MILFs på glatis
Alle er så optagede af at kritisere curling-holdet for præstationen i Torino, men Connery.dks sportsguru vil hellere spørge; hvad blev der af kærligheden?
"shut the fuck up, Donny,
you're out of your element"
John Goodman i "The big Lebowski"
Det Danske Eventyr i Torino er overstået, og de hjemlige kommentatorer står i kø for at komme med deres kritik af curlingholdet. Den Skingre Hystade, Sørine Godtfredsen, har kritiseret holdet for at være nogle forstadsmødre, der ikke hører til ved de Olympiske Lege, og Lars Jørgen Andersen skulle ikke bruge mange minutter efter det danske nederlag til Rusland, før han i en artikel på tv2.dk kritiserede den blonde bomber, Donny Dupont, for at være "direkte pjanket" i afgørende situationer af turneringen.
you're out of your element"
John Goodman i "The big Lebowski"
"Where is the love", hed Black Eyed Peas hitsingle fra 2004. Lige nu kunne jeg godt bruge noget af den. Show me the love, for det er den, vi mangler nu, hvor vores danske hold ikke magtede at leve op til de helt urealistiske forventninger, der var til dem.
Vi har fejlet som nation. Er blevet testet af modgang, der skabte stort splid i vore rækker, og det er nu på tide at samles igen.
For den afgørende faktor i dette holds fiasko har slet ikke noget at gøre med deres præstationer på isen. Problemet ligger et helt andet sted. Deres nederlag ligger i, at de er blevet ramt af Bjarne Riis-Forbandelsen.
Tre situationer illustrerer Bjarne Riis-forbandelsen.
1. Tour de France, 6. etape, 10. juli 1991, Valenciennes
Rundkørsler er lavet til at sænke hastigheden og skabe trafiksikkerhed. Men da han ligger på jorden med brækket kraveben og en gul førertrøje smurt ind i blod, er det nok ikke det første, Rolf Sørensen tænker på. Han er 26 år gammel og kører sit første Tour de France. Næste morgen trækker han sig ud af løbet.
2. Tour de France, 21. etape, 21. juli 1996, Champs Élysées
Som den første dansker nogensinde, vinder Bjarne Riis det samlede klassement i Tour de France. Af mange regnes dette med rette som den største danske sportspræstation nogensinde, og en hel nation svælger i stoltheden over, at en rytter fra det flade Danmark har besteget Frankrigs store bjergpas og skabt historie i verdens hårdeste cykelløb.
3. Paris-Roubaix, 14. april 2002
Efter mere end 200 kilometer i frontgruppen af den største og mest prestigiøse klassiker, falder Thomas Bruun Eriksen fra og glider ned gennem feltet. Det er hans første deltagelse i den hårde klassiker, og indtil kræfterne slap op, sad han med blandt verdens bedste cykelryttere.
De fleste danskere har set 2'eren. Langt færre har set 1'eren, og det er et spørgsmål, om nogen i det hele taget så 3'eren. Men de er alle vigtige begivenheder i dansk cykelsportshistorie. Den største af dem er selvfølgelig Bjarne Riis' sejr i 1996.
Det var her, cykelsport brød igennem i Danmark, og mange sprang med på Bjarne-vinder-guld-i-Paris-vognen for at følge cykelsporten, og i den euforiske stemning der var den sommer, kunne man ikke kende dem, der vidste noget, fra dem der var totalt ignorante. Det tog kun et år, før man igen kunne kende dem fra rigtige cykelsportsfans.
Da Ørnen fra Herning ikke kunne duplikere sine store bedrifter fra 1996, mistede danskerne hurtigt interessen. Da han året efter blev nummer 6, var ulvene ude at hyle mod månen. Før Bjarne Riis startede sin opstigning til Tour-konge, var en sjetteplads det bedste resultat, nogen dansker havde præsteret sammenlagt i Tour de France, men store dele af den danske sportspresse kunne alligevel finde kritikpunkter.
Ved doping-skandalerne i Tour de France 1998 fik alle de uvidende en undskyldning for igen at springe af vognen. Nu blev det pludselig til en moralsk sag ikke at interessere sig for cykelsport, og Bjarne Riis blev jagtet som et vildt dyr af den ny-interesserede sportspresse, hvis håndlangere for en gangs skyld fik lov at lege journalister med bål og brand og afsløringer. Det var her, Riis fik nogle sår, som aldrig kommer til at hele. Den dag i dag skal man kæmpe en hård kamp for at få et interview med ham, netop fordi han er skræmt af pressen.
Vi har fejlet som nation. Er blevet testet af modgang, der skabte stort splid i vore rækker, og det er nu på tide at samles igen.
For den afgørende faktor i dette holds fiasko har slet ikke noget at gøre med deres præstationer på isen. Problemet ligger et helt andet sted. Deres nederlag ligger i, at de er blevet ramt af Bjarne Riis-Forbandelsen.
Tre situationer illustrerer Bjarne Riis-forbandelsen.
1. Tour de France, 6. etape, 10. juli 1991, Valenciennes
Rundkørsler er lavet til at sænke hastigheden og skabe trafiksikkerhed. Men da han ligger på jorden med brækket kraveben og en gul førertrøje smurt ind i blod, er det nok ikke det første, Rolf Sørensen tænker på. Han er 26 år gammel og kører sit første Tour de France. Næste morgen trækker han sig ud af løbet.
2. Tour de France, 21. etape, 21. juli 1996, Champs Élysées
Som den første dansker nogensinde, vinder Bjarne Riis det samlede klassement i Tour de France. Af mange regnes dette med rette som den største danske sportspræstation nogensinde, og en hel nation svælger i stoltheden over, at en rytter fra det flade Danmark har besteget Frankrigs store bjergpas og skabt historie i verdens hårdeste cykelløb.
3. Paris-Roubaix, 14. april 2002
Efter mere end 200 kilometer i frontgruppen af den største og mest prestigiøse klassiker, falder Thomas Bruun Eriksen fra og glider ned gennem feltet. Det er hans første deltagelse i den hårde klassiker, og indtil kræfterne slap op, sad han med blandt verdens bedste cykelryttere.
De fleste danskere har set 2'eren. Langt færre har set 1'eren, og det er et spørgsmål, om nogen i det hele taget så 3'eren. Men de er alle vigtige begivenheder i dansk cykelsportshistorie. Den største af dem er selvfølgelig Bjarne Riis' sejr i 1996.
Det var her, cykelsport brød igennem i Danmark, og mange sprang med på Bjarne-vinder-guld-i-Paris-vognen for at følge cykelsporten, og i den euforiske stemning der var den sommer, kunne man ikke kende dem, der vidste noget, fra dem der var totalt ignorante. Det tog kun et år, før man igen kunne kende dem fra rigtige cykelsportsfans.
Da Ørnen fra Herning ikke kunne duplikere sine store bedrifter fra 1996, mistede danskerne hurtigt interessen. Da han året efter blev nummer 6, var ulvene ude at hyle mod månen. Før Bjarne Riis startede sin opstigning til Tour-konge, var en sjetteplads det bedste resultat, nogen dansker havde præsteret sammenlagt i Tour de France, men store dele af den danske sportspresse kunne alligevel finde kritikpunkter.
Ved doping-skandalerne i Tour de France 1998 fik alle de uvidende en undskyldning for igen at springe af vognen. Nu blev det pludselig til en moralsk sag ikke at interessere sig for cykelsport, og Bjarne Riis blev jagtet som et vildt dyr af den ny-interesserede sportspresse, hvis håndlangere for en gangs skyld fik lov at lege journalister med bål og brand og afsløringer. Det var her, Riis fik nogle sår, som aldrig kommer til at hele. Den dag i dag skal man kæmpe en hård kamp for at få et interview med ham, netop fordi han er skræmt af pressen.
Da vi rundede årtusindskiftet, og Danmark fik sit første cykelhold med i Tour de France, var der næsten ikke flere seere tilbage bag de danske tv-skærme. Så selv i 100-års-jubilæet for et af verdens smukkeste en-dages-løb, var det kun meget få, der så en af de største danske præstationer i det løb.
Der er mange åbenlyse paralleller mellem curling-pigernes nedtur i Torino og cykelsportens hårde kamp for at komme ind på de danske tv-skærme. Begge har en lang historie, hvor danske idrætsudøvere har kæmpet lige i de yderste ringe af verdenseliten uden helt at bryde igennem og sikre sig sejren. Og for begge sportsgrene gælder også, at dansk tv først begyndte at dække det, da der kom sejre på bordet.
Da de danske curling-mødre begyndte at klare sig godt til OL i Nagano 1998, blev der pludselig stor interesse for sporten. De vandt sølv, og pludselig var det ikke længere curling-pigerne der vandt, men os. Det var Vores Sølv. Interessen for sporten var vækket, og mere end et århundrede uden medaljer i vinter-OLs discipliner blev afløst af en euforisk og urealistisk tro på, at nu var vi verdens bedste curling-nation. At nu var det os, der var de store.
Selvfølgelig kunne holdet ikke bære det, og Salt Lake City 2002 blev en kæmpe skuffelse. Fordi TV 2 har købt rettighederne til vinter-OL i år, har de valgt at skabe interesse omkring det ved at lave nogle meget imponerende æstetisk smukke reklame-sekvenser med curling, hvor Dorte Holm fortæller om sporten og siger
- Vi tager jo ikke derned for at blive nummer otte. Vi tager derned for at vinde.
Og så hørte vi jungletrommerne igen. Alle de uvidende, der kompenserer for deres uvidenhed ved at have en masse meninger om det de ikke ved noget om, der havde brugt de seneste 8 år til at glemme alt om curling, tænkte pludselig, at "vi er en stormagt i curling. Vi styrer, så derfor skal de selvfølgelig nok vinde".
Det er her, Donny fra "The Big Lebowski" kommer vandrende ind i samtalen.
Jeff Bridges er igang med at fortælle om de folk, der brød ind i hans lejlighed og tissede på hans tæppe (som virkelig samlede stuen).
Walter: "Were you listening to The Dude's story?"
Donny: "I was bowling"
Walter: "So you have no frame of reference here, Donny. You're like a child who wanders into the middle of a movie and wants to know... "
Det er den danske sportspresse og størstedelen af publikummet. De aner ikke, hvad diskussionen handler om, for de var ude at bowle, mens den begyndte.
De danske sportsfans og -journalisters flygtige interesse blev fanget, mens det gik godt for holdet. Men da resultaterne gik imod os, sprang de hurtigt på hvem-kan-kritisere-curling-holdet-mest-vognen. Til deres forsvar skal det dog siges, at den vogn hurtigt skabte sit eget momentum.
Den stærkeste kritik af holdet har stået omkring udtagelsen. I stedet for at sende et klubhold med stor erfaring i at spille sammen, valgte man at udtage et hold, der bestod af de bedste danske spillere. Der var ingen, der kritiserede dette valg før OL, men efter det blev klart, at vi ikke ville vinde noget på den måde, blev ikke-udtaget-som-hold-tesen ophøjet til Sandheden der Kunne Forklare det Hele. Pludselig kunne hver eneste fejl eller mangel på banen forklares med, at de ikke var vant til at spille sammen.
Der er mange åbenlyse paralleller mellem curling-pigernes nedtur i Torino og cykelsportens hårde kamp for at komme ind på de danske tv-skærme. Begge har en lang historie, hvor danske idrætsudøvere har kæmpet lige i de yderste ringe af verdenseliten uden helt at bryde igennem og sikre sig sejren. Og for begge sportsgrene gælder også, at dansk tv først begyndte at dække det, da der kom sejre på bordet.
