Connery

Jeppes Verden

En blog om verden netop nu...

Venstre: Så ved du, at det bliver til noget, men ikke hvorfor.

Venstre foreslog i sidste uge, at der skal åbnes op for, at man kan sende internationale styrker afsted uden at skulle have et FN-mandat. Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen, som frygtede, at dette skulle blive tolket som et USA-støttet angreb på FNs autoritet, sagde i en kommentar til forslaget: "at det skal selvfølgelig være undtagelsen snarere end reglen [at vi sender styrker ud uden FN-mandat]".

Hvilket fik undrtegnede til at spørge sig selv: Ligger det ikke i begrebet undtagelse, at det er der, hvor der ikke findes regler?
ANNONCE
Jeppes Verden
Min Gud, hvor var du henne?

Efter ikke at have troet på Gud, tror han nu igen på Gud, og Tårnbæk-præsten Thorkild Grosbøll kan atter indtage præstestolen i sit sogn. Grosbølls udtalelser, hvor uforståelige de end måtte være for ikke-indviede, endte med at blive en tam forestilling uden den nødvendige suspense. Man havde en gylden mulighed for at tage en tiltrængt diskussion om tro, værdier og fremtiden i den danske folkekirke. Men i stedet valgte man at neddysse sagen og til sidst fandt Grosbøll igen sin Gud.

Næste projekt bliver at nedbringe den internationale ventetid i lufthavne

Den længe ventede undersøgelse fra Udenrigsministeriet i forbindelse med Tsunami-katastrofen af i fjor peger på flere kritisable forhold i Ministeriets håndtering af sagen. Udenrigsminister Per Stig Møller lagde ikke fingre imellem for at kritisere sit eget ministerium.

Det er selvfølgelig godt, at vi har et ministerium, der lægger sig i selen for at sikre de velbjergede turisters ve og vel, når de er i udlandet. Et velfungerende katastrofeberedskab er meget vigtigt at have både nationalt og internationalt. Men lad os lige huske på, at der var ikke tale om, at danske turisters liv var i fare på grund af ministeriets behandling af sagen. Det var udelukkende et spørgsmål om kontakten til de pårørende i Danmark.

Så 226.000 mennesker dør ved en flodbølgeulykke, og danskerne er utilfredse med komforten af deres hjemfart.

Man sidder lidt tilbage med tanken: Okay, I bommede den totalt med rapporterne om masseødelæggelsesvåben i Irak, men når danske turister lider unødig overlast, gør I alt, hvad I kan, for at undskylde jeres fejl.

Måske skal vi overveje at udlicitere religionen

En artikel i Ekstra Bladet tirsdag d. 19. hævdede, at Gud ville støtte den danske deltager, Jakob Sveistrup, til det Europæiske Melodi Grand Prix i Kiev.

Det rakte til en 10. plads.

"Når jeg ser et rødt flag smælde (Deep-House Remix)"

Siden valgnederlaget i 2001 har Socialdemokraterne skiftet formand to gange og en enkelt gang skiftet navn. For at være mere på forkant med noderne, valgte de ovenikøbet at vælge en kvinde til det seneste valg om formandsposten. Men lige lidt har det hjulpet.

Socialdemokraternes formandinde Helle Thorning-Schmidt måtte for nylig sande, at nye ansigter (i modsætning til hvad hun lovede under formandsopgøret) ikke har været nok til at få indflydelse. Man kan kun undre sig over, hvilke andre krumspring, partiet skal igennem, før man tør se på problemets rødder; den politik der bliver ført!

Ingen dyr kom til skade under indspilningen af denne film ...

Disneyklassikeren om Bambi, der bliver alene i verden, fordi moren bliver skudt, er fra 1942. Da hjorte kun bliver 18 år gamle, kan vi være forvisset om, at Bambi seneste har forladt denne planet i slutningen af halvtredserne. Bambi er altså for længst blevet genforenet med sin mor.

Denne tanke kan, når man ser filmen sammen med sin niece, give en stor del ro i sjælen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce