En dag med brandvæsenet
Connery.dk har været med på vagt på Christianshavns brandstation. Hvordan er livet som brandmand, og hvad sker der, når de sætter livet på spil for at redde andre?
En dag med brandvæsenet på Christianshavns Brandstation
Det er ganske fascinerende at se små børns beundring af de store brandbiler, når de kommer drønende forbi med deres klare røde farve og deres blå højtlydte blink. Hvor tit hører man ikke små knægtes drømme om, at når de bliver store, så skal de være brandmænd, og ud og slukke de store ildebrande.
Klokken 0800 en torsdag morgen troppede jeg op på Christianshavns Brandstation, så jeg kunne opleve, hvordan livet er som brandmand, og hvad de får tiden til at gå med. En vagt består af 24 timers arbejde, og derefter har brandmændene så fri i 3 dage for derefter at arbejde igen i 24 timer. Lækre arbejdstider, hvis du spørger mig, men så skal der tilgengæld også knokles, når dette kræves. På Christianshavns Brandstation, der i daglig tale kaldes Station C, er der 4 hold, også kaldet roder, og denne torsdag morgen var det rode 2's tur til at tage døgnvagten.
Deres arbejdsdag starter med en kort briefing, samt information om, hvem der skal køre hvad og hvorfor. På Christianshavns Brandstation består roderne af 14 mand. 4 mand til 2 ambulancer, 2 mand til stigen samt 8 mand til sprøjten. Efter fordelingen af arbejdspladser og eventuelle informationer til døgnets vagt, så er der fælles morgenmad. Denne torsdag var vejret lækkert, så vi kunne sidde ude på terrassen og spise.
Deres arbejdsdag starter med en kort briefing, samt information om, hvem der skal køre hvad og hvorfor. På Christianshavns Brandstation består roderne af 14 mand. 4 mand til 2 ambulancer, 2 mand til stigen samt 8 mand til sprøjten. Efter fordelingen af arbejdspladser og eventuelle informationer til døgnets vagt, så er der fælles morgenmad. Denne torsdag var vejret lækkert, så vi kunne sidde ude på terrassen og spise.
Livet på en brandstation
Livet på en brandstation er som ingen anden arbejdsplads. Man hører jo mange sjove rygter om, hvad der foregår på en brandstation og om brandmændene især, og der skal da heller ikke meget hjerne til, at man kan forestille sig, at det ikke ligefrem kan sidestilles med et kontorjob, eller nogen anden arbejdsplads for den sags skyld.
Det er en mandeverden, og derfor er tonen selvfølgelig også anderledes, end de fleste måske er vant til. Der er i alt ansat en udrykningsstyrke på 570 mand i Københavns Brandvæsen, og lige p.t. er 3 af dem kvinder. Men flere og flere kvinder søger ind, og ønsker at gøre karriere inde for faget. Det som man nok bare skal have i mente er, at det er et meget hårdt fysisk arbejde, når der skal slukkes brande, og lige meget hvor meget vi kvinder end gerne vil tro, at vi kan alt og gerne mere til, af det som alle mændene kan, så er livet nu engang ikke sådan. Vi er anderledes bygget ( i det mindste de fleste af os), og må jo nok på et eller andet tidspunkt se i øjnene, at der er nogle ting, som mænd bare er skabt til at gøre bedre end os. Men al respekt for de kvinder der klarer sig gennem nåleøjet, og formår at klare jobbet, hvis de vel og mærke kan klare mere end "bare lige" den fysiske udfordring. For man skal have en helt speciel mentalitet for at have et job som dette, da det ikke altid er lutter sjove oplevelser, man kan komme ud for. Vi taler jo ikke bare om, at man skal kunne stå udenfor et hus og hælde noget vand på nogle gløder.
Hvis man vil arbejde som brandmand, så nytter det ikke noget, at man er et lille nips, der er bange for alle de udfordringer, der ligger i jobbet. For udfordringer er en normal del af hverdagen. En tur i stigen gav mig i hvert fald hurtigt en idé om, at det bare var med at glemme højdeskrækken, for hvis mennesker pludselig brænder inde, og de skal reddes ud af en flammende bygning, så er det altså bare op på stigen og i gang. Højden er bare en meget, meget lille del af det. Din skræk for døden kan du også hurtigt glemme, men dermed ikke sagt, at du skal glemme respekten for de ting du kan komme ud for.
