Connery

John Grisham

Advokaten, der blev forfatter og multimillionær!

John Grisham
John Grisham er en af vor tids allerstørste og mest sælgende forfattere. Hans bøger er ofte blevet filmatiseret, og her for nylig blev endnu en af hans bøger, "The Runaway Jury", filmatiseret. Hvem er John Grisham, og hvad er det egentlig han skriver om? Det får du lidt information om her.

John Grisham blev født i Jonesboro, Arkansas i 1955, som søn af en bygningsarbejder og en hjemmegående mor. Da han var barn, drømte han om at blive professionel baseballspiller, men da han blev ældre, indså han, at han ikke havde formatet til at blive det, og skiftede til en noget anden boldgade: Han begyndte på Mississippi State University, hvor hovedfaget var regnskab. Efter at have overstået dette, som han gjorde i 1981, arbejdede han som advokat i Southaven, Mississippi i næsten ti år, hvor han var specialiseret i kriminelt forsvar. Her brugte han mellem 60 og 70 timer om ugen på sit arbejde, mens han samtidigt brugte ethvert ledigt tidspunkt på at skrive sin første roman. I 1983 blev han valgt til Repræsentanternes Hus, hvor han var indtil 1990.

En dag hørte John Grisham en gribende beretning fra et tolvårigt voldtægtsoffer, og han blev derfor inspireret til at skrive en roman om, hvad der kunne være sket, hvis pigens far havde myrdet hendes overfaldsmænd. Grisham stod op kl. 5 hver dag, for hver dag at få et par timer til at skrive i, inden han skulle på arbejde. Han brugte 3 år på værket, som hedder "A Time To Kill" (dansk titel Øje For Øje). Han færdiggjorde den i 1988, men en masse forlag afviste den, inden det lille amerikanske forlag "Wynwood" købte den, og udgav den i 5000 eksemplarer. Dette kunne have været begyndelsen til enden for Grishams karriere, men allerede dagen efter han havde færdigskrevet "A Time To Kill", var han klar til den næste bog: "The Firm" (Firmaets Mand). Grisham solgte filmrettighederne til Paramount Pictures for $ 600.000 og "The Firm" blev den bedst sælgende bog i 1991. I kølvandet på succesen med "The Firm", udkom "The Pelican Brief" (Pelikannotatet), og "The Client" (Klienten), som også blev store succeser. Nu var Grishams navn slået fast: han er en mesterforfatter.
ANNONCE
John Grisham
John Grishams bibliografi er:

A Time To Kill, The Firm, The Pelican Brief, The Client, The Chamber, The Rainmaker, The Runaway Jury, The Partner, The Street Lawyer, The Testament, The Brethren, A Painted House, Skipping Christmas, The Summons, og The King of Torts.

Mange af titlerne på disse bøger, må vække nogle genkendende blikke hos folk, for mange af bøgerne er filmatiseret. Hvem husker ikke Tom Cruise i "The Firm", eller Denzel Washington og Julia Roberts i "The Pelican Brief"?

Hvad er det så, der er så spændende ved John Grisham? Ja, noget må der være, når langt de fleste af ens bøger er blevet filmatiseret, og det skal da ingen hemmelighed være, at Grisham er blevet rig af at skrive bøger om det amerikanske retssystem, for det er netop, hvad han skriver om.

Grishams kendskab til strukturen i advokatfirmaerne i de amerikanske sydstater, hans kendskab til personerne, begivenhederne, og fiduserne omkring domstolene i det sydlige USA, er unik, og ikke mindst et kendskab, man kun ser hos en ægte fagmand.

Historierne bobler af spænding - man ved ikke rigtigt hvad der sker, men man ved, at den gode er den gode og at de onde er de onde - næsten da. Bøgerne kritiserer moralen hos de amerikanske hot-shot advokater, deres firmaer, og de personer, der dømmer i retten. De kritiserer den materialistiske og kapitalistiske verden, hvor sparehensyn kan koste menneskeliv. De kritiserer hadet og angsten for sorte i sydstaterne, og så er de ganske enkelt - som adskillige filmselskaber har fundet ud af - gode historier. Bøgerne stiller mange spørgsmål, forsøger at give nogle svar, men lader ofte læseren om at dømme folk.

Derfor skal der herfra lyde en opfordring til dig om at læse en bog af Grisham. Du vil ikke fortryde det. En god bog at starte med, er faktisk hans allerførste bog, "A Time To Kill".
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce