til min bevidsthed, da jeg nærlyttede albummet. Dog skal det understreges, at de forbliver tro mod deres egen stil, og at der på ingen måde er printet plagiat ud over et eneste nummer.
Pladens 16 numre udskiller sig hver især på en måde, der gør, at jeg vurderer, det er en plade man kan høre rigtig mange gange, og stadig blive overrasket. Men kærligheden tager somme tider tid at opdage. Det er ikke en plade der omfavner en med åbne arme, men en plade man skal lære at elske med tiden. Når den kærlighed så er opstået, så er det en, der meget vel kan vare evigt... eller i hvert fald til næste NIN-plade. Giv den en reel chance, og nyd den utroligt lækre indpakning imens.
Trackliste
01. Hyperpower!
02. The Beginning of the End
03. Suvivalism
04. The Good Soldier
05. Vessel
06. Me, I'm Not
07. Capital G
08. My Violent Heart
09. The Warning
10. God Given
11. Meet Your Master
12. The Greater Good
13. The Great Destroyer
14. Another Version of the Truth
15. In This Twillight
16. Zero-Sum