Det er en mandeverden, og derfor er tonen selvfølgelig også anderledes, end de fleste måske er vant til. Der er i alt ansat en udrykningsstyrke på 570 mand i Københavns Brandvæsen, og lige p.t. er 3 af dem kvinder. Men flere og flere kvinder søger ind, og ønsker at gøre karriere inde for faget. Det som man nok bare skal have i mente er, at det er et meget hårdt fysisk arbejde, når der skal slukkes brande, og lige meget hvor meget vi kvinder end gerne vil tro, at vi kan alt og gerne mere til, af det som alle mændene kan, så er livet nu engang ikke sådan. Vi er anderledes bygget ( i det mindste de fleste af os), og må jo nok på et eller andet tidspunkt se i øjnene, at der er nogle ting, som mænd bare er skabt til at gøre bedre end os. Men al respekt for de kvinder der klarer sig gennem nåleøjet, og formår at klare jobbet, hvis de vel og mærke kan klare mere end "bare lige" den fysiske udfordring. For man skal have en helt speciel mentalitet for at have et job som dette, da det ikke altid er lutter sjove oplevelser, man kan komme ud for. Vi taler jo ikke bare om, at man skal kunne stå udenfor et hus og hælde noget vand på nogle gløder.
Hvis man vil arbejde som brandmand, så nytter det ikke noget, at man er et lille nips, der er bange for alle de udfordringer, der ligger i jobbet. For udfordringer er en normal del af hverdagen. En tur i stigen gav mig i hvert fald hurtigt en idé om, at det bare var med at glemme højdeskrækken, for hvis mennesker pludselig brænder inde, og de skal reddes ud af en flammende bygning, så er det altså bare op på stigen og i gang. Højden er bare en meget, meget lille del af det. Din skræk for døden kan du også hurtigt glemme, men dermed ikke sagt, at du skal glemme respekten for de ting du kan komme ud for.
Øvelser
En af de ting som brandvæsnet bruger deres tid på, når der altså ikke er slået alarm, er at lave forskellige øvelser. Dette er en ret vigtig del af arbejdet, for at de hele tiden bliver bedre og bedre, og for at holde deres træning i jobbet ved lige, da der jo heldigvis ikke altid er store ildebrande de skal slukke. Da jeg var på besøg på brandstationen, var det tid til lidt vedligeholdelse af professionalismen, så klokken 1230 tog jeg med fyrene på øvelse, iført en meget varm uniform, og fik derfor også mulighed for at få en lille forsmag på, hvad det er, de skal igennem ved en af de mange øvelse, de kan blive udsat for.
På brandstationen, hvor øvelsen foregår, er der opstillet et helt hus. Øvelsen skal simulere en brand, uden at der rent faktisk er tale om ildløs, men mange af de andre momenter i en real life situation er til stede. Inde i dette hus er det bældragende mørkt, og du kan overhoved intet se. Der er opstillet to store varmekanoner, samt tilført en masse damp, der bare gør det hele endnu mere varmt. Selvom jeg er blondine, ved jeg godt, at en ildebrand er varm, men det kom alligvel bag på mig, hvor varmt det rent faktisk er, især når man tænker på, at dennee simulation slet ikke kan måle sig med den virkelige ting. Dampen i huset gør det hele meget værre, men er en vigtig del af øvelsen. I korte træk så bliver 1 enkelt liter vand rent faktisk til hele 1680 liter damp, når vandet smides på ilden, og der kommer ilt til. Ikke nok med det, så kravler de jo rundt iført en meget tæt og varm uniform, maske og med iltflaske på ryggen.
Allerede da jeg træder ind i rummet føler jeg, at min hud begynder at brande, og sveden begynder at piple frem. Jeg har dybt ondt af de mænd, der nu skulle gennemgå øvelsen, som går ud på, at man skal finde vej gennem huset så hurtigt som muligt og komme forbi en masse forhindringer. Forhindringerne er blandt andet møbler, blindgyder, varmen, dampen, mørket, trapper og meget andet. 2 og 2 skal de bevæge sig ind gennem en lem til huset. Her kravler de videre ind og skal så føle sig vej gennem huset og ud igen.
