Nine Inch Nails gav koncert i Vega
Vega var fyldt til bristepunktet da Nine Inch Nails gik på scenen fredag d. 6. april. Connery rapporterer fra mængden.
Danske, svenske og hollandske sortklædte mænd og kvinder i alderen 25+, repræsenterede hovedparten af det publikum, der var at finde på det københavnske spillested, Vega, da Nine Inch Nails gav koncert fredag d. 6 april.
I ventetiden mellem opvarmningsbandet, Ladytron og hovednavnet Nine Inch Nails stod en sort rand af merchandiseklædte fans hobet op omkring baren for at hente nye fadølsforsyninger inden deres helte skulle gå på scenen kl. 21. I flere små klynger kunne man høre summen af begejstrede beretninger fra tidligere koncerter, glæden over hvad de havde i vente, samt forelskelsen i NIN-musikken generelt.
Da klokken blev 21 konstaterede jeg, at eftersom der ikke var sket yderligere på scenen ud over afprøvelse af røgkanoner, var der nok udsigt til den obligatoriske halve times forsinkelse. Den tanke blev dog gjort gevaldigt til skamme, for som kommet grundet det højlydte kald fra deres fans slog Nine Inch Nails tonerne an til det første nummer kl. 21.03, og vi var i gang.
Massiv succes - og undren fra en udsendt
Nu skal det siges, at undertegnede ikke har den store erfaring med Nine Inch Nails, og blev kastet last-minute ind for at dække begivenheden, så jeg havde ingen idé om, hvad jeg havde i vente. Ud over, at jeg var udemærket klar over, at bandet var et overflødighedshorn af storslåede kompositioner og fremragende lyriske kreationer, leveret af fantastisk dygtige musikere. Denne påstand blev indfriet og jeg noterede mig, at jeg burde anskaffe deres albums så snart påsken er ovre så man kan komme ind i butikkerne igen. For Nine Inch Nails har virkelig et ekseptionelt talent for musik.
Deres performance skuffede mig imidlertid, der var stort set ingen kontakt under numrene fra bandet til publikum. Ud over indikeringen af "nu skal I hoppe" og "nu skal i klappe"-bevægelser. Samt da forsangeren, Trent Reznor, til folks store begejstring tog en rød projektør op og lyste hen over menneskemængden. Ellers, intet! Der var efter min mening i øvrigt alt for meget røg på scenen, så når man befandt sig bagerst i salen kunne man ikke se bandet. De fremstod som små glimt af silhouetter når en projektør fandt vej hen over dem, trommeslageren kom aldrig til syne, og det var først efter ca 40 minutter det gik op for mig, at der var fem medlemmer i bandet.
I ventetiden mellem opvarmningsbandet, Ladytron og hovednavnet Nine Inch Nails stod en sort rand af merchandiseklædte fans hobet op omkring baren for at hente nye fadølsforsyninger inden deres helte skulle gå på scenen kl. 21. I flere små klynger kunne man høre summen af begejstrede beretninger fra tidligere koncerter, glæden over hvad de havde i vente, samt forelskelsen i NIN-musikken generelt.
Da klokken blev 21 konstaterede jeg, at eftersom der ikke var sket yderligere på scenen ud over afprøvelse af røgkanoner, var der nok udsigt til den obligatoriske halve times forsinkelse. Den tanke blev dog gjort gevaldigt til skamme, for som kommet grundet det højlydte kald fra deres fans slog Nine Inch Nails tonerne an til det første nummer kl. 21.03, og vi var i gang.
Massiv succes - og undren fra en udsendt
Nu skal det siges, at undertegnede ikke har den store erfaring med Nine Inch Nails, og blev kastet last-minute ind for at dække begivenheden, så jeg havde ingen idé om, hvad jeg havde i vente. Ud over, at jeg var udemærket klar over, at bandet var et overflødighedshorn af storslåede kompositioner og fremragende lyriske kreationer, leveret af fantastisk dygtige musikere. Denne påstand blev indfriet og jeg noterede mig, at jeg burde anskaffe deres albums så snart påsken er ovre så man kan komme ind i butikkerne igen. For Nine Inch Nails har virkelig et ekseptionelt talent for musik.
Deres performance skuffede mig imidlertid, der var stort set ingen kontakt under numrene fra bandet til publikum. Ud over indikeringen af "nu skal I hoppe" og "nu skal i klappe"-bevægelser. Samt da forsangeren, Trent Reznor, til folks store begejstring tog en rød projektør op og lyste hen over menneskemængden. Ellers, intet! Der var efter min mening i øvrigt alt for meget røg på scenen, så når man befandt sig bagerst i salen kunne man ikke se bandet. De fremstod som små glimt af silhouetter når en projektør fandt vej hen over dem, trommeslageren kom aldrig til syne, og det var først efter ca 40 minutter det gik op for mig, at der var fem medlemmer i bandet.
Der gik omkring 1 time før forsangeren sagde andet end "Thank you" eller titlen på det næste nummer, og jeg undrede mig gevaldigt over, hvordan de magtede at fastholde deres publikums interesse. For hele vejen gennem koncerten var jublen over Nine Inch Nails massiv. Folk var i en komplet ekstase og opførte sig som børn, der får deres største ønske opfyldt. Jeg overvejede grundigt, om jeg burde tage et smut i Synoptik, eftersom alle andre tydeligvis havde opdaget et sceneshow, jeg slet ikke kunne få øje på. Nuvel, musikken kunne jeg i hvert fald nyde og hvad angik sceneshowet, der for mig at se var dræbende uinteressant måtte jeg få en forklaring på det senere. Der foregik i hvert fald et eller andet mystisk.
Halvvejs gennem koncerten besluttede jeg mig for at vandre hen foran scenen i stedet, for at finde ud af, om det var her hemmeligheden lå gemt. Jeg blev ikke meget klogere, da jeg så en fed stribe af mennesker i den største jubelekstase hænge hen over hegnet og række ud efter deres guder, mens Nine Inch Nails fortsatte deres egen intime fest på de skrå brædder og slet ikke viste den store begejstring for den massehysteri, de var årsag til. Fansene var ligeglade, de fortsatte deres lykkerus, og bandet var ligeglade, de fortsatte deres egen fest. Og undertegnede studerede begge dele med åben mund og måtte konstatere, der bare er ting, jeg ikke forstår.
Pludselig blev der stille i salen, forsangeren satte sig ved et piano og gav os nummeret, "Hurt". Det var til gengæld en af de smukkeste ting, jeg har oplevet. Komplet stilhed, kun afbrudt af tonerne fra et klaver og fællessang med dertilhørende lighteroplysning som stjerner på en nattehimmel. Det var intet mindre end magisk, og det var helt uden tvivl et øjeblik mange havde ventet på. Derefter fulgte yderligere to numre, hvor deres største hit "Head like a Hole!" blev det sidste, og koncerten var slut, lige så brat, som den begyndte.
Gloriekrans over Vega
Efter koncerten, stillede jeg mig ud til baren, hvor resten af publikum også havde søgt hen for at trække vejret efter halvanden time i NIN-universet, for at høre deres vurdering af koncerten. - og for at få en løsning på det mysterie, der havde ligget som en kappe omkring mig hele aftenen.
Her var begejstringen stor, enkelte var skuffede - endog sure - over, at NIN allerede var færdige. Men lykken strålede som en gloriekrans over Vega. Således var det en udmattet og storsmilende lille flok, jeg fandt frem til ved baren.
"De var fantastiske," udbrød Christian og Peter mens Lisa nikkede, fuldkommen enig. Christian tog en ordentlig tår af sin fadøl og uddybede: "Det er nok en af af de største ting, jeg har oplevet. De manglede en del af de numre, jeg havde håbet på, men alle deres numre er så fede, at det ikke gør noget." Han oplyste mig om, at de fleste sange på setlisten havde været fra EP'erne, og at der ikke havde været så mange numre fra deres fuldlængde albums. "Det er jo en smagssag, og de er så fulde af hits, at de jo ikke kan spille alt de har lavet!" fortsatte han. Og tilføjede, at man inde i mængden godt kunne fornemme, at der ikke var den helt store fællesskabsfølelse, når NIN spillede de mindre kendte numre, "Men der var gang i den konstant, og jeg måtte simpelthen tage mine ørepropper ud for at få hvert et sekund med. Men det er tinitussen værd!" Konstaterede Christan med et kæmpe smil, der afslørrede, at han var mere end glad for at have oplevet Nine Inch Nails.
Halvvejs gennem koncerten besluttede jeg mig for at vandre hen foran scenen i stedet, for at finde ud af, om det var her hemmeligheden lå gemt. Jeg blev ikke meget klogere, da jeg så en fed stribe af mennesker i den største jubelekstase hænge hen over hegnet og række ud efter deres guder, mens Nine Inch Nails fortsatte deres egen intime fest på de skrå brædder og slet ikke viste den store begejstring for den massehysteri, de var årsag til. Fansene var ligeglade, de fortsatte deres lykkerus, og bandet var ligeglade, de fortsatte deres egen fest. Og undertegnede studerede begge dele med åben mund og måtte konstatere, der bare er ting, jeg ikke forstår.
Pludselig blev der stille i salen, forsangeren satte sig ved et piano og gav os nummeret, "Hurt". Det var til gengæld en af de smukkeste ting, jeg har oplevet. Komplet stilhed, kun afbrudt af tonerne fra et klaver og fællessang med dertilhørende lighteroplysning som stjerner på en nattehimmel. Det var intet mindre end magisk, og det var helt uden tvivl et øjeblik mange havde ventet på. Derefter fulgte yderligere to numre, hvor deres største hit "Head like a Hole!" blev det sidste, og koncerten var slut, lige så brat, som den begyndte.
Gloriekrans over Vega
Efter koncerten, stillede jeg mig ud til baren, hvor resten af publikum også havde søgt hen for at trække vejret efter halvanden time i NIN-universet, for at høre deres vurdering af koncerten. - og for at få en løsning på det mysterie, der havde ligget som en kappe omkring mig hele aftenen.
Her var begejstringen stor, enkelte var skuffede - endog sure - over, at NIN allerede var færdige. Men lykken strålede som en gloriekrans over Vega. Således var det en udmattet og storsmilende lille flok, jeg fandt frem til ved baren.
"De var fantastiske," udbrød Christian og Peter mens Lisa nikkede, fuldkommen enig. Christian tog en ordentlig tår af sin fadøl og uddybede: "Det er nok en af af de største ting, jeg har oplevet. De manglede en del af de numre, jeg havde håbet på, men alle deres numre er så fede, at det ikke gør noget." Han oplyste mig om, at de fleste sange på setlisten havde været fra EP'erne, og at der ikke havde været så mange numre fra deres fuldlængde albums. "Det er jo en smagssag, og de er så fulde af hits, at de jo ikke kan spille alt de har lavet!" fortsatte han. Og tilføjede, at man inde i mængden godt kunne fornemme, at der ikke var den helt store fællesskabsfølelse, når NIN spillede de mindre kendte numre, "Men der var gang i den konstant, og jeg måtte simpelthen tage mine ørepropper ud for at få hvert et sekund med. Men det er tinitussen værd!" Konstaterede Christan med et kæmpe smil, der afslørrede, at han var mere end glad for at have oplevet Nine Inch Nails.
Jeg måtte jo tilstå over for dem, at jeg havde været meget skuffet over bandets performance, da jeg havde forventet en unik oplevelse fra den front, eftersom bandet var blevet udråbt til et af de sejeste livebands på nutidens rockscene. Christian forstod godt, min undren men sagde: "Det er deres stil, at være indadvendte. Man forventer ikke, at de kommer ud over scenekanten." Peter, der med denne koncert havde oplevet bandet for tredje gang supplerede: "Nine Inch Nails SKAL være distancerede. Når man tager til deres koncert er der altid en indforstået kemi. De leverer musikken og publikum giver dem deres hengivne tribute. Det er som om ord er overflødige!"
Så det var altså derfor begejstringen var så enorm, selvom jeg mente, man ligeså godt kunne smide en cd på derhjemme og invitere sine bedste venner til fest? "Lige præcis. De var fuldstændigt som de skulle være. Det var STORT at forsangeren sagde mere end "thank you", det er faktisk første gang han har sagt noget til sit danske publikum." Sagde Peter med et stort grin, og vurderede koncerten til at være den bedste siden koncerten i KB-Hallen i '99. "De plejer dog at være mere visuelle, med store lærreder der ruller ned under de stille numre! I aften var scenen som en garage, mere råt og enkelt end hvad de tidligere har haft. Det gjorde nu ikke noget, det var fedt. OG det er fedt bare at se dem."
Så blev mysteriet altså opklaret: Nine Inch Nails indfriede alle deres die-hard-fans forventninger, og lagde oven i købet mere oven i hatten, ved at sige mere end en-stavelses ord. Man siger tit at mange mennesker ikke kan tage fejl af en succes. Det kunne de heller ikke i Vega d. 6 april 2007, men det kunne den udsendte rapporter fra Connery åbenbart. Jeg bøjer mig i støvet og erkender, at ikke alt behøver forklares, nogle ting skal man bare nyde i den reneste musiske form. Når noget er så storslået, at ord er overflødige, så er det Nine Inch Nails, der er ankommet. Tak for den lærdom, og nu vil jeg hurtigt supplere min cd-samling med Nine Inch Nails-albums.
Så det var altså derfor begejstringen var så enorm, selvom jeg mente, man ligeså godt kunne smide en cd på derhjemme og invitere sine bedste venner til fest? "Lige præcis. De var fuldstændigt som de skulle være. Det var STORT at forsangeren sagde mere end "thank you", det er faktisk første gang han har sagt noget til sit danske publikum." Sagde Peter med et stort grin, og vurderede koncerten til at være den bedste siden koncerten i KB-Hallen i '99. "De plejer dog at være mere visuelle, med store lærreder der ruller ned under de stille numre! I aften var scenen som en garage, mere råt og enkelt end hvad de tidligere har haft. Det gjorde nu ikke noget, det var fedt. OG det er fedt bare at se dem."
Så blev mysteriet altså opklaret: Nine Inch Nails indfriede alle deres die-hard-fans forventninger, og lagde oven i købet mere oven i hatten, ved at sige mere end en-stavelses ord. Man siger tit at mange mennesker ikke kan tage fejl af en succes. Det kunne de heller ikke i Vega d. 6 april 2007, men det kunne den udsendte rapporter fra Connery åbenbart. Jeg bøjer mig i støvet og erkender, at ikke alt behøver forklares, nogle ting skal man bare nyde i den reneste musiske form. Når noget er så storslået, at ord er overflødige, så er det Nine Inch Nails, der er ankommet. Tak for den lærdom, og nu vil jeg hurtigt supplere min cd-samling med Nine Inch Nails-albums.
