L.O.C. i Aalborg
Den absinth-glade stodder ramte Studenterhuset i et brag af fest, fy-ord og funky flows.
Luften er tændt og hættetrøjer, hængerøve og halvpåklædte tøsebørn står tæt i den lille sal i Studenterhuset et kvarter efter Liam O'Connor ifølge plakaten skulle have indtaget scenen. Imens halvdelen af salens befolkning kæmper om adgang til baren, står resten af os og spekulerer over pointen med den noget særprægede og væsentlig pixelerede scene-
beklædning. Er vi i en gammel fange-
kælder eller en gummicelle, eller, fra grafikkens kvalitet at dømme, i et nazislot fra et af min barndoms første PC-spil? Før de mange spørgsmål brænder min hjerne af, langes en kold fadøl heldigvis i min hånd og festen kan således begynde.
To maskeklædte mænd indtager scenen og drejer salens hoveder. Nu sker der sgu noget, og før ørerene når at blive dækkede, sender L.O.C.s indtræden på scenen en supersonisk hvinen igennem den kvindelige halvdel af publikum. Bandet bliver fuldtalligt og scenen dækkes af en grøn tåge, der hurtigt komplimenteres med starten på Absinthe. Assisteret af den ene tredjedel af Suspekt, Bai-D, ét styks forklædeklædt bassist, ditto DJ, samt den sædvanligt beskægede trommeslager, sættes stilen fra start. Rytmen er supertight, og mens en tonstung basgang trykker i brystkassen, leverer L.O.C. en flydende hyldest til den grønne drik.
Beatet strammes en tand, og en tydelig Tabu Recs produktion brager ud over scenen da Inkarneret sætter ind. L.O.C. fylder scenen grundigt, og gør hurtigt behovet for en back-up rapper til skamme. Bai-D har det da også med at holde sig i baggrunden og er generelt en tand eller to for anonym. Lidt modspil til L.O.C.s klare dominans af scenen havde nu engang været forfriskende.
Der leveres fortsat en eminent række klassikere fra de to første albums Dominologi og Inkarneret, før åbneren fra sidste album Cassiopeia, sætter ind med strygerarrangement i skarp kontrast til de hidtil skarpe og groovy beats. L.O.C. er tydeligvis komfortabel med det nye materiale, og det kan da også høres på en større del af det yngre publikum, at her kan de også være med.
Efter et par af de nye numre har vist deres værd på scenen, introducerer L.O.C. sin personlige favorit, Gemt Væk, der med sin minimalistiske produktion og meget nedtonede stemning giver publikum en velfortjent pause fra opkastede hænder og vrikkende hofter. Efter nummeret præsenteres det øvrige band, og mens L.O.C. træder af scenen får DJen en chance for at vise sit værd. En noget tør og ikke videre overbevisende præstation senere sætter et superfunky groove ind og starter 100, der hurtigt sætter publikum i bevægelse igen.
Feststemningen begynder så stille at tage til før L.O.C. lukker af med Boogie-hittet Du Gør Mig... og forlader scenen med en åbenlys intention om at vende tilbage.
Da bandet på ny indtager secenen er det nu trommebaskerens tur til at demonstrere sine evner, hvilket så afgjort går væsentligt bedre end Mr. DJ. På trods af, at den maniske trommetæsken sætter én i tvivl om, hvorvidt man er til koncert med L.O.C. eller Metallica, så efterlader manden bag trommesættet under alle omstændigheder ingen i salen i tvivl om kvaliteten.
beklædning. Er vi i en gammel fange-
kælder eller en gummicelle, eller, fra grafikkens kvalitet at dømme, i et nazislot fra et af min barndoms første PC-spil? Før de mange spørgsmål brænder min hjerne af, langes en kold fadøl heldigvis i min hånd og festen kan således begynde.
To maskeklædte mænd indtager scenen og drejer salens hoveder. Nu sker der sgu noget, og før ørerene når at blive dækkede, sender L.O.C.s indtræden på scenen en supersonisk hvinen igennem den kvindelige halvdel af publikum. Bandet bliver fuldtalligt og scenen dækkes af en grøn tåge, der hurtigt komplimenteres med starten på Absinthe. Assisteret af den ene tredjedel af Suspekt, Bai-D, ét styks forklædeklædt bassist, ditto DJ, samt den sædvanligt beskægede trommeslager, sættes stilen fra start. Rytmen er supertight, og mens en tonstung basgang trykker i brystkassen, leverer L.O.C. en flydende hyldest til den grønne drik.
Beatet strammes en tand, og en tydelig Tabu Recs produktion brager ud over scenen da Inkarneret sætter ind. L.O.C. fylder scenen grundigt, og gør hurtigt behovet for en back-up rapper til skamme. Bai-D har det da også med at holde sig i baggrunden og er generelt en tand eller to for anonym. Lidt modspil til L.O.C.s klare dominans af scenen havde nu engang været forfriskende.
Der leveres fortsat en eminent række klassikere fra de to første albums Dominologi og Inkarneret, før åbneren fra sidste album Cassiopeia, sætter ind med strygerarrangement i skarp kontrast til de hidtil skarpe og groovy beats. L.O.C. er tydeligvis komfortabel med det nye materiale, og det kan da også høres på en større del af det yngre publikum, at her kan de også være med.
Efter et par af de nye numre har vist deres værd på scenen, introducerer L.O.C. sin personlige favorit, Gemt Væk, der med sin minimalistiske produktion og meget nedtonede stemning giver publikum en velfortjent pause fra opkastede hænder og vrikkende hofter. Efter nummeret præsenteres det øvrige band, og mens L.O.C. træder af scenen får DJen en chance for at vise sit værd. En noget tør og ikke videre overbevisende præstation senere sætter et superfunky groove ind og starter 100, der hurtigt sætter publikum i bevægelse igen.
Feststemningen begynder så stille at tage til før L.O.C. lukker af med Boogie-hittet Du Gør Mig... og forlader scenen med en åbenlys intention om at vende tilbage.
Da bandet på ny indtager secenen er det nu trommebaskerens tur til at demonstrere sine evner, hvilket så afgjort går væsentligt bedre end Mr. DJ. På trods af, at den maniske trommetæsken sætter én i tvivl om, hvorvidt man er til koncert med L.O.C. eller Metallica, så efterlader manden bag trommesættet under alle omstændigheder ingen i salen i tvivl om kvaliteten.
Herefter kaster bandet sig ud i en dybt respektabel fest-medley, der starter ved en længe ventet Drik Min Hjerne Ud. Den tiltagende feststemning er ikke til at tage fejl af. Publikum går så stille fra at nikke med hovedet til at flytte kroppen, og man kan næsten ikke lade være med at ønske, at hele koncerten havde bydt på så festlig en atmosfære.
Nummeret bevæger sig ubesværet over i Gi Den Gas, der med sit sigende omkvæd "Stik mig en flask', gi' den gas, skru helt op for den bas, fuck af hvis du' utilfreds", markerer den tydeligt drikkeglade stodderstil.
Gi Den Gas går videre over i den nye Få Din Flask' På. Sammenhængen er utvivlsom og festen fortsætter mens L.O.C. svælger sig i den tydeligt ophedede atmosfære.
Koncerten lukker af med Frk. Escobar og et dedikeret publikum kvitterer med højtløftede hænder, skålen og sing-a-long.
Alt i alt en gedigen koncert, der dog bestemt gerne måtte have været lige så gennemgående festlig som den var under ekstranumrene. Desuden havde det været rart med et mere solidt line-up, der kunne give L.O.C. noget modspil, fremfor, at det kun er L.O.C. og trommetæskeren, der markerer sig på scenen. Til sidst havde det så afgjort også været behjælpeligt med et par gæsteoptrædener så vi kunne få numre som Hva så Homie og Læg den Hater ned på banen.
Overordnet var stilen dog bestemt solid, og tilstrækkelig potent til efterfølgende at sende størstedelen af salen på jagt efter fest, funk og grønne drikke.
Nummeret bevæger sig ubesværet over i Gi Den Gas, der med sit sigende omkvæd "Stik mig en flask', gi' den gas, skru helt op for den bas, fuck af hvis du' utilfreds", markerer den tydeligt drikkeglade stodderstil.
Gi Den Gas går videre over i den nye Få Din Flask' På. Sammenhængen er utvivlsom og festen fortsætter mens L.O.C. svælger sig i den tydeligt ophedede atmosfære.
Koncerten lukker af med Frk. Escobar og et dedikeret publikum kvitterer med højtløftede hænder, skålen og sing-a-long.
Alt i alt en gedigen koncert, der dog bestemt gerne måtte have været lige så gennemgående festlig som den var under ekstranumrene. Desuden havde det været rart med et mere solidt line-up, der kunne give L.O.C. noget modspil, fremfor, at det kun er L.O.C. og trommetæskeren, der markerer sig på scenen. Til sidst havde det så afgjort også været behjælpeligt med et par gæsteoptrædener så vi kunne få numre som Hva så Homie og Læg den Hater ned på banen.
Overordnet var stilen dog bestemt solid, og tilstrækkelig potent til efterfølgende at sende størstedelen af salen på jagt efter fest, funk og grønne drikke.
