Metallica Death Magnetic
Metallica er udkommet med sit nye studiealbum, Death Magnetic, som på forhånd er udråbt til at være en tilbagevenden til hedengangne stortider.
Mange fans lyder til at være tilfredse, men er de nu vendt tilbage? Og giver det overhovedet mening at vende tilbage?
De fleste metalhoveder er enige om, at Metallica styrede verden med jernhånd gennem deres første fem studiealbums op til og med 'det sorte album', som egentlig hedder Metallica. Sidstnævnte var endda så spiseligt, at man oplevede mennesker, der normalt aldrig ville høre metal, gå rundt og nynne Unforgiven, som var det nyeste skrig af Helmig. Derefter - jeg fristes til at skrive derfor - gik det stærkt ned af bakke.
De fulgte op med de mildest talt rodede og usammenhængende albums Load og Reload, og i mangel af en bedre betegnelse kalder jeg disse albums for flad rock. Kort forklaret er det ligegyldig musik, man kun gider høre, når man er stinkende beruset og sentimental. Ligesom AC/DC. Garage Inc. var lige så sammentømret som Ny Alliances kandidathold, og med S&M gik det på trods af den smækre titel helt galt.
Jeg hørte aldrig albummet helt ud, men de numre, jeg ved et uheld lagde øre til, fik mig til at tro, at der var to radioer tændt på samme tid, alt imens min kæreste tabte en stabel tallerkener i køkkenet. Orkesterakkompagnement til rock var et modefænomen, der som bekendt altid er en dårlig ting!
I 2003 kom St. Anger, og jeg syntes som en af de få, at det var et genialt album. Det var hårdt og både sangene og teksterne var stærke, hvoraf sidstnævnte er usædvanligt for Hetfield. Albummet var mudret indspillet og indeholdt på ingen måde den klare, velproducerede og rene lyd som på "And Justice For All og Metallica", og som nok er lyden, de fleste associerer til Metallica.
Netop derfor fik albummet begrænset succes blandt fans. Desuden var trommernes bankelyde belastende nok til at genere selv det mest trænede Jehovas Vidne.
Men som Jesus' tilbagevenden fra de døde er Death Magnetic ankommet, og jeg har i den seneste tid ikke bestilt andet end at høre på fans, der går rundt med hænderne i vejret og fortæller hinanden, hvilket nummer på albummet, der ligner hvilket gammelt nummer, og hvordan bandet tænkte på de gamle sange, da de lavede de nye.
Da jeg er jyde, falder det mig svært at blive begejstret over noget, jeg har haft så kort tid til at vurdere. Okay da, i det hele taget forekommer det mig svært at blive begejstret.
Det giver jo ingen mening, at en kunstner ønsker at kopiere sit gamle værk. Kunne man til sammenligning forestille sig en forfatter gentage sin forrige bog med det samme plot igen og igen?naturligvis ikke. Det er vist kun Meat Loaf, der er sluppet godt fra den fede ide, som ingen dog er kommet igennem med både kommerciel succes og integritet i behold.
Forestil dig selv - hvad du end laver - at vende tilbage til noget, du lavede for femten år siden. Du har sandsynligvis udviklet dig siden da, og det ville uden tvivl føles som et ydmygende og kedsommeligt tilbageskridt, på trods af, at din omgangskreds måske mener, du lavede de flotteste fuglekasser i sløjd dengang.
Det interessante er, at mange metalbands mere eller mindre var turen igennem med at klippe sig korthårede eller flygte fra rødderne. Jeg kan i hvert fald nævne Fear Factory, Paradise Lost og Machine Head som et par eksempler. Alle er nu vendt i retning mod deres gamle lyd - med Paradise Lost som de eneste der i processen ikke sænkede kvaliteten i takt med hårdheden.
Bemærkede du det ikke, placerede jeg dér en klart subjektiv og slet skjult bemærkning om et af mine absolutte yndlings metalbands.
Konklusionen er, at Metallica ikke er tilbage på den facon, som beskrevet i ovenstående. Heldigvis, for det havde været ynkeligt.
Den omtalte Metallica-lyd, som jeg beskrev tidligere, er dog tilbage i fuldt flor, og man er ikke i et øjebliks tvivl om, at man hører Metallica sange. De vil nemlig helt sikkert fungere ved koncerter af stadionskala, og med undtagelse af Black Sabbath, er der er ingen andre end Metallica, som har formået at skabe metal, der overlever åbenheden ved stadionkoncerter, og som samtidig er nådesløst hårdt som et stage
Sangene på Death Magnetic er af rigtig høj kvalitet, og de passer sammen i det helstøbte album. Teksterne er knap så hårde som på St. Anger, men det er jo det, man får ud af at holde op med at drikke.
