Connery

Kære N!

Uden dig er jeg helt fortabt.

Kære N!
Uden dig er jeg helt fortabt. Jeg savner at holde dig i hånden, bare lytte til dig og holde dig tæt ind til mit ansigt. Men du blev taget af en anden og selvom du måske ikke selv ved det, finder du aldrig nogen, som elsker dig så højt som mig.

Du vil aldrig mere ringe til mig, eller bare sende mig en enkelt SMS. Jeg ved det godt, men det er svært at acceptere. Du og jeg, vi havde så mange sjove timer sammen. Jeg har grinet og grædt sammen med dig, og du har altid lyttet, også selvom jeg ikke altid har lyttet til dig. Du var den sidste jeg så på inden jeg lod søvnen komme og den første jeg krammede om morgenen.

Vi var altid sammen, du og jeg - kun os to! Jeg kunne betro dig mine inderste tanker og kun jeg bestemte, om du skulle dele dem med andre. Modsat delte du også alting med mig og jeg fik lov at læse dine inderste tanker, gode som dårlige. Jeg ved det er slut nu og selvom jeg håber det ikke er sandt, ved jeg godt, at du har delt nogle af mine hemmeligheder med andre.

Det er fortid nu og jeg håber jeg kan finde en som dig i fremtiden. Måske - det vil dog aldrig blive helt det samme. Du var lyset i mit liv, jeg vil altid sidde og vente på, at du giver lyd fra dig igen, også selvom jeg ved at det ikke er sandsynligt. Du tog min identitet, da du forlod mig. Jeg følte jeg mistede kontakten til hele verden, mine venner, familie og mest af alt dig. Jeg håber du har det godt, hvor du er nu, jeg prøvede at ringe til dig, men du havde selvfølgelig sat mobilsvar på. Jeg tager det som et tegn, et tegn på at det er slut.

Når det er sagt; jeg håber du kan lide den jakke jeg gav dig inden du forlod mig, at du husker at vaske den og at du har det godt hvor du er nu. Elsker dig for altid og evigt, troede ikke jeg skulle blive så afhængig af dig, men det skete alligevel.

Én sidste ting inden jeg siger farvel. Jeg har mødt din bror, vi har været ude et par gange og jeg tror vi føler det samme for hinanden. Jeg købte ham en jakke magen til din, og den klæder ham virkelig. Han har lovet mig, at han aldrig vil skuffe mig og selvom han er yngre end dig, tror jeg nok vi skal finde ud af det.

Du blev taget fra mig en nat, vi var i byen, jeg ledte efter dig hele den efterfølgende morgen, ja jeg ringede sågar til politiet for at finde dig. De grinede bare og sagde: "Det er jo hvad der sker, er du sikker på, at det ikke bare er en af dine venner som laver sjov med dig." Det var det ikke, fandt jeg ud af.

Kys og kram min kære Nokia 7200 med imiteret skind-cover, vi ses måske igen. Jeg glemmer i hvert fald aldrig dig, og håber du en gang imellem stadig tænker på mig!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce