Jetpetz hilste på i Studenterhuset
Torsdag d. 23. august røg Jetpetz' debutplade på gaden. Det blev fejret i Studenterhuset i København
Så skete det, Jetpetz smed den selvbetitlede skive ud til offentligheden. Pladen, som vi tidligere her på Connery fik en smuglytter på , blev torsdag d. 23 august frigivet til offentlig nydelse med releaseparty i et godt proppet Studenterhuset.
Festen var annonceret til at sætte igang kl 21, og da vi ankom var der allerede godt befolket både indenfor og udenfor. Klokken 22 sharp vendte alle dog opmærksomheden til den indendørs del af lokationen, trodsede varmen og rettede blikket mod en skærm hvorpå Jetpetz' nye musikvideo rullede. Bravo bravo bravo, den bør ses, genses men ikke overses. Kreatitiv, rå og kælen visualitet, der smukt ledsager lyden til nummeret Wasteland, undertegnede sender folkene bag en beundrende tanke, og håber snart det er muligt for andre også at opleve videoen.
I mellemtiden har Jetpetz fundet vej til scenen, og da videoen slutter efterfulgt af anerkenende og enorme klapsalver, starter koncerten.
Jeg har været yderst spændt på at se, hvordan stjernefrøene ville klare sig live. De er yderst talentfulde musikere, og vokalen ville sende mange til kort at efterligne, men formår de at leve op til dette live? Svaret er et rungende JA!
Lisbeth Frisenette førte an i sikker og teatralsk stil og lod på intet tidspunkt nogen stå tilbage med tvivl i sindet om, om hun egentlig gad være der. Det gad hun i allerhøjeste grad, hvis ikke, så formåede hun alligevel at levere en nærværende og fanden-i-voldsk performance, og det i sig selv er oplevelsen værd. Lisbeths stage-attitude minder om en dramatiker på en teaterscene, der behersker evnen til ikke at overspille, men underspiller lige nok til, at det fungerer optimalt.
Et andet Jetpetz-medlem der sprang frem og fangede min opmærksomhed i samme grad var trommeslageren. Denne band-position plejer ikke just at overskygge de andre, men hos Jetpetz sidder Chad Tyler Charlton bag sine trommer og storsmiler som om hans største ønske netop er blevet opfyldt. Om det var med fuldt overlæg, han havde valgt at klæde sig ud som The Edge fra U2 skal jeg ikke kunne sige, men det fik i hvert fald mine øjne til at fæstne sig hos ham længe nok til at blive overvældet af hans ukontrollerede glæde.
De øvrige medlemmer af Jetpetz leverede varen, men på en mere laid-back og passiv facon end Lisbeth og Chad. Dermed ikke sagt, de var kedeligt sløve, men min fornemmelse siger mig, at deres gennemsigtige performance skyldtes mangel på plads, jeg vil vente til jeg har set dem på en større scene med at sætte et udråbstegn efter et øv-ord.
Mini-koncerten bestod af fem numre. I starten hvilede der en snert af nervøsitet på scenen, der bid for bid reduceredes, for til sidst at forsvinde helt i klapsalver og store smil. Publikum var bestemt ikke at forveksle med hverken kængurustylter eller entusiastiske FCK-fans efter en hjemmesejr, derimod kunne man godt få fornemmelsen af at stå på et engelsk spillested. For her var tale om stive støtter, der højst rockede lidt med den ene fod, vuggede diskret i takt med musikken eller lavede små nik med hovedet, der alt sammen afslørede, at de kunne lide, hvad de fik serveret. Måske var det varmen, måske var det en indforstået Studenterhuset-regel eller ... jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg synes Jetpetz fortjener, at deres publikum giver den hele armen, for det gør Jetpetz.
Efter fem forrygende numre, der er et lydmæssigt kvalitetsstempel i samme skuffe som pladen, var Jetpetz klar til at rykke ned blandt publikum og snakke med de fremmødte. "Vi er jo ikke kommet for at spille!" meddelte Lisbeth, hvilket jeg egentlig ikke så det store problem i, hvis de var!
