Jarvis - The Jarvis Cocker Record
5 år efter Pulp's sidste studiealbum er forsanger Jarvis Cocker klar med sit første soloalbum, efter i nogen tid at have prøvet kræfter med soundtracks og sideprojektet Relaxed Muscle.
Jeg kan ikke helt sætte fingeren på mine egne forventninger, da jeg pakkede The Jarvis Cocker Record ud og for første gang lod den spinne i afspilleren. Men sikkert er det, at det skete med rystende hænder. Måske fordi jeg frygtede, at de sidste af mine britpop-drømme skulle skydes ned; Pulp formåede ulig ikonerne fra Suede og Oasis at stoppe på toppen, men dette soloalbum kunne være første skridt på vejen mod at udvande et af de sidste (næsten) store britpop-fænomener. Jeg blev positivt overrasket.
The Jarvis Cocker Album er på godt og på ondt et "værdigt" album. Jarvis forsøger ikke at kopiere lyden af Pulps storhedstid og undgår på den måde at ende som en parodi på fortiden. Her er ingen klare hits i stil med Disco 2000 eller Common People, men de skarpe tekster og sociale kommentarer lever i bedste velgående, selvom Jarvis er forandret siden Pulp-tiden. Han har kone og børn, og et overblik som sætter sit præg på meget af albummets lyrik; som i disse linjer fra Black Magic, "Is there anything more wretched / than to just have caught one sight? / The eyes that saw the glory have been / have been blinded by the light".
Heldigvis har familie og børn ikke gjort Jarvis reaktionær, selvom han gemmer den mest åbenlyse samfundslede til albummets afsluttende "ekstranummer" Running the World; "Bluntly put, in the fewest of words: / Cunts are still running the world". Til gengæld er drømmene om sex, stoffer og perversion trådt i baggrunden, erstattet på nummeret Disney Time af en bittersød erkendelse af den kunstige virkelighed, der er trådt i deres sted.
Jarvis lyder i sin soloinkarnation mest af alt som et mix mellem Belle & Sebastian, Morrissey og Leonard Cohen, og min væsentligste anke er, at han ikke helt lever op til nogen af de tre. Musikalsk mangler numrene den dynamik, som Pulp i sin storhedstid havde i overflod. Jarvis virker i mange numre bevidst uengageret, for at den afdæmpede lyrik skal tale for sig selv, men det har den uheldige effekt, at sangene ikke kommer udover scenekanten; man sidder som lytter tilbage med en fornemmelse af at have været vidne til en middelgod og flad digtoplæsning. Det står ikke lige slemt til hele albummet igennem, og den indsigtsfulde From Auschwitz to Ipswich har det i sig at blive en mindre klassiker, og sammen med de stærke I Will Kill Again, Fat Children og Big Julie gør den endda albummet til en alt i alt hæderlig præstation. Det er desværre svært at undgå sammenligninger til Pulp-sange som Common People, I Spy og The Fear, hvor Jarvis med få ord kunne få hjertet til at hamre i brystet, fødderne til at gøre oprør mod fornuften og kuldegysninger til at risle ned ad ryggen på den hjælpeløse lytter.
Er du gammel Pulp-fan, kan du roligt investere i The Jarvis Cocker Album som en smuk og værdig afslutning, på noget af det bedste halvfemserne havde at byde på. Alt i alt er der dog tale om en middelpræstation, og albummet får ikke mere end 3,5 stjerne herfra. Hvis du endnu ikke har stiftet bekendstskab med Pulp, er der langt mere oplagte skiver at bruge tid og penge på. Pulp's Different Class og This is Hardcore er moderne klassikere, og er du mere til det nye årtusinde, er Morrissey's You Are The Quarry slet ikke værst.
Trackliste:
1. The Loss Adjuster (Excerpt 1)
2. Don't Let Him Waste Your Time
3. Black Magic
4. Heavy Weather
5. I Will Kill Again
6. Baby's Coming Back To Me
7. Fat Children
8. From Auschwitz to Ipswich
9. Disney Time
10. Tonite
11. Big Julie
12. The Loss Adjuster (Excerpt 2)
13. Quantum Theory
14. Running The World (skjult)
The Jarvis Cocker Album er på godt og på ondt et "værdigt" album. Jarvis forsøger ikke at kopiere lyden af Pulps storhedstid og undgår på den måde at ende som en parodi på fortiden. Her er ingen klare hits i stil med Disco 2000 eller Common People, men de skarpe tekster og sociale kommentarer lever i bedste velgående, selvom Jarvis er forandret siden Pulp-tiden. Han har kone og børn, og et overblik som sætter sit præg på meget af albummets lyrik; som i disse linjer fra Black Magic, "Is there anything more wretched / than to just have caught one sight? / The eyes that saw the glory have been / have been blinded by the light".
Heldigvis har familie og børn ikke gjort Jarvis reaktionær, selvom han gemmer den mest åbenlyse samfundslede til albummets afsluttende "ekstranummer" Running the World; "Bluntly put, in the fewest of words: / Cunts are still running the world". Til gengæld er drømmene om sex, stoffer og perversion trådt i baggrunden, erstattet på nummeret Disney Time af en bittersød erkendelse af den kunstige virkelighed, der er trådt i deres sted.
Jarvis lyder i sin soloinkarnation mest af alt som et mix mellem Belle & Sebastian, Morrissey og Leonard Cohen, og min væsentligste anke er, at han ikke helt lever op til nogen af de tre. Musikalsk mangler numrene den dynamik, som Pulp i sin storhedstid havde i overflod. Jarvis virker i mange numre bevidst uengageret, for at den afdæmpede lyrik skal tale for sig selv, men det har den uheldige effekt, at sangene ikke kommer udover scenekanten; man sidder som lytter tilbage med en fornemmelse af at have været vidne til en middelgod og flad digtoplæsning. Det står ikke lige slemt til hele albummet igennem, og den indsigtsfulde From Auschwitz to Ipswich har det i sig at blive en mindre klassiker, og sammen med de stærke I Will Kill Again, Fat Children og Big Julie gør den endda albummet til en alt i alt hæderlig præstation. Det er desværre svært at undgå sammenligninger til Pulp-sange som Common People, I Spy og The Fear, hvor Jarvis med få ord kunne få hjertet til at hamre i brystet, fødderne til at gøre oprør mod fornuften og kuldegysninger til at risle ned ad ryggen på den hjælpeløse lytter.
Er du gammel Pulp-fan, kan du roligt investere i The Jarvis Cocker Album som en smuk og værdig afslutning, på noget af det bedste halvfemserne havde at byde på. Alt i alt er der dog tale om en middelpræstation, og albummet får ikke mere end 3,5 stjerne herfra. Hvis du endnu ikke har stiftet bekendstskab med Pulp, er der langt mere oplagte skiver at bruge tid og penge på. Pulp's Different Class og This is Hardcore er moderne klassikere, og er du mere til det nye årtusinde, er Morrissey's You Are The Quarry slet ikke værst.
Trackliste:
1. The Loss Adjuster (Excerpt 1)
2. Don't Let Him Waste Your Time
3. Black Magic
4. Heavy Weather
5. I Will Kill Again
6. Baby's Coming Back To Me
7. Fat Children
8. From Auschwitz to Ipswich
9. Disney Time
10. Tonite
11. Big Julie
12. The Loss Adjuster (Excerpt 2)
13. Quantum Theory
14. Running The World (skjult)
