Når hverdagen slår igen #4
Tid til en opdatering...
Situationen i dag er en anelse kaotisk. Efter en periode med alt for meget fart på, euforisk lykke, voksende pres fra omverdenen, rygter og trælse personer, kulminerede det hele i tårer, et kys på kinden og et kærligt farvel.
Jeg gik "all in", men tabte - for nu.
Det er sgu ikke nemt, når man i tankerne er nød til at tænke længere frem, end man behøves med en pige uden børn, for i bund og grund er man nødt til, at se sig selv om måneder, år og måske endda længere tidshorisonter. Planlægge, vurdere og evaluere for at nå til en brugbar konklusion.
Det punkt var vi også nået til, og alt virkede perfekt. Vi svævede på en lyserød sky. En lyserød sky, der kvalte os - og især hende. Årsagerne er mange og forklaret ovenover! Det der pisser mig mest af, er det pres, der kom fra omverdenen. Vi fik ikke tid til at være os, for alle ville høre hvordan og hvorledes og ikke mindst hvornår.
Hverdagen byder på mange knubs, hvilket vi jo bare må affinde os med, men jeg kunne nu godt trænge til lidt medvind. Medvinden kom da også dagen efter, i form af et muligt jobtilbud.
En af landets fremmeste tøjbutikker har fået nys om Pallisgaard og afventer i skrivende stund, at jeg ringer og aftaler en tid til et møde. Ja, ikke alt i verdenen er lige skidt. Hvis det så skulle kikse, så står butik nr. to også klar. Jeg har mulighederne for mig, men mit sind er da stadig gennemsyret af mit sidste nederlag.
Jeg er forbandet hvad angår kærlighed - eller også har jeg bare ikke mødt den rette endnu.
Eller har jeg?
Lysten til at kæmpe er der sgu, men er jeg klar til at betale prisen, hvis jeg løber ind i endnu et nederlag, og så endda over for samme pige? Til det skal det lige siges, at ingen døre ser ud til at være lukkede og et gammel ordsprog som "kommer tid, kommer råd", ser ud til at få sin renæssance. Og jeg der ellers er modstander af slidte floskler og fraser.
Jeg er heldigvis kun 30 år gammel (kun?, red). Jeg er in my prime og har den bedste tid i livet foran mig, men jeg er sgu i vildrede om, hvad jeg skal gøre...
Jeg gik "all in", men tabte - for nu.
Det er sgu ikke nemt, når man i tankerne er nød til at tænke længere frem, end man behøves med en pige uden børn, for i bund og grund er man nødt til, at se sig selv om måneder, år og måske endda længere tidshorisonter. Planlægge, vurdere og evaluere for at nå til en brugbar konklusion.
Det punkt var vi også nået til, og alt virkede perfekt. Vi svævede på en lyserød sky. En lyserød sky, der kvalte os - og især hende. Årsagerne er mange og forklaret ovenover! Det der pisser mig mest af, er det pres, der kom fra omverdenen. Vi fik ikke tid til at være os, for alle ville høre hvordan og hvorledes og ikke mindst hvornår.
Hverdagen byder på mange knubs, hvilket vi jo bare må affinde os med, men jeg kunne nu godt trænge til lidt medvind. Medvinden kom da også dagen efter, i form af et muligt jobtilbud.
En af landets fremmeste tøjbutikker har fået nys om Pallisgaard og afventer i skrivende stund, at jeg ringer og aftaler en tid til et møde. Ja, ikke alt i verdenen er lige skidt. Hvis det så skulle kikse, så står butik nr. to også klar. Jeg har mulighederne for mig, men mit sind er da stadig gennemsyret af mit sidste nederlag.
Jeg er forbandet hvad angår kærlighed - eller også har jeg bare ikke mødt den rette endnu.
Eller har jeg?
Lysten til at kæmpe er der sgu, men er jeg klar til at betale prisen, hvis jeg løber ind i endnu et nederlag, og så endda over for samme pige? Til det skal det lige siges, at ingen døre ser ud til at være lukkede og et gammel ordsprog som "kommer tid, kommer råd", ser ud til at få sin renæssance. Og jeg der ellers er modstander af slidte floskler og fraser.
Jeg er heldigvis kun 30 år gammel (kun?, red). Jeg er in my prime og har den bedste tid i livet foran mig, men jeg er sgu i vildrede om, hvad jeg skal gøre...