Da de danske curling-mødre begyndte at klare sig godt til OL i Nagano 1998, blev der pludselig stor interesse for sporten. De vandt sølv, og pludselig var det ikke længere curling-pigerne der vandt, men os. Det var Vores Sølv. Interessen for sporten var vækket, og mere end et århundrede uden medaljer i vinter-OLs discipliner blev afløst af en euforisk og urealistisk tro på, at nu var vi verdens bedste curling-nation. At nu var det os, der var de store.
Selvfølgelig kunne holdet ikke bære det, og Salt Lake City 2002 blev en kæmpe skuffelse. Fordi TV 2 har købt rettighederne til vinter-OL i år, har de valgt at skabe interesse omkring det ved at lave nogle meget imponerende æstetisk smukke reklame-sekvenser med curling, hvor Dorte Holm fortæller om sporten og siger
- Vi tager jo ikke derned for at blive nummer otte. Vi tager derned for at vinde.
Og så hørte vi jungletrommerne igen. Alle de uvidende, der kompenserer for deres uvidenhed ved at have en masse meninger om det de ikke ved noget om, der havde brugt de seneste 8 år til at glemme alt om curling, tænkte pludselig, at "vi er en stormagt i curling. Vi styrer, så derfor skal de selvfølgelig nok vinde".
Det er her, Donny fra "The Big Lebowski" kommer vandrende ind i samtalen.
Jeff Bridges er igang med at fortælle om de folk, der brød ind i hans lejlighed og tissede på hans tæppe (som virkelig samlede stuen).
Walter: "Were you listening to The Dude's story?"
Donny: "I was bowling"
Walter: "So you have no frame of reference here, Donny. You're like a child who wanders into the middle of a movie and wants to know... "
Det er den danske sportspresse og størstedelen af publikummet. De aner ikke, hvad diskussionen handler om, for de var ude at bowle, mens den begyndte.
De danske sportsfans og -journalisters flygtige interesse blev fanget, mens det gik godt for holdet. Men da resultaterne gik imod os, sprang de hurtigt på hvem-kan-kritisere-curling-holdet-mest-vognen. Til deres forsvar skal det dog siges, at den vogn hurtigt skabte sit eget momentum.
Den stærkeste kritik af holdet har stået omkring udtagelsen. I stedet for at sende et klubhold med stor erfaring i at spille sammen, valgte man at udtage et hold, der bestod af de bedste danske spillere. Der var ingen, der kritiserede dette valg før OL, men efter det blev klart, at vi ikke ville vinde noget på den måde, blev ikke-udtaget-som-hold-tesen ophøjet til Sandheden der Kunne Forklare det Hele. Pludselig kunne hver eneste fejl eller mangel på banen forklares med, at de ikke var vant til at spille sammen.
Selvfølgelig er curling en holdsport, men holdaspektet af det er begrænset til, at man skal i fællesskab blive enig om nogle kommandoer, man kan råbe for at korrigere stenen, og mere er der ikke i det. Derfor er det helt forrykt, at man pludselig skal kritisere Team Danmark for, at de ikke istedet udtog et helt hold, der var vant til at spille sammen.
Det ville være farligt, hvis den tanke dannede præcedens. Hvis det danske fodboldlandshold pludselig skulle bestå af de danske mestre, for uha, fodbold er jo også en holdsport. Skulle man så også udtage den bedste danske cykelklub til at repræsentere de nationale farver til VM i cykling? Og nu vi er i gang med de håbløse udtagelser så, så lad os da også droppe det sammensatte hold, vi har i kvindehåndbold og bare istedet sende Anja Andersens Slagelse-hold afsted?
Vent lidt, det sidste kan ikke lade sig gøre, fordi Slagelses hold består af op mod 75 % udlændinge.
Tanken om at ophøje klubhold til landshold er forrykt og kun i et land, hvor folk uden viden om sporten får lov at diktere, hvad der skal stå i pressen, kan noget så afsindigt få ørenlyd.
Selvfølgelig havde holdet sine svagheder. Jeg var personligt aldrig helt sikker på Donny Dupont (hendes elskende forældre gav hende navnet Denise Dupont, men jeg har - uden nogensomhelst skjulte referencer til andre citater i denne klumme - svært ved at kalde hende andet end Donny Dupont, for hun ligner sådan en. En Donny). Selvom hun indimellem viste sig som en god vice-kaptajn og kom med kvalificerede alternativer til kaptajn Dorte Holms plan, så var der noget foruroligende ved hende.
Hver gang, de fire kvinder stod i huddlen og snakkede taktik, kunne man se på Donny Dupont, at hun var et helt andet sted. Hendes ansigt havde hele tiden det der når-jeg-får-fri-skal-jeg-ned-på-tanken-og-hænge-ud-med-min-kæreste-Jacob-og-spise-en-stor-slush-ice-udtryk, som er foruroligende, når det sidder på en dansk idrætsudøver i en olympisk turnering.
Hendes tanker så altid ud til at være et andet sted, og selvom det normalt er et tegn på, at noget dårligt er ved at ske, så spillede hun faktisk ekstremt godt på den måde. Det var kun tilfældigheder, der gjorde, at jeg ikke skrev en "Hvorfor sportsudøvere bør tænke på alt andet end sport"-klumme i stedet for denne. At Danmark ikke gik videre var en af dem.
At det så var fysisk umuligt for hende at sætte sten, der curlede venstre om, og at vi tabte mindst 3 point på det i kamp-afgørende situationer, der kunne have ændret hele momentum for den danske deltagelse i turneringen, er en helt anden sag.
Det er nemt at kritisere. Jeg vil hellere stille spørgsmålet;
Where is the love?
Det ville være farligt, hvis den tanke dannede præcedens. Hvis det danske fodboldlandshold pludselig skulle bestå af de danske mestre, for uha, fodbold er jo også en holdsport. Skulle man så også udtage den bedste danske cykelklub til at repræsentere de nationale farver til VM i cykling? Og nu vi er i gang med de håbløse udtagelser så, så lad os da også droppe det sammensatte hold, vi har i kvindehåndbold og bare istedet sende Anja Andersens Slagelse-hold afsted?
Vent lidt, det sidste kan ikke lade sig gøre, fordi Slagelses hold består af op mod 75 % udlændinge.
Tanken om at ophøje klubhold til landshold er forrykt og kun i et land, hvor folk uden viden om sporten får lov at diktere, hvad der skal stå i pressen, kan noget så afsindigt få ørenlyd.
Selvfølgelig havde holdet sine svagheder. Jeg var personligt aldrig helt sikker på Donny Dupont (hendes elskende forældre gav hende navnet Denise Dupont, men jeg har - uden nogensomhelst skjulte referencer til andre citater i denne klumme - svært ved at kalde hende andet end Donny Dupont, for hun ligner sådan en. En Donny). Selvom hun indimellem viste sig som en god vice-kaptajn og kom med kvalificerede alternativer til kaptajn Dorte Holms plan, så var der noget foruroligende ved hende.
Hver gang, de fire kvinder stod i huddlen og snakkede taktik, kunne man se på Donny Dupont, at hun var et helt andet sted. Hendes ansigt havde hele tiden det der når-jeg-får-fri-skal-jeg-ned-på-tanken-og-hænge-ud-med-min-kæreste-Jacob-og-spise-en-stor-slush-ice-udtryk, som er foruroligende, når det sidder på en dansk idrætsudøver i en olympisk turnering.
Hendes tanker så altid ud til at være et andet sted, og selvom det normalt er et tegn på, at noget dårligt er ved at ske, så spillede hun faktisk ekstremt godt på den måde. Det var kun tilfældigheder, der gjorde, at jeg ikke skrev en "Hvorfor sportsudøvere bør tænke på alt andet end sport"-klumme i stedet for denne. At Danmark ikke gik videre var en af dem.
At det så var fysisk umuligt for hende at sætte sten, der curlede venstre om, og at vi tabte mindst 3 point på det i kamp-afgørende situationer, der kunne have ændret hele momentum for den danske deltagelse i turneringen, er en helt anden sag.
Det er nemt at kritisere. Jeg vil hellere stille spørgsmålet;
Where is the love?