Der er intet, der skaber tekstforfattere som misbrug. Selv, *ugh*, Unforgiven III er en fremragende ballade, som jeg nok engang skal afsløre mig selv i at skråle under gamle venners gengældte omfavnelse og fuldskab. Men alt i alt virker det, som om bandet er tilbage med fornyet energi og engagement, der minder om gamle dage. St. Anger var for navlebeskuende, bestemt ikke for husarerne og samtidig udstillede den sårbare sider af James Hetfield. Og det er nok i virkeligheden ikke det mest tiltrækkende for fans af Metallica og en af de mest karismatiske, hårde og seje metalfrontmen nogensinde.
Officiel trailer
De fulgte op med de mildest talt rodede og usammenhængende albums Load og Reload, og i mangel af en bedre betegnelse kalder jeg disse albums for flad rock. Kort forklaret er det ligegyldig musik, man kun gider høre, når man er stinkende beruset og sentimental. Ligesom AC/DC. Garage Inc. var lige så sammentømret som Ny Alliances kandidathold, og med S&M gik det på trods af den smækre titel helt galt.
Jeg hørte aldrig albummet helt ud, men de numre, jeg ved et uheld lagde øre til, fik mig til at tro, at der var to radioer tændt på samme tid, alt imens min kæreste tabte en stabel tallerkener i køkkenet. Orkesterakkompagnement til rock var et modefænomen, der som bekendt altid er en dårlig ting!
I 2003 kom St. Anger, og jeg syntes som en af de få, at det var et genialt album. Det var hårdt og både sangene og teksterne var stærke, hvoraf sidstnævnte er usædvanligt for Hetfield. Albummet var mudret indspillet og indeholdt på ingen måde den klare, velproducerede og rene lyd som på "And Justice For All og Metallica", og som nok er lyden, de fleste associerer til Metallica.
Netop derfor fik albummet begrænset succes blandt fans. Desuden var trommernes bankelyde belastende nok til at genere selv det mest trænede Jehovas Vidne.
Men som Jesus' tilbagevenden fra de døde er Death Magnetic ankommet, og jeg har i den seneste tid ikke bestilt andet end at høre på fans, der går rundt med hænderne i vejret og fortæller hinanden, hvilket nummer på albummet, der ligner hvilket gammelt nummer, og hvordan bandet tænkte på de gamle sange, da de lavede de nye.
Da jeg er jyde, falder det mig svært at blive begejstret over noget, jeg har haft så kort tid til at vurdere. Okay da, i det hele taget forekommer det mig svært at blive begejstret.
Det giver jo ingen mening, at en kunstner ønsker at kopiere sit gamle værk. Kunne man til sammenligning forestille sig en forfatter gentage sin forrige bog med det samme plot igen og igen?naturligvis ikke. Det er vist kun Meat Loaf, der er sluppet godt fra den fede ide, som ingen dog er kommet igennem med både kommerciel succes og integritet i behold.
Forestil dig selv - hvad du end laver - at vende tilbage til noget, du lavede for femten år siden. Du har sandsynligvis udviklet dig siden da, og det ville uden tvivl føles som et ydmygende og kedsommeligt tilbageskridt, på trods af, at din omgangskreds måske mener, du lavede de flotteste fuglekasser i sløjd dengang.
Det interessante er, at mange metalbands mere eller mindre var turen igennem med at klippe sig korthårede eller flygte fra rødderne. Jeg kan i hvert fald nævne Fear Factory, Paradise Lost og Machine Head som et par eksempler. Alle er nu vendt i retning mod deres gamle lyd - med Paradise Lost som de eneste der i processen ikke sænkede kvaliteten i takt med hårdheden.
Bemærkede du det ikke, placerede jeg dér en klart subjektiv og slet skjult bemærkning om et af mine absolutte yndlings metalbands.
Konklusionen er, at Metallica ikke er tilbage på den facon, som beskrevet i ovenstående. Heldigvis, for det havde været ynkeligt.
Den omtalte Metallica-lyd, som jeg beskrev tidligere, er dog tilbage i fuldt flor, og man er ikke i et øjebliks tvivl om, at man hører Metallica sange. De vil nemlig helt sikkert fungere ved koncerter af stadionskala, og med undtagelse af Black Sabbath, er der er ingen andre end Metallica, som har formået at skabe metal, der overlever åbenheden ved stadionkoncerter, og som samtidig er nådesløst hårdt som et stage
Sangene på Death Magnetic er af rigtig høj kvalitet, og de passer sammen i det helstøbte album. Teksterne er knap så hårde som på St. Anger, men det er jo det, man får ud af at holde op med at drikke.
Der er intet, der skaber tekstforfattere som misbrug. Selv, *ugh*, Unforgiven III er en fremragende ballade, som jeg nok engang skal afsløre mig selv i at skråle under gamle venners gengældte omfavnelse og fuldskab. Men alt i alt virker det, som om bandet er tilbage med fornyet energi og engagement, der minder om gamle dage. St. Anger var for navlebeskuende, bestemt ikke for husarerne og samtidig udstillede den sårbare sider af James Hetfield. Og det er nok i virkeligheden ikke det mest tiltrækkende for fans af Metallica og en af de mest karismatiske, hårde og seje metalfrontmen nogensinde.
Officiel trailer
