Connery

Julekalender afsnit 6

I dagens afsnit af Glædelig fucking jul tager vores tre helte i byen for at fejre deres pladekontrakt. Og mon ikke det bliver noget med tøsebørn?

6. DECEMBER

"Julen har bragt forpulet bud

forbrug forbrug smid fornuften ud"


Og det skete i de dage at Morten Møgsvin udsendte en befaling til resten af bandet om at møde op på spillestedet Stenvej 13 for at fyre den af for vildt. For alt tydede på at de havde fået en pladekontrakt og det skulle fejres ved overdreven indtagelse af øl og anden sprit. Og selvom de havde tømmermænd fra natten før så drog de alle afsted.

Men der var kø fordi alle havde besluttet sig for at drage samme sted hen og et øjeblik så det ud til at de måtte nøjes med at tage ned på Høvlen og hænge. Og i det al håb om at komme indenfor på det forjættede spillested så ud til at være ude hørte dørmændene der vogtede køen om Klasse 3's kommende plade. Og de kendte bandmedlemmerne og hyldede dem og deres kommende plade som bringere af punkens revival.

Indenfor på Stenvej 13 gik tre vise - eller i hvert fald trashede og ok lækre - punkerpiger rundt og ledte efter punken som blev væk. Ledt af skæret fra et ramponeret neonskilt gik de hen til Klasse 3 der var samlet i baren og hyldede dem. Den første punkerpige bar en pakke Kings uden filter som hun i beundring delte ud af, den anden lod sin indsmuglede flaske med Æbletif gå på omgang og den tredje præsenterede alle for sin rotte der bar navnet Rotte-Potte.

Og det skete i løbet af aftenen som hurtigt blev til nat at bandet førte sig frem som punkens håb og katalysatorer for en ny tid. De drak og dansede og fik lykønskninger og omgange og gentagne gange blev dj"en overtalt til at spille deres demo-cd som Nøller tilfældigvis havde haft med. Og som natten blev ældre gik det jo hverken værre eller bedre end at de tre vise - eller i hvert fald trashede og i takt med indtagelsen af Æbletif mere og mere lækre - punkerpiger blev indfanget af især Nøllers charmerende (samt rå og rebelske, ej at forglemme) væsen. Så alt i alt så det ud til at det nok skulle blive en rigtig, rigtig god aften.

Spørgsmål melder sig dog. Er de tre punkertøser i virkeligheden kun star-fuckers? Hvis ja, gør det så noget? Og hvor forsvandt Bjarne hen da ingen kunne finde ham omkring klokken to (en ting jeg for at overraske først nævner nu)? Lå han virkelig halvbesvimet af druk et sted - noget hans overdrevne indtagelse af Tif og guldøl kunne tyde på? Eller stak der noget helt andet under? Og er det ikke lidt slidt at bruge juleevangeliet som form på historier? Det er det måske, men det vil jeg heldigvis skide højt og flot på. Så bare luk røven og håb på jeg ikke gør det samme igen i morgen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt