KoRn - del III
Et banebrydende album er et must for at overleve: Connery giver her tredje del i historien bag musikken.
Som nævnt i KoRn - Del II, blev bandet sat på en alvorlig prøve, da det pludselig, efter udgivelsen af tredje album Follow The Leader, stod klart for dem, at de ikke længere var alene om at styre branchen med de nedstemte guitarer, den rustne vokal og de vredesfyldte og lettere melankolske tekster. Så de fem tog tilbage til Californien for at indspille endnu et album, der for alvor skulle markere bandets position, nemlig på toppen af deres karriere.
Og efterhånden som de blev mere og mere eftertragtede, ikke mindst pga. rygter om et fjerde album, blev interessen for historierne bag teksterne lige så stor, hvilket resulterede i at ting fra medlemmernes tid før Korn, kom ud i offentligheden. Ting, som f.eks. Jonathan Davis' tatoveringer, nemlig "HIV" på den ene arm, og en præst, der trækker huden op og blotter Jesus, på den anden. Trods den sidstnævnte, er Davis ikke en særlig religiøs mand - for faktisk symboliserer den hans had til Gud, for at have svigtet ham, og fordi religion bærer så mange dårlige ting med sig. Den anden med printet "HIV", er blot ren ironi, og var en han fik lavet tilbage i sin skoletid, fordi han af sine klassekammerater blev kaldt bøsse - deraf nummeret "Faget" på debutalbummet. Hvad angår teksterne, er der mange spekulationer - men det står dog klart, at Davis har levet med depressioner gennem mange år. Nogle siger det er på grund af hans tidligere alkoholisme, andre pga. de traumatiske oplevelser i sit job som assistent hos en bedemand og igen andre, der mener det er pga. de overgreb, han blev udsat for som barn. Jeg vil nu personligt vælge at tro at det er en blanding. Andre interviews med bandet har givet helt modsatte signaler, der refererer, at de bare godt kan lide at ting der er underlige, unormale og ironiske.
Ikke desto mindre, er fjerde album, med titlen Issues, nok det mest desperate og mørke album, som bandet har lavet til dato. Mørke toner, angstfyldt tomhed og nervepirrende riffs, på kanten til sindssyge, har lagt sig rundt om albummet, som en klæbrig, kold tåge, der langsomt trækker både bandet og lytterne ned i sølet. En blanding af hip-hop og metal, smelter sammen i et virvar af guitarer, forvrænget til ukendelighed, og bassakkorder så tunge som beton. Det er Jonathan Davis som dirigent - som troldmand, der med sin vokal, som det sidste krydderi, færdiggør bryggen i heksegryden - og med bistand fra de andre medlemmer, skaber noget så ondt og så mørkt, at selv Morbid Angel virker som en flok præpubertere spejderdrenge med blokfløjter og stribede knæsokker. Kort sagt: Det her er lyden af Korn.
"Hey, I'm feeling tired. My time is gone today. You flirt with suicide, sometimes, that's okay. Do what others say. I'm here standing hollow. Falling away from me, falling away from me." - "Falling Away From Me"
Ikke desto mindre, er fjerde album, med titlen Issues, nok det mest desperate og mørke album, som bandet har lavet til dato. Mørke toner, angstfyldt tomhed og nervepirrende riffs, på kanten til sindssyge, har lagt sig rundt om albummet, som en klæbrig, kold tåge, der langsomt trækker både bandet og lytterne ned i sølet. En blanding af hip-hop og metal, smelter sammen i et virvar af guitarer, forvrænget til ukendelighed, og bassakkorder så tunge som beton. Det er Jonathan Davis som dirigent - som troldmand, der med sin vokal, som det sidste krydderi, færdiggør bryggen i heksegryden - og med bistand fra de andre medlemmer, skaber noget så ondt og så mørkt, at selv Morbid Angel virker som en flok præpubertere spejderdrenge med blokfløjter og stribede knæsokker. Kort sagt: Det her er lyden af Korn.
"Hey, I'm feeling tired. My time is gone today. You flirt with suicide, sometimes, that's okay. Do what others say. I'm here standing hollow. Falling away from me, falling away from me." - "Falling Away From Me"
Men det er godt og det er gennemtænkt, og så fik de egentlig brygget det hele sammen på relativt kort tid. Fra to års mellemrum mellem foregående albums, er der kun ni måneder fra udgivelsen af Follow The Leader til Issues. Det skal ikke kunne siges, om det er netop dét, der har gjort udslaget, eller om dette album ganske simpelt er suverænt, men Issues ryger, ligesom Follow The Leader, direkte ind som #1 på den amerikanske Billboard Top 200 Albums, og sælger i sin første uge over en halv million kopier. De fleste ville nok vove at påstå, at Korn fik gjort arbejdet, og sikrede sig en plads i fremtiden på de amerikanske hitlister, for Issues er et godt album med masser af nytænkning, men nytænkning, på den helt specielle Korn-måde. Personligt synes jeg, at albummet er noget særligt, men det er ikke et album jeg nyder at høre særlig ofte - måske pga. den stemning der er. Det meget melankolske. Det meget pinefulde. Den udprægede tomhed.
16 numre fik de skabt på de ni måneder, og der er her at finde særlige numre som "Falling Away From Me", "Trash", "Beg For Me", "Make Me Bad", "Hey Daddy", "Let's Get This Party Started" og "Dirty". Det er en pæn potion numre lige at slynge ud, men det understreger nu blot albummets betydning for bandets karriere.
You fuck me up, I'm gagged and bound. You pick me up when I am down. I cannot live without them, I do not live without them. - "Hey Daddy"
En anden god idé de igen er kommet op med, er de små mellemstykker eller interludes, som der er fire af - fem med intronummeret. Det er enkelte, gentagne takter, der er uden omkvæd eller vers - nærmest som en slags ekstra tanker, der er blevet nedfældet, men som der ikke kunne laves et helt nummer ud af. Jeg synes nu ikke det gør så meget, for det giver lige det der ekstra, der får det hele til at virke endnu mere mørkt og forskruet. F.eks. kan man næsten fornemme de skumgummibelagte vægge og den stramtsiddende spændetrøje i mellemstykket "Am I Going Crazy", og hele den stemning, der dannes gennem det lydlige billede, med stemmer der hurtigt fader ind og fader ud, mens de bliver spillet baglæns, må være den mest autentiske fornemmelse jeg har haft, af fuldkommen at have mistet forstanden. Det er ihvertfald ikke et nummer der er særlig sundt, at lade køre på repeat alt for længe.
Og minsandten om der ikke også kom en video fra dette album, nemlig den mere børnevenlige "Make Me Bad", som er en smule bad boy, men alligevel sober nok til at blive sendt igennem MTV-maskineriet, sminket, udklædt og spillet. Det var endda også gennem en tegnekonkurrence på MTV, at det nye cover til Issues blev valgt. Coveret valgte bandet naturligvis selv, men blev trods alt fundet, ud af alle de fans, der sendte deres foreslag, til et nyt cover, ind til "MTV's Cover Contest". Det skal dog tilføjes, at der også blev lavet en video til "Falling Away From Me", men lidt ligesom Prodigys "Smack My Bitch Up", er den ikke helt velegnet til når de 13-årige piger lakerer negle og venter på at se den nye Britney Spears video.
Så efter et par måneder med en masse pladesalg, tog de fem på endnu en turné, og denne gang bl.a. med Staind. Det var dog ikke første gang at bandet turnérede rundt med andre bands, for de havde for nogle år tilbage, på deres "Family Values" turné, spillet sammen med bl.a. Rammstein, Limp Bizkit, Ice Cube og Orgy. Orgy specielt, havde tidligere udgivet deres debutalbum Candyass gennem Korn's afdeling af deres pladeselskab, hvilket havde indbragte Orgy platin - ikke dårligt for et debutalbum må man sige.
Da bandet var færdig med turnéen, må det have været på tide at nyde livet lidt, for igen var der lang pause, hvor man intet hørte fra bandet. Først to år og syv måneder efter udgivelsen af Issues, var der atter et album at finde på hylderne i pladebutikkerne: Untouchables.
16 numre fik de skabt på de ni måneder, og der er her at finde særlige numre som "Falling Away From Me", "Trash", "Beg For Me", "Make Me Bad", "Hey Daddy", "Let's Get This Party Started" og "Dirty". Det er en pæn potion numre lige at slynge ud, men det understreger nu blot albummets betydning for bandets karriere.
You fuck me up, I'm gagged and bound. You pick me up when I am down. I cannot live without them, I do not live without them. - "Hey Daddy"
En anden god idé de igen er kommet op med, er de små mellemstykker eller interludes, som der er fire af - fem med intronummeret. Det er enkelte, gentagne takter, der er uden omkvæd eller vers - nærmest som en slags ekstra tanker, der er blevet nedfældet, men som der ikke kunne laves et helt nummer ud af. Jeg synes nu ikke det gør så meget, for det giver lige det der ekstra, der får det hele til at virke endnu mere mørkt og forskruet. F.eks. kan man næsten fornemme de skumgummibelagte vægge og den stramtsiddende spændetrøje i mellemstykket "Am I Going Crazy", og hele den stemning, der dannes gennem det lydlige billede, med stemmer der hurtigt fader ind og fader ud, mens de bliver spillet baglæns, må være den mest autentiske fornemmelse jeg har haft, af fuldkommen at have mistet forstanden. Det er ihvertfald ikke et nummer der er særlig sundt, at lade køre på repeat alt for længe.
Og minsandten om der ikke også kom en video fra dette album, nemlig den mere børnevenlige "Make Me Bad", som er en smule bad boy, men alligevel sober nok til at blive sendt igennem MTV-maskineriet, sminket, udklædt og spillet. Det var endda også gennem en tegnekonkurrence på MTV, at det nye cover til Issues blev valgt. Coveret valgte bandet naturligvis selv, men blev trods alt fundet, ud af alle de fans, der sendte deres foreslag, til et nyt cover, ind til "MTV's Cover Contest". Det skal dog tilføjes, at der også blev lavet en video til "Falling Away From Me", men lidt ligesom Prodigys "Smack My Bitch Up", er den ikke helt velegnet til når de 13-årige piger lakerer negle og venter på at se den nye Britney Spears video.
Så efter et par måneder med en masse pladesalg, tog de fem på endnu en turné, og denne gang bl.a. med Staind. Det var dog ikke første gang at bandet turnérede rundt med andre bands, for de havde for nogle år tilbage, på deres "Family Values" turné, spillet sammen med bl.a. Rammstein, Limp Bizkit, Ice Cube og Orgy. Orgy specielt, havde tidligere udgivet deres debutalbum Candyass gennem Korn's afdeling af deres pladeselskab, hvilket havde indbragte Orgy platin - ikke dårligt for et debutalbum må man sige.
Da bandet var færdig med turnéen, må det have været på tide at nyde livet lidt, for igen var der lang pause, hvor man intet hørte fra bandet. Først to år og syv måneder efter udgivelsen af Issues, var der atter et album at finde på hylderne i pladebutikkerne: Untouchables.
Dette album er noget særligt på grund af tre ting. 1. Det er det album, der har solgt færrest, i hele deres karriere. 2. Det er det første album i rockhistorien, der benytter sig af en Euphonix R1 Digital Hard Disk Recorder med 96k, 24 Bit sampling, til optagelse, hvilket er dobbelt så meget som hvad der normalt bliver brugt. Og 3. og sidste grund - det er mit personlige favoritalbum!
Den ekstra ventetid kunne have noge at gøre med, at bassist Fieldy i denne periode, arbejdede på et soloalbum med navnet Fieldy's Dreams. Fieldy udtalte selv til MTV i 2001, at albummet ville blive "straight-up hip-hop and real musical" og "the heaviest record to be put out ever". Med Kelis, et medlem fra Pharcyde og Snoop Doggs fætter, RBX på gæstelisten, så det da også meget lovende ud, men men men... Fieldys debutalbum, som hip-hop soloartist, floppede fuldkommen og overalt på musikscenen blev et meget velkendt ordsprog gentaget: "Skomager, bliv ved din læst!!". Så langt så godt, og Fieldy vendte tilbage til sin gamle 4-strengede følgesvend og fik indspillet Untouchables færdigt.
Ud over en ny stil, der på en eller anden måde præger albummet, ikke mindst pga. den nye langt forbedrede lydkvalitet, er der en del ting, der får dette album til at skille sig ud. Stilen er mere eksperimenterende. Den er mere... Korn i det nye årtusinde? Det er svært at sætte en finger på, præcis hvor det nye ligger, men det er som om det svinger mere, som om rytmen er blevet mere finpudset. Der er også gjort brug af flere synths og vocalizers, men ikke på en techno-agtig måde - bevares, det er stadig metal! Musikken er blevet mere kontrolleret - ikke nogen vilde tilfældige twists fra bass'en, og ikke nogen fejlgreb i guitarakkorderne - selv om der dog heller ikke var så meget af det, på de andre albums. Det er tydeligt at høre, at instrumenterne er spillet ind hver for sig, og at der er gjort brug af drummachines og andre elektriske finesser, i modsætning til de andre albums, hvor det mere virker som om hele molevitten er indspillet live og et helt nummer ad gangen, uden stop. Indspilnings- og lydmæssigt, er det her album, nær det perfekte, men selv om jeg personligt føler stor lidenskab for netop dette album, deler jeg tilsyndeladende ikke samme mening som mange andre fans, der var mere eller mindre skuffet, da det kom på gaden.
"All of my hate cannot be bound. I will not be drowned, by your thoughtless scheming. So you can try to tear me down, beat me to the ground. I will see you screaming" - "Thoughtless"
Der er rigtig mange fede numre på dette album og det er nok her, de fleste af mine yndlingssange fra Korn, er at finde. Numre som "Hollow Life", "Thoughtless", "Alone I Break", "Embrace" og "No One's There", synes at kunne hives frem igen og igen. Det sker dog, ligesom med alt andet musik, sjældnere og sjældnere.
Indholdsmæssigt er der også sket noget, og vi finder pludselig sange, hvor det faktisk virker som om Davis omsider er begyndt at se fremad. I intronummeret "Here To Stay" synger han: "The hurt inside is fading. This shit's gone way too far. All this time I've been waiting, no I can not grieve anymore. For what's inside awaking. I'm done, I'm not a whore. You've taken everything and oh, I can not give anymore.
Trods beskrivelsen af elendighed og smerte, virker det som om at han på en eller anden måde har gjort op med sin fortid, selv om den stadig hjemsøger ham. Hans vokal virker også mere balanceret og ikke nær så mørk, men om det er fordi han har været igennem et utal af elektroniske apparater, har sunget sangen om og om igen, eller rent faktisk, omsider har fundet lidt ro i sjælen, er ikke til at sige.
Den ekstra ventetid kunne have noge at gøre med, at bassist Fieldy i denne periode, arbejdede på et soloalbum med navnet Fieldy's Dreams. Fieldy udtalte selv til MTV i 2001, at albummet ville blive "straight-up hip-hop and real musical" og "the heaviest record to be put out ever". Med Kelis, et medlem fra Pharcyde og Snoop Doggs fætter, RBX på gæstelisten, så det da også meget lovende ud, men men men... Fieldys debutalbum, som hip-hop soloartist, floppede fuldkommen og overalt på musikscenen blev et meget velkendt ordsprog gentaget: "Skomager, bliv ved din læst!!". Så langt så godt, og Fieldy vendte tilbage til sin gamle 4-strengede følgesvend og fik indspillet Untouchables færdigt.
Ud over en ny stil, der på en eller anden måde præger albummet, ikke mindst pga. den nye langt forbedrede lydkvalitet, er der en del ting, der får dette album til at skille sig ud. Stilen er mere eksperimenterende. Den er mere... Korn i det nye årtusinde? Det er svært at sætte en finger på, præcis hvor det nye ligger, men det er som om det svinger mere, som om rytmen er blevet mere finpudset. Der er også gjort brug af flere synths og vocalizers, men ikke på en techno-agtig måde - bevares, det er stadig metal! Musikken er blevet mere kontrolleret - ikke nogen vilde tilfældige twists fra bass'en, og ikke nogen fejlgreb i guitarakkorderne - selv om der dog heller ikke var så meget af det, på de andre albums. Det er tydeligt at høre, at instrumenterne er spillet ind hver for sig, og at der er gjort brug af drummachines og andre elektriske finesser, i modsætning til de andre albums, hvor det mere virker som om hele molevitten er indspillet live og et helt nummer ad gangen, uden stop. Indspilnings- og lydmæssigt, er det her album, nær det perfekte, men selv om jeg personligt føler stor lidenskab for netop dette album, deler jeg tilsyndeladende ikke samme mening som mange andre fans, der var mere eller mindre skuffet, da det kom på gaden.
"All of my hate cannot be bound. I will not be drowned, by your thoughtless scheming. So you can try to tear me down, beat me to the ground. I will see you screaming" - "Thoughtless"
Der er rigtig mange fede numre på dette album og det er nok her, de fleste af mine yndlingssange fra Korn, er at finde. Numre som "Hollow Life", "Thoughtless", "Alone I Break", "Embrace" og "No One's There", synes at kunne hives frem igen og igen. Det sker dog, ligesom med alt andet musik, sjældnere og sjældnere.
Indholdsmæssigt er der også sket noget, og vi finder pludselig sange, hvor det faktisk virker som om Davis omsider er begyndt at se fremad. I intronummeret "Here To Stay" synger han: "The hurt inside is fading. This shit's gone way too far. All this time I've been waiting, no I can not grieve anymore. For what's inside awaking. I'm done, I'm not a whore. You've taken everything and oh, I can not give anymore.
Trods beskrivelsen af elendighed og smerte, virker det som om at han på en eller anden måde har gjort op med sin fortid, selv om den stadig hjemsøger ham. Hans vokal virker også mere balanceret og ikke nær så mørk, men om det er fordi han har været igennem et utal af elektroniske apparater, har sunget sangen om og om igen, eller rent faktisk, omsider har fundet lidt ro i sjælen, er ikke til at sige.
"Thoughtless" er en slags ny udgave af debutalbummets "Faget", men denne gang får bandet lov at lave en video, der forudsigeligt nok, skildrer en drengs opgør med mobning og slåskampe på en highschool. Videoen afsluttes med at drengen, med en pige i følge, der næppe er klædt på til bal, gør entré til det lokale senior prom og brækker sig ud over alt og alle, inklusiv det nykronede "senior prom winners" par. En fin lille detalje under brækscenen, er zoom på drengens kors og det bræk, der lander på det. Lur mig om Davis ikke har haft en finger med i spillet dér. Noget andet interessant, er det mikrofonstativ, som Davis står med. Det er nemlig ikke et helt tilfældigt stativ, backstage-holdet har fundet, under en masse kostumer og sjove hatte. Det er nemlig et stativ Davis har bestilt af den schweiziske kunstner Hans Reudi Giger, og er altså blevet speciallavet til forsangeren. Hans Reudi har tidligere lavet forskellige kunstværker til film som f.eks. Aliens og Species. Ud over det kan det tilføjes at Evanescence også har lavet et covernummer af "Thoughtless". Den lader vi lige stå lidt...
Trods intronummerets mere positive vinkel, står det dog stadig en smule i kontrast til numre som "Alone I Break", hvor Davis synger: Am I going to leave this place? What is it I'm hanging from? Is there nothing more to come? Is it always black in space? Am I going to take its place? Am I going to win this race? I guess god's up in this place? What is it that I've become? Is there something more to come?.
Her synes den mørke stemning fra Issues at være genoptaget og tvivlen om hvor vidt alting ser så rosenrødt ud for bandet, breder sig hastigt. Det er ihvertfald en smule svært at gennemskue, præcist hvor bandet på dette tidspunkt befinder sig, ved at rode rundt i teksterne. Det behøver man heldigvis ikke, men kan i stedet bare nyde musikken og den fede heavy metal, numre som "Embrace" og "Thoughtless" egentlig er.
Efter udgivelsen af Untouchables, som høstede enkelt platin og en grammy for nummeret "Here To Stay" for "Best Metal Performance", drog bandet endnu engang ud på den traditionelle turné, de denne gang kaldte "Pop Sux!", og hvor der, til koncerterne, var $10 rabat på billetter for teenagere.
Følg med i sidste del af serien om historien bag musikken, hvor bandet giver pladeselskabet fingeren og selv producerer og indspiller samtlige sange til albummet, der vender Korn tilbage til gamle dage, samt en ekstra overraskelse for fansene.
Til de interesserede kan videoen til "Thoughtless" ses på dette link.
Trods intronummerets mere positive vinkel, står det dog stadig en smule i kontrast til numre som "Alone I Break", hvor Davis synger: Am I going to leave this place? What is it I'm hanging from? Is there nothing more to come? Is it always black in space? Am I going to take its place? Am I going to win this race? I guess god's up in this place? What is it that I've become? Is there something more to come?.
Her synes den mørke stemning fra Issues at være genoptaget og tvivlen om hvor vidt alting ser så rosenrødt ud for bandet, breder sig hastigt. Det er ihvertfald en smule svært at gennemskue, præcist hvor bandet på dette tidspunkt befinder sig, ved at rode rundt i teksterne. Det behøver man heldigvis ikke, men kan i stedet bare nyde musikken og den fede heavy metal, numre som "Embrace" og "Thoughtless" egentlig er.
Efter udgivelsen af Untouchables, som høstede enkelt platin og en grammy for nummeret "Here To Stay" for "Best Metal Performance", drog bandet endnu engang ud på den traditionelle turné, de denne gang kaldte "Pop Sux!", og hvor der, til koncerterne, var $10 rabat på billetter for teenagere.
Følg med i sidste del af serien om historien bag musikken, hvor bandet giver pladeselskabet fingeren og selv producerer og indspiller samtlige sange til albummet, der vender Korn tilbage til gamle dage, samt en ekstra overraskelse for fansene.
Til de interesserede kan videoen til "Thoughtless" ses på dette link.