Meget af tiden foregår på knæ eller på maven, da der jo er koldere nu længere ned du kommer, den varme luft stiger nemlig i forhold til den kolde luft. Til hjælp har de en radio, så dem udenfor kan hjælpe til så godt de kan med at guide vej, men det er ikke altid, at det virker som en fordel. Den sidste del af øvelsen består af, at de skal kravle i et langt bur, formet som en stor labyrint. De kravler med en iltflaske på ryggen, og der er lige plads til, at man kan kravle på knæ, men så heller ikke meget mere, specielt ikke de steder, som er halveret, eller hvor det pludselig går stejlt nedad. Så er det altså med at holde tungen lige i munden og virkelig føle sig vej.
På brandstationen, hvor øvelsen foregår, er der opstillet et helt hus. Øvelsen skal simulere en brand, uden at der rent faktisk er tale om ildløs, men mange af de andre momenter i en real life situation er til stede. Inde i dette hus er det bældragende mørkt, og du kan overhoved intet se. Der er opstillet to store varmekanoner, samt tilført en masse damp, der bare gør det hele endnu mere varmt. Selvom jeg er blondine, ved jeg godt, at en ildebrand er varm, men det kom alligvel bag på mig, hvor varmt det rent faktisk er, især når man tænker på, at dennee simulation slet ikke kan måle sig med den virkelige ting. Dampen i huset gør det hele meget værre, men er en vigtig del af øvelsen. I korte træk så bliver 1 enkelt liter vand rent faktisk til hele 1680 liter damp, når vandet smides på ilden, og der kommer ilt til. Ikke nok med det, så kravler de jo rundt iført en meget tæt og varm uniform, maske og med iltflaske på ryggen.
Allerede da jeg træder ind i rummet føler jeg, at min hud begynder at brande, og sveden begynder at piple frem. Jeg har dybt ondt af de mænd, der nu skulle gennemgå øvelsen, som går ud på, at man skal finde vej gennem huset så hurtigt som muligt og komme forbi en masse forhindringer. Forhindringerne er blandt andet møbler, blindgyder, varmen, dampen, mørket, trapper og meget andet. 2 og 2 skal de bevæge sig ind gennem en lem til huset. Her kravler de videre ind og skal så føle sig vej gennem huset og ud igen.
Meget af tiden foregår på knæ eller på maven, da der jo er koldere nu længere ned du kommer, den varme luft stiger nemlig i forhold til den kolde luft. Til hjælp har de en radio, så dem udenfor kan hjælpe til så godt de kan med at guide vej, men det er ikke altid, at det virker som en fordel. Den sidste del af øvelsen består af, at de skal kravle i et langt bur, formet som en stor labyrint. De kravler med en iltflaske på ryggen, og der er lige plads til, at man kan kravle på knæ, men så heller ikke meget mere, specielt ikke de steder, som er halveret, eller hvor det pludselig går stejlt nedad. Så er det altså med at holde tungen lige i munden og virkelig føle sig vej.
Bare det at se deres ansigtsudtryk da de kom ud af huset, gav mig en ganske god idé om, at det altså ikke kun er sjov og ballade, de har gang i. Da holdene kom ud, var de tæt på at være dehydreret, og den opstillede vandbeholder, blev godt og grundigt tømt. Mændene havde dog sørget for at drikke en masse vand inden øvelsen, for forberedelse er en lige så vigtig ting i jobbet, både når det drejer sig om øvelserne, men så sandelig også i hverdagen, hvor de hvert øjeblik kan blive kaldt ud til den virkelige hændelse. Det er hårdt arbejde, og så var denne øvelse jo ikke engang i nærheden af virkeligheden, her vidste de jo, at der ikke stod menneskeliv på spil, og de ikke kunne risikere, at noget gik galt.
Deres anstrengelser ved øvelserne får de virkelig brug for, når de skal ud på udrykning, for selvom antallet af ildebrande er faldet de sidste 10 år, så sker det jo desværre alligevel, at uheldet er ude. Tit er det oven i købet menneskelige fejl, som sætter gang i brandene. Folk der har fået for meget at drikke, eller folk, der glemmer at slukke stearinlys, kogeplader, falder i søvn med cigaretten i hånden eller andre skødesløse ting. Der er mange forskellige historier, lige fra de uhyggelige oplevelser og så til de små gode, der har den bedste "happy ending". Der er klart forskel på, hvad ens psyke kan klare, og jo længere tid du har været i jobbet, jo mere vænner du dig også til, at du kan komme ud for knap så rare ting.
Nogen af brandmændene på stationen fortæller mig om en stor brand de var ude til. Det var en af de her ildebrande, hvor der ikke var meget at gøre, og ilden meget hurtigt tog fat. Mændene blev sendt ind for at gøre deres slukningsarbejde, og lede efter eventuelle skadeslidte. Når soden og dampen er på sit højeste, er der mørkt som i graven, så det foregik med at føle sig vej. De ledte og ledte, men kunne ikke finde nogle mennesker eller dyr inde i bygningen. Branden blev slukket, og til alles overraskelse fandt man alligevel en dame siddene inde i huset. Hun var død og et skrækkeligt syn, da hun var forkullet fra top til tå.
Med livet på spil
Deres anstrengelser ved øvelserne får de virkelig brug for, når de skal ud på udrykning, for selvom antallet af ildebrande er faldet de sidste 10 år, så sker det jo desværre alligevel, at uheldet er ude. Tit er det oven i købet menneskelige fejl, som sætter gang i brandene. Folk der har fået for meget at drikke, eller folk, der glemmer at slukke stearinlys, kogeplader, falder i søvn med cigaretten i hånden eller andre skødesløse ting. Der er mange forskellige historier, lige fra de uhyggelige oplevelser og så til de små gode, der har den bedste "happy ending". Der er klart forskel på, hvad ens psyke kan klare, og jo længere tid du har været i jobbet, jo mere vænner du dig også til, at du kan komme ud for knap så rare ting.
Nogen af brandmændene på stationen fortæller mig om en stor brand de var ude til. Det var en af de her ildebrande, hvor der ikke var meget at gøre, og ilden meget hurtigt tog fat. Mændene blev sendt ind for at gøre deres slukningsarbejde, og lede efter eventuelle skadeslidte. Når soden og dampen er på sit højeste, er der mørkt som i graven, så det foregik med at føle sig vej. De ledte og ledte, men kunne ikke finde nogle mennesker eller dyr inde i bygningen. Branden blev slukket, og til alles overraskelse fandt man alligevel en dame siddene inde i huset. Hun var død og et skrækkeligt syn, da hun var forkullet fra top til tå.
Det er selvfølgelig nemmere at håndtere, hvis du har været i jobbet i længere tid end, hvis du er ny på holdet, og ikke har den samme erfaring. Men lige meget hvor mange skrækkelige oplevelser du har været ude for, så kan du aldrig blive 100 % forberedt på situationer som denne. Skulle situationen blive for hård, så er der hjælp at hente i Københavns Brandvæsen, hvor der er psykologer tilknyttet på alle stationer, hvis de skulle få brug for at tale ud. Jeg spurgte, om det så var noget de gjorde brug af, eller om man i et mandesamfund undlod at tale om tingene. De forklarede, at der selvfølgelig var nogen, der kunne få brug for hjælp, men man ved jo, at disse ubehagelige situationer kan opstå i jobbet, og hvis man ikke kan håndtere det, så er man måske bare ikke skåret til at være brandmand. Derimod bruger de hinanden meget, så hvis en af mændene har brug for at tale ud, så vil de andre til hver en tid være der til at lytte til ham, så han kan få ro i sjælen, og dette er i stort set alle situationer nok for dem, at de ved de kan stole på hinanden, også når det drejer sig om en snak om, at man måske ikke lige har det så fedt efter en udrykning.
Heldigvis er der også gode oplevelser i jobbet, og mange af dem. Og nu er vi pressefolk jo nogle satans nogen til tider, og kan finde ud af, at blæse enhver situation op til det uigenkendelige. Men når et liv bliver reddet, så skal dette også anerkendes, også selvom det måske er et liv der tilhører et hamster, en kat eller en hund. For disse store stærke mænd gemmer på en meget følsom side, som blandt andet blev vist, da en af brandmændene Heino for nogle år siden, måtte give en lille hund kunstigt åndedræt efter en brand, og på grund af det reddede hvalpens liv.