Jeg har valgt ikke at give karakter, da der ikke var tale om en decideret koncert
Foto: Bo Tolstrup
Setliste:
1. Meditate
2. Electrify
3. Love Child
4. Fucking Marz
5. Wasteland
Festen var annonceret til at sætte igang kl 21, og da vi ankom var der allerede godt befolket både indenfor og udenfor. Klokken 22 sharp vendte alle dog opmærksomheden til den indendørs del af lokationen, trodsede varmen og rettede blikket mod en skærm hvorpå Jetpetz' nye musikvideo rullede. Bravo bravo bravo, den bør ses, genses men ikke overses. Kreatitiv, rå og kælen visualitet, der smukt ledsager lyden til nummeret Wasteland, undertegnede sender folkene bag en beundrende tanke, og håber snart det er muligt for andre også at opleve videoen.
I mellemtiden har Jetpetz fundet vej til scenen, og da videoen slutter efterfulgt af anerkenende og enorme klapsalver, starter koncerten.
Jeg har været yderst spændt på at se, hvordan stjernefrøene ville klare sig live. De er yderst talentfulde musikere, og vokalen ville sende mange til kort at efterligne, men formår de at leve op til dette live? Svaret er et rungende JA!
Lisbeth Frisenette førte an i sikker og teatralsk stil og lod på intet tidspunkt nogen stå tilbage med tvivl i sindet om, om hun egentlig gad være der. Det gad hun i allerhøjeste grad, hvis ikke, så formåede hun alligevel at levere en nærværende og fanden-i-voldsk performance, og det i sig selv er oplevelsen værd. Lisbeths stage-attitude minder om en dramatiker på en teaterscene, der behersker evnen til ikke at overspille, men underspiller lige nok til, at det fungerer optimalt.
Et andet Jetpetz-medlem der sprang frem og fangede min opmærksomhed i samme grad var trommeslageren. Denne band-position plejer ikke just at overskygge de andre, men hos Jetpetz sidder Chad Tyler Charlton bag sine trommer og storsmiler som om hans største ønske netop er blevet opfyldt. Om det var med fuldt overlæg, han havde valgt at klæde sig ud som The Edge fra U2 skal jeg ikke kunne sige, men det fik i hvert fald mine øjne til at fæstne sig hos ham længe nok til at blive overvældet af hans ukontrollerede glæde.
De øvrige medlemmer af Jetpetz leverede varen, men på en mere laid-back og passiv facon end Lisbeth og Chad. Dermed ikke sagt, de var kedeligt sløve, men min fornemmelse siger mig, at deres gennemsigtige performance skyldtes mangel på plads, jeg vil vente til jeg har set dem på en større scene med at sætte et udråbstegn efter et øv-ord.
Mini-koncerten bestod af fem numre. I starten hvilede der en snert af nervøsitet på scenen, der bid for bid reduceredes, for til sidst at forsvinde helt i klapsalver og store smil. Publikum var bestemt ikke at forveksle med hverken kængurustylter eller entusiastiske FCK-fans efter en hjemmesejr, derimod kunne man godt få fornemmelsen af at stå på et engelsk spillested. For her var tale om stive støtter, der højst rockede lidt med den ene fod, vuggede diskret i takt med musikken eller lavede små nik med hovedet, der alt sammen afslørede, at de kunne lide, hvad de fik serveret. Måske var det varmen, måske var det en indforstået Studenterhuset-regel eller ... jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg synes Jetpetz fortjener, at deres publikum giver den hele armen, for det gør Jetpetz.
Efter fem forrygende numre, der er et lydmæssigt kvalitetsstempel i samme skuffe som pladen, var Jetpetz klar til at rykke ned blandt publikum og snakke med de fremmødte. "Vi er jo ikke kommet for at spille!" meddelte Lisbeth, hvilket jeg egentlig ikke så det store problem i, hvis de var!
Jeg har valgt ikke at give karakter, da der ikke var tale om en decideret koncert
Foto: Bo Tolstrup
Setliste:
1. Meditate
2. Electrify
3. Love Child
4. Fucking Marz
5. Wasteland
