Connery

Lavere pris på opkald til mobil

Ifølge IT- og Telestyrelsen, skal prisen for opkald fra fastnet til mobiltelefoner sænkes med en tredjedel, da en sammenligning med Norge, Sverige og Finland har vist, at de danske mobilselskaber tager overpris.

En markant sænkning af den pris, mobilselskaberne opkræver for at sende samtaler fra andre selskabers kunder videre til egne kunder - de såkaldte mobiltermineringspriser - forventes at give lavere priser for samtaler fra fastnettelefoner til mobiltelefoner. Om mobilselskaberne sætter priserne op andre steder til gengæld, afhænger af konkurrencen.



I et udkast til afgørelse lægger IT- og Telestyrelsen op til, at mobiltermineringsprisen gradvis over to år skal sænkes med omkring en tredjedel, fordi en sammenligning med de tilsvarende priser i Norge, Sverige og Finland har vist, at de danske mobilselskaber tager overpris for at videresende samtaler fra kunder i andre selskabers net til kunder i eget net.

IT- og Telestyrelsen lægger op til, at den nuværende minutpris for mobilterminering på mellem 94-96 øre pr. minut skal sættes ned til 84 øre i 2005, 72 øre i 2006 og videre ned til 62 øre i 2007. Samlet set er der tale om et prisfald på omkring 35%.

Mobilselskaberne har hidtil selv kunnet fastlægge prisen for videresendelse af samtaler til mobilkunder, uden at IT- og Telestyrelsen har haft mulighed for at kunne gøre noget ved denne høje pris.

Mobilselskabernes prispolitik har betydet, at fastnetkunderne typisk betaler en højere pris for at ringe fra en fastnettelefon til en mobiltelefon, end den pris mobilkunder betaler for at ringe den modsatte vej - til fastnettet. På den måde har fastnetkunderne lidt populært sagt i stor udstrækning betalt for de mange rabatter og tilskud, der de senere år har præget markedet for både samtaler og køb af mobiltelefoner på mobilområdet.

Afgørelsens krav om prissænkning kommer til at omfatte de tre store selskaber på markedet, TDC, TeliaSonera og Sonofon, mens "3" slipper indtil videre. Det skyldes at "3" er så lille og så ny, at vurderingen har været, at en stram prisregulering vil kunne ødelægge selskabets muligheder for at vinde fodfæste på markedet.

Hvad er mobilterminering?

Når en telekunde ringer til en mobilkunde sker det i fire trin:

1. Kundens telefon forbindes med sit eget teleselskabs telenet. Det kaldes

"adgang"

2. Telefonopkaldet transporteres ind på en telefoncentral. Det kaldes "originering".

3. Telefonopkaldet transporteres gennem et eller flere net. Det kaldes

"transport" eller "transit".

4. Det mobilselskab som har den kaldte mobilkunde som kunde, overtager

telefonopkaldet og afleverer telefonopkaldet på den kaldte kundes mobiltelefon.

Det kaldes "mobilterminering".

Det er det sidste trin - afleveringen af telefonopkaldet ude på mobilkundens

telefon - altså mobilterminering - som IT- og Telestyrelsens udkast til afgørelser

behandler.

Hvorfor træffer IT- og Telestyrelsen afgørelser om mobilterminering?

Når IT- og Telestyrelsen overhovedet kommer med en afgørelse på området,

hænger det sammen med, at det er blevet indføjet i den danske telelovgivning,

at styrelsen skal holde øje med konkurrencen på markedet -

især på områder, hvor nogle selskaber enten har monopol eller har en dominerende

position. Hvis det er tilfældet, skal styrelsen indføre en regulering,

hvis det anses for nødvendigt for at sikre reel konkurrence eller for at

afbøde negative konsekvenser af et monopol.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce