Jeg er ligeglad
Og derfor glad.
Jeg er faktisk ligeglad med det meste, har jeg opdaget. Det er en grim erkendelse. Til daglig bilder jeg mig selv ind, at alting betyder uendeligt meget for mig. At nå på arbejde, at gøre mit bedste i alt, hvad jeg laver, at være ordentlig over for andre. Sandheden er, at det ikke rager mig en skid. Jeg er ligeglad.
I det store perspektiv betyder det ene eller andet job intet, en større eller mindre sum penge betyder meget lidt i den et dansk velfærdssamfund, og for universets perspektivs vedkommende: Well, universet er ligeglad med mig. Og med dig. Samt alle du nogensinde har mødt og danset med og lavet jokes med og været venner og fjender med.
Alle Jordens problemer kan koges ned til ingenting, og jeg er ligeglad med dem. Jeg er i særlig grad ligeglad med fattige børn i Afrika, Østeuropa har jeg fundet ud af, for deres liv berører ikke mig. Jeg er ligeglad med, om Røde Kors har nok indsamlere, bare jeg kan slippe. Jeg ved ikke, om der findes bedre måder end bistand at hjælpe de fattige på, jeg tror det, men er til syvende og sidst ligeglad.
Man siger, at er man ligeglad, er man aldrig glad. Man er ligeglad med det faktum, at jeg er glad nok som ligeglad. Jeg kan nyde solen, og være ligeglad med UV-stråling, ligeglad med de tusindvis af planter og mikroskopiske skabninger, der må dø for mit sneakertramp, når jeg går en tur i foråret. Går, siger jeg, fordi jeg er ligeglad med, hvor langt jeg mon kan løbe, og om jeg får motion nok.
Jo, jeg er glad nok. Lige tilpas. Man siger ligeledes, at det er vigtigt, at jeg tager en uddannelse, laver en selvangivelse, finder et godt sted at bo, går i noget ordentligt tøj, bruger tandtråd, spiser rigtigt, sover rigtigt, taler rigtigt og opfører mig rigtigt. Men jeg er ligeglad. Jeg gør de fleste af de ting, følger som oftest den lige vej med blikket ligeud, den vej de kristne siger ender i Graceland. Ellers er det Elvisfans, jeg er ligeglad hvilken af delene.
Under det hele er jeg ligeglad, under kærligheden til familien, båndet med vennerne, forbindelsen til verden, lurer den store stygge Ligeglad. Den, der gør en bange, når man sidder til en begravelse og ikke kan græde, men lader som om, selvom ingen ser det eller er ligeglade. Jeg er den, der er ligeglad, når den ser et offer i avisen, fordi der jo er så mange mennesker, og man må da være ligeglad med nogle af dem. Det samme gælder når man hører en, man kender, fortælle om at blive forælder eller noget lignende. I de tilfælde er jeg tit ekstra ligeglad, fordi jeg er ligeglad med at få børn, hvilket de er ligeglade med, for det skal alle da have. Men det er ikke ondskab.
Det er det interessante ved Ligeglad. Man er det ikke af ond vilje, i de fleste tilfælde er det helt naturligt, og det kan være værd at græde over. Og tro nu ikke, at jeg er frelst og vil have, at I skal elske hele verden som jer selv. Det er idiotisk. Enhver elsker sig selv og sine lidt mere, ellers giver ordet elske ingen mening. Måske gør det ikke, vi har formentlig bare bildt os kærligheden ind for at dække vores behov for tryghed, og så glemt det hen ad vejen. Nå, jeg er ligeglad uanset hvad.
Eller? Måske er jeg ikke helt ligeglad. Måske er det at være ligeglad en form for oplysning? Måske betyder Ligeglad bare, at man anerkender, at der bag alting er tomhed, at vores verden, med alle fejl og skønheder, ikke er evig og uforgængelig. Man kan føle sig ligeglad, fordi det hele ser så ligeglad ud fra afstand. Ligeglad er så bare sat på en forkert zoomstyrke, og kan stilles på igen, så man kommer ned på jorden, uden at glemme det man så. Måske kan det endda være befriende, styrke ens glæde ved alting. Jeg tror det faktisk.
Måske skal man være ligeglad først, for så at kunne blive rigtigt glad? Det spørgsmål er jeg ikke helt ligeglad med.
