KoRn - del II
Fortsættelsen på historien bag musikken er en realitet - Connery giver her anden del i fortællingen om et af tidens største metalbands.
Salgstallene imponerede for alvor rockanmelderne, da Korn på første uge solgte over 100.000 albums - og det i sig selv er noget af en bedrift, da bandet ikke havde voldsomt mange medier at promovere deres musik gennem. De havde ihvertfald ikke MTV, og de amerikanske radiostationer fandt, ligesom pressen, albummet og musikken usmagelig, selv om rockanmeldere og andre metal fans, begejstret og interesseret fulgte med i noget, der langsomt var begyndt at udvikle sig, ikke mindst efter turnéen, som bandet tog ud på, for at promovere albummet.
Teksterne og sangene i sig selv er blevet mere komplekse, og ikke nær så gennemskuelige, som på tidligere album, men ellers finder vi på Life Is Peachy meget i samme stil, som på debutalbummet. Igen har vi de ekstra nedstemte 7-strengede guitarer, den dybe, mere funky bass, og trommer, der giver musikken et mere hip-hop agtigt præg. Oven i det rytmiske og melodiske, der med guitarist James "Munky"s riffs minder om en blanding af et cirkus og en sindssygeanstalt, får vi teksterne om en pinefuld barndom og personlige problemer, igen primært fra forsanger Jonathan Davis. Men denne gang var pressen klar, for der gik ikke længe før der kunne findes udtalelser om bandet, deres musik og specielt deres tekster, hvor en lang række malende ord om albummet som "sindssygt", "perverst" og "et stykke forskruet personligt helvede", var at finde. Dette lod sig umiddelbart ikke stoppe, og bandet var lige ved at komme i uføre med de amerikanske myndigheder, da en dreng blev smidt ud fra en skole, blot for at have været iført en t-shirt med påskriften "Korn". Den administrerende inspektør på Michigan Highschool, hvor hændelsen fandt sted, udtalte at musikken var "usømmelig, vulgær og uanstændig". Men den lille episode lod sig ikke blot falde til jorden, for bandet sendte en eklæring af sted - en såkaldt "cease-and-desist" eklæring - der uden indgriben ville have sendt bandet og inspektøren i en retssag, omhandlende en lettere form for frihedsberøvelse. Men der kom aldrig nogen retssag, for inspektøren valgte at genindsætte eleven - og det var noget der vakte opsigt - da det for alvor viste, at dette band ville gå rigtig langt for sine fans.
Ud over en smule mere tumult i pressen end ved debutalbummet, er der ikke de store nyheder på tapetet, hvad angår det musikalske, selv om der på Life Is Peachy er at finde Deftones vokalist Chino Moreno på nummeret "Wicked", samt en coverversion af rockklassikeren "Low Rider", der ligesom med "Shoots And Ladders", får tilsat en smule funky toner fra Davis' sækkepibe. Og så tilfører nummeret "Mr. Rogers" endnu mere forvirring til den historie, man stykvis kan få sat sammen gennem teksterne på de to albums, for det var de fleste fans' opfattelse, efter at have hørt sidste nummer på debutalbummet "Daddy", at Davis i sin barndom, var blevet seksuelt misbrugt af sin far, men vi får her den endelige sandhed, da Davis synger om sin nabo Mr. Rogers og om at have fået taget sin uskyld. Man kan så undre sig over, hvorfor Davis har valgt at kalde nummeret "Daddy", men linien "Innocent child, looking so pretty. Come out and play, I'll be your daddy", giver måske en smule forklaring. Endnu et følelsesladet lukkenummer er der at finde med nummeret "Kill You", hvor man virkelig føler galskaben og smerten, blandet sammen med det ubegribelige had, der gennemstrømmer Davis på hele albummet. Sangen er dedikeret til Davis' stedmor.
