Jordens undergang
Hvis det ikke sker om 40 år, sker det år 2864 ..!
I middelalderen var der to særdeles kolde perioder, der gerne omtales som de små istider. Da var solen næsten uden pletter. Sammenhængen mellem solpletter og klimaændringer gør det muligt at beregne, at jorden har oplevet i det mindste tre klimaændringer forårsaget af ændringer i solen. Dens stråling øges til stadighed, og på et tidspunkt vil den lyse så stærkt op, at alt liv på jorden vil uddø. Havene vil fordampe, og temperaturen stige til over 200 grader og omdanne jorden til en glødende ørken. I en sidste fase vil solen svulme op til en rød kæmpestjerne, der opsluger jorden.
Til de mange trusler om pludselig udslettelse af menneskeheden fra jordens overflade hører også de i det 20. århundrede opståede klimaændringer som følge af en massiv, global forurening. Hvis jorden opvarmes yderligere på grund af de enorme huller i ozonlaget, og det forudsiger mange klimaforskere vil ske i løbet af 50-60 år, er der en betydelig risiko for, at hele iskappen på Vestantarkis, som rummer 3,8 millioner kubikkilometer af is og er den største af de store iskapper, vil kollapse. Det vil få vandstandene i verdenshavene til at stige til 4-6 meter, nok til at medføre katastrofale oversvømmelser af lavtliggende kystområder verden over. Dette udslip af kolossale vandmængder vil have en selvforstærkende virkning og udløse andre naturkatastrofer, som vil ødelægge andet end verdens lavtliggende kystområder og i værste fald opnå et sådant omfang, at menneskeheden forsvinder med samme hast som dinosaurerne.
Mindst fem gange har astronomiske katastrofer udslettet alt liv på jorden. Satalitbilleder viser, at kloden er arret af gamle, meget store meteorkratere - vidnesbyrd om gigantiske katastrofer. Barringerkrateret i Arizona, USA er 1200 meter i diameter med en dybde på 175 meter. Meteoritten, der forårsagede krateret for cirka 50,000 år siden, havde en masse på 100,000 tons.
Den største masseudryddelse i jordens bevægede historie fandt sted for 250 millioner år siden. Amerikanske forkere har revideret forestillingerne om dens tidshorisont og påpeget at det skete meget hurtigere end tidligere antaget. Ved at bestemme henfaldet af radioaktivt uran til bly kunne de datere vulkansk aske i havaflejringerne fra Permtiden i det sydlige Kina. Analysen godtgjorde, at masseudryddelsen kun tog mellem 10,000 og 165,000 år. Hidtil havde forskerne antaget, at udryddelsen foregik over et tidsrum af otte millioner år. 85% af alt liv i havet og 70% af alle hvirveldyr blev udryddet.
Små nedslag fra rummet er mere almindelige end store, men skaderne er i alle tilfælde alvorlige nok. I 1908 blev jorden ramt af en lille kometrest i det øde Tunguska-område i Rusland. Selv om det kun var en lille komet, svarede dens eksplosion til en stor brintbombe. Undersøgelser af de gamle kratere tyder på, at jorden med ca. 30 millioner års mellemrum er udsat for særlig mange nedslag.
I 1983 blev der slået alarm på mange af verdens meteorologiske og astronomiske observationsposter. En satelit havde opfattet vage signaler fra en komet på kollisionskurs mod jorden.
I 1983 blev der slået alarm på mange af verdens meteorologiske og astronomiske observationsposter. En satelit havde opfattet vage signaler fra en komet på kollisionskurs mod jorden.
Med en diameter på ti kilometer var kometen Iras-Iraki-Alcock på størrelse med den, som forskere mener ramte jorden for 65 millioner år siden og muligvis udslettede dinosauerne og alt andet liv. De febrilske beregninger i kontrolrummene verden over kunne ikke udelukke et sammenstød, der ville bringe hele planetens eksistens i fare, men kometen passerede jorden i betryggende afstand.
I 1989 blinkede kontrollamperne rødt igen. Asteroiden 1989FC strøg forbi kun 720,000 kilometer borte (afstande under et par millioner kilometer anses for ubetydelige i verdensrummet). Havde den trekvart kilometer brede klippeblok ramt den blå planet, ville nedslaget have virket som tusindvis af brintbomber, der eksploderede på én gang.
I 1989 blinkede kontrollamperne rødt igen. Asteroiden 1989FC strøg forbi kun 720,000 kilometer borte (afstande under et par millioner kilometer anses for ubetydelige i verdensrummet). Havde den trekvart kilometer brede klippeblok ramt den blå planet, ville nedslaget have virket som tusindvis af brintbomber, der eksploderede på én gang.
I år 2042 vil noget lignende gentage sig, og HVIS katastrofen
også denne gang undgås, vil en kæmpeastoride, som i dette øjeblik er på kollisionskurs mod jorden, udslette denne totalt år 2864.
Så tag jeres forholdsregler, mis amigos del Connery, tegn forsikring, skriv testamente, bed en bøn (men til hvem?).
også denne gang undgås, vil en kæmpeastoride, som i dette øjeblik er på kollisionskurs mod jorden, udslette denne totalt år 2864.
Så tag jeres forholdsregler, mis amigos del Connery, tegn forsikring, skriv testamente, bed en bøn (men til hvem?).