"Looking back, I was never ever right. You were my stepmom, who always wanted me out of your sight. I would come walking in, and I'd say 'hello', but you slapped me and you'd make some fucked up comment about my clothes. But I tried to let it pass, but the pictures in my head, were of you, with a knife up your ass, laying dead, so I popped some more caps, in your ass. Now your son is such a fuck - motherfucking bitch, never try to play me!". -"Kill You"
Den stod efter udgivelsen på mere turné og bandet rejste specielt USA tyndt, indtil de trak sig tilbage til studiet og begyndte at arbejde på et tredje album. Men inden de nåede at komme alt for langt, fik de et brev fra en fan, der led af kræft og havde et ønske om at se sine idoler, blot i nogle få minutter. Bandet var naturligvis nervøse, men valgte at acceptere invitationen for at møde drengen Justin. Men de få minutter udviklede sig til timer, og timerne til en hel dag. Det endte med flere dage og til sidst et nummer, der med samme navn som drengen, var at finde på tredje album i rækken: Follow The Leader. Episoden med Justin, viste en helt ny side af bandet, som om muligt, var blevet begravet i personlige problemer og barndomstraumer.
Teksterne og sangene i sig selv er blevet mere komplekse, og ikke nær så gennemskuelige, som på tidligere album, men ellers finder vi på Life Is Peachy meget i samme stil, som på debutalbummet. Igen har vi de ekstra nedstemte 7-strengede guitarer, den dybe, mere funky bass, og trommer, der giver musikken et mere hip-hop agtigt præg. Oven i det rytmiske og melodiske, der med guitarist James "Munky"s riffs minder om en blanding af et cirkus og en sindssygeanstalt, får vi teksterne om en pinefuld barndom og personlige problemer, igen primært fra forsanger Jonathan Davis. Men denne gang var pressen klar, for der gik ikke længe før der kunne findes udtalelser om bandet, deres musik og specielt deres tekster, hvor en lang række malende ord om albummet som "sindssygt", "perverst" og "et stykke forskruet personligt helvede", var at finde. Dette lod sig umiddelbart ikke stoppe, og bandet var lige ved at komme i uføre med de amerikanske myndigheder, da en dreng blev smidt ud fra en skole, blot for at have været iført en t-shirt med påskriften "Korn". Den administrerende inspektør på Michigan Highschool, hvor hændelsen fandt sted, udtalte at musikken var "usømmelig, vulgær og uanstændig". Men den lille episode lod sig ikke blot falde til jorden, for bandet sendte en eklæring af sted - en såkaldt "cease-and-desist" eklæring - der uden indgriben ville have sendt bandet og inspektøren i en retssag, omhandlende en lettere form for frihedsberøvelse. Men der kom aldrig nogen retssag, for inspektøren valgte at genindsætte eleven - og det var noget der vakte opsigt - da det for alvor viste, at dette band ville gå rigtig langt for sine fans.
Ud over en smule mere tumult i pressen end ved debutalbummet, er der ikke de store nyheder på tapetet, hvad angår det musikalske, selv om der på Life Is Peachy er at finde Deftones vokalist Chino Moreno på nummeret "Wicked", samt en coverversion af rockklassikeren "Low Rider", der ligesom med "Shoots And Ladders", får tilsat en smule funky toner fra Davis' sækkepibe. Og så tilfører nummeret "Mr. Rogers" endnu mere forvirring til den historie, man stykvis kan få sat sammen gennem teksterne på de to albums, for det var de fleste fans' opfattelse, efter at have hørt sidste nummer på debutalbummet "Daddy", at Davis i sin barndom, var blevet seksuelt misbrugt af sin far, men vi får her den endelige sandhed, da Davis synger om sin nabo Mr. Rogers og om at have fået taget sin uskyld. Man kan så undre sig over, hvorfor Davis har valgt at kalde nummeret "Daddy", men linien "Innocent child, looking so pretty. Come out and play, I'll be your daddy", giver måske en smule forklaring. Endnu et følelsesladet lukkenummer er der at finde med nummeret "Kill You", hvor man virkelig føler galskaben og smerten, blandet sammen med det ubegribelige had, der gennemstrømmer Davis på hele albummet. Sangen er dedikeret til Davis' stedmor.
"Looking back, I was never ever right. You were my stepmom, who always wanted me out of your sight. I would come walking in, and I'd say 'hello', but you slapped me and you'd make some fucked up comment about my clothes. But I tried to let it pass, but the pictures in my head, were of you, with a knife up your ass, laying dead, so I popped some more caps, in your ass. Now your son is such a fuck - motherfucking bitch, never try to play me!". -"Kill You"
Den stod efter udgivelsen på mere turné og bandet rejste specielt USA tyndt, indtil de trak sig tilbage til studiet og begyndte at arbejde på et tredje album. Men inden de nåede at komme alt for langt, fik de et brev fra en fan, der led af kræft og havde et ønske om at se sine idoler, blot i nogle få minutter. Bandet var naturligvis nervøse, men valgte at acceptere invitationen for at møde drengen Justin. Men de få minutter udviklede sig til timer, og timerne til en hel dag. Det endte med flere dage og til sidst et nummer, der med samme navn som drengen, var at finde på tredje album i rækken: Follow The Leader. Episoden med Justin, viste en helt ny side af bandet, som om muligt, var blevet begravet i personlige problemer og barndomstraumer.
Tredje album udkom i 1998, igen to år efter sidste album, og med den opsigt bandet efterhånden havde vakt, røg albummet direkte ind som nr. 1 på den amerikanske Billboard Top 200 Albums. Og det er der så sandelig heller ikke noget at sige til, for dette album sparker virkelig røv. Det er som om vreden og hadet til verden omkring dem, for alvor har taget fat, for sangene er generelt langt hårdere og langt mere energifyldte, end på de to tidligere albums. Det er også her vi finder det ultimative hit "Freak On A Leash", hvis video, til stor forbavselse, blev spillet på MTV. Den vandt oven i købet kategorierne "Best Rock Video" og "Best Editing In A Video" og blev nomineret i ikke mindre end ni andre kategorier ved MTV Music Awards i '98. Samme video vandt også en grammy for "Best Short Form Video".
Det var måske det, der var sket tidligere, på bandets officielle hjemmeside Korn.com, der for alvor gjorde Korn eftertragtet, i den almene offentlighed, og satte yderligere gang i pladesalget - for mellem d. 5 marts og d. 16 april, 1998, kunne man hver torsdag fra 17.30-18.30, opleve bandet live på hjemmesiden. Programmet, som blev kaldt "Korn's After School Special 1998", lod fansene følge med i indspilningen af det nye album og der var masser af gæster i programmet så som medlemmer fra 311, Deftones, Limp Bizkit, Sugar Ray, The Pharcyde og Orgy og pornostjernerne Ron Jeremy, Shane og Randy Rage. Serien fik mange fans, nye såvel som gamle, til at besøge hjemmesiden og da den genåbnede d. 1 aug. 1998, havde den ikke mindre end 200.000 fans på deres e-mail liste og over 75.000 besøgende på siden hver uge. Så der var ikke noget at sige til, at pladesalget lå hvor det gjorde, da albummet blev sendt ud d. 18 aug - nemlig ca. 270.000 kopier, den første uge. Bladet Rolling Stones, skrev også samme år: "Follow The Leader, issued in a year when alternative rock was pushing up the daisies, commercially and creativily. Korn put new muscle into the old dog and channeled their disgust with the state of the nation - and the generation doomed to inherit it - into booming articulate violence".
Det var også her, efter at Follow The Leader blev udsendt, at bandet holdt såkaldte Fan Conferences sammen med snakken om "Family Values", som bandets 1998 turné kom til at hedde. Ved disse Fan Conferences, som blev holdt i pladeforretninger i alle de største byer i USA, kunne fans få autografer, stille spørgsmål og meget mere, og der var generelt tale om store arrangementer, der virkelig lod fansene komme tæt på bandet.
Som omtalt, er det også et af de bedste albums bandet har udgivet, for det er råt og brutalt - lige ind til benet - uden en masse billedlige udtryk og andet kunstnerisk gejl. De tre første numre, "It's On", "Freak On A Leash" og "Got The Life" er heavy metal når det er bedst - ren power med en anelse galskab og twistede riffs, krydret med Jonathan Davis' vokal, der altid vipper mellem brændende had og komplet sindssyge. Andre interessante numre at finde, er "Dead Bodies Everywhere", hvor Davis synger om sin tid, som assistent hos en retsmediciner, hvor han arbejdede med lig fra forskellige ulykker. Ellers byder albummet på flere numre med ren power-metal og nærmest som tradition, et helvedesnummer, som rosinen i pølseenden - denne gang med titlen "My Gift To You", der handler om et mislykket forhold til en pige.
"Here I am, just a man. Feeling pain, gives me life. Relieving us is my plan. I'd do anything just to see through your eyes, just to see through your lies, just to see through your eyes, just to see through your lies - I hate you, can't you feel the pain! I hate you, can't you feel the pain! I hate you! Oh, fuck!" -"My Gift To You"
4 års samarbejde havde nu resulteret i tre albums og Korn havde efterhånden markeret sig rimelig solidt i rockbranchen. Men efterhånden spillede alle på nedstemte guitarer og heavy metal eller nu-metal, var ved at blive så mainstream og kommercielt og bandet vidste at næste album ikke kunne være i samme stil med Life Is Peachy eller Follow The Leader - det ville simpelthen ikke holde. Så de fem satte sig ned og arbejdede på en ny plade, med tanken i baghovedet om, at det her de skulle i gang med at lave, ikke skulle være som noget andet, de havde lavet før.
Følg med i tredje del af historien bag musikken, der kommer snarest.
Det var måske det, der var sket tidligere, på bandets officielle hjemmeside Korn.com, der for alvor gjorde Korn eftertragtet, i den almene offentlighed, og satte yderligere gang i pladesalget - for mellem d. 5 marts og d. 16 april, 1998, kunne man hver torsdag fra 17.30-18.30, opleve bandet live på hjemmesiden. Programmet, som blev kaldt "Korn's After School Special 1998", lod fansene følge med i indspilningen af det nye album og der var masser af gæster i programmet så som medlemmer fra 311, Deftones, Limp Bizkit, Sugar Ray, The Pharcyde og Orgy og pornostjernerne Ron Jeremy, Shane og Randy Rage. Serien fik mange fans, nye såvel som gamle, til at besøge hjemmesiden og da den genåbnede d. 1 aug. 1998, havde den ikke mindre end 200.000 fans på deres e-mail liste og over 75.000 besøgende på siden hver uge. Så der var ikke noget at sige til, at pladesalget lå hvor det gjorde, da albummet blev sendt ud d. 18 aug - nemlig ca. 270.000 kopier, den første uge. Bladet Rolling Stones, skrev også samme år: "Follow The Leader, issued in a year when alternative rock was pushing up the daisies, commercially and creativily. Korn put new muscle into the old dog and channeled their disgust with the state of the nation - and the generation doomed to inherit it - into booming articulate violence".
Det var også her, efter at Follow The Leader blev udsendt, at bandet holdt såkaldte Fan Conferences sammen med snakken om "Family Values", som bandets 1998 turné kom til at hedde. Ved disse Fan Conferences, som blev holdt i pladeforretninger i alle de største byer i USA, kunne fans få autografer, stille spørgsmål og meget mere, og der var generelt tale om store arrangementer, der virkelig lod fansene komme tæt på bandet.
Som omtalt, er det også et af de bedste albums bandet har udgivet, for det er råt og brutalt - lige ind til benet - uden en masse billedlige udtryk og andet kunstnerisk gejl. De tre første numre, "It's On", "Freak On A Leash" og "Got The Life" er heavy metal når det er bedst - ren power med en anelse galskab og twistede riffs, krydret med Jonathan Davis' vokal, der altid vipper mellem brændende had og komplet sindssyge. Andre interessante numre at finde, er "Dead Bodies Everywhere", hvor Davis synger om sin tid, som assistent hos en retsmediciner, hvor han arbejdede med lig fra forskellige ulykker. Ellers byder albummet på flere numre med ren power-metal og nærmest som tradition, et helvedesnummer, som rosinen i pølseenden - denne gang med titlen "My Gift To You", der handler om et mislykket forhold til en pige.
"Here I am, just a man. Feeling pain, gives me life. Relieving us is my plan. I'd do anything just to see through your eyes, just to see through your lies, just to see through your eyes, just to see through your lies - I hate you, can't you feel the pain! I hate you, can't you feel the pain! I hate you! Oh, fuck!" -"My Gift To You"
4 års samarbejde havde nu resulteret i tre albums og Korn havde efterhånden markeret sig rimelig solidt i rockbranchen. Men efterhånden spillede alle på nedstemte guitarer og heavy metal eller nu-metal, var ved at blive så mainstream og kommercielt og bandet vidste at næste album ikke kunne være i samme stil med Life Is Peachy eller Follow The Leader - det ville simpelthen ikke holde. Så de fem satte sig ned og arbejdede på en ny plade, med tanken i baghovedet om, at det her de skulle i gang med at lave, ikke skulle være som noget andet, de havde lavet før.
Følg med i tredje del af historien bag musikken, der kommer snarest.