Heldigvis er der også gode oplevelser i jobbet, og mange af dem. Og nu er vi pressefolk jo nogle satans nogen til tider, og kan finde ud af, at blæse enhver situation op til det uigenkendelige. Men når et liv bliver reddet, så skal dette også anerkendes, også selvom det måske er et liv der tilhører et hamster, en kat eller en hund. For disse store stærke mænd gemmer på en meget følsom side, som blandt andet blev vist, da en af brandmændene Heino for nogle år siden, måtte give en lille hund kunstigt åndedræt efter en brand, og på grund af det reddede hvalpens liv.
Mens vi venter
Som skrevet tidligere, så er der stor forskel på, hvor meget der er at lave på vagterne, men eftersom de jo ikke kan sidde og kigge ud i luften indtil alarmen lyder, så laver de en masse andre ting mellem udrykningerne. Denne dag, hvor jeg var på besøg på Station C, var der, heldigvis må jeg da hellere tilføje, ikke nogen brande, der skulle slukkes, men der er masser af ting at bruge tiden på i stedet for. En af tingene er, som skrevet før, at de tager på øvelser, og ellers er der en masse andre gøremål. F.eks skal der to gange årligt kontrolleres brandhaner. Når disse bliver brugt ved en brand, pumpes der vand op i rørene, og disse skal jo tømmes, så vandet ikke fryser til is om vinteren. Når der ikke laves vedligeholdelsesarbejde, så er der masser af muligheder for hygge og samvær, med mange lækre faciliteter på stationen. Der er tv-stue, ja et par stykker af disse, billard, idrætsrum, dart, bordfodbold, en enkelt spillemaskine, sauna, og så er der oven i købet også en solterrasse, som kunne få enhver pige der bor i nærheden, til at sidde limet til sit vindue med øjnene på stilke.
Stationen er blandt andet også udstyret med et stort lækkert køkken, der flittigt bliver brugt til aftenens fællesspisning. Fælles er måske så meget sagt, da de uheldige kan risikere, at skulle smide alt hvad de har i hænderne, hvis alarmen lyder. Men det er jo en del af jobbet, og de andre sørger for at gemme mad til de hårdtarbejdende. Indkøbene til maden blev fordelt, og "stigen" tog sig af indkøb af kød på vej ud på øvelsen, mens "sprøjten" købte tilbehør på vej hjem fra øvelsen. Så blev der ellers kokkereret til den store guldmedalje, og stationens grill blev taget i brug. Det eneste jeg kan sige er, at får de sådan noget mad, hver gang de er på arbejde, så tror jeg, at jeg bosætter mig på stationen.
Efter maden, hvor alarmen stadig ikke var gået, hankede vi op i uniformer og radioer, så alle var klar til udrykning, og så var det ellers afsted til Amager Strand. Det var jo et ligeså godt sted at afvente, om der skete noget, som på selve stationen, og så kunne vi lige nå at spise en god is imens. Lækkert.
Det er en nødvendighed i jobbet, at de alle kan stole på hinanden mere end 100%, da de kan komme i situationer, som kan være livstruende for dem, hvis der er én, der ikke passer sit arbejde godt nok. Brandstationen virker også som deres andet hjem. De laver alle ting sammen, og er jo i selskab med hinanden 24 timer ad gangen, hvilket er mere tid end et normalt ægtepar bruger på hinanden til dagligt. Jeg vidste godt, før jeg ankom til Station C, at det ikke var en arbejdsplads, som man normalt kender den, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor stor forskellen i virkeligheden er. De er da selvfølgelig nogle satans karle, og den ene spydighed kastes over bordet efter den anden, men hele tiden er det med et glimt i øjet, og der er ikke den mindste tvivl om, at der intet ondt er imellem dem, og selvom de måske sidder og griner lidt, når de læser dette, så er det tydeligt, at der ikke er den ting, de ikke vil gøre for hinanden.
Efter maden, hvor alarmen stadig ikke var gået, hankede vi op i uniformer og radioer, så alle var klar til udrykning, og så var det ellers afsted til Amager Strand. Det var jo et ligeså godt sted at afvente, om der skete noget, som på selve stationen, og så kunne vi lige nå at spise en god is imens. Lækkert.
Sammenhold
Det er en nødvendighed i jobbet, at de alle kan stole på hinanden mere end 100%, da de kan komme i situationer, som kan være livstruende for dem, hvis der er én, der ikke passer sit arbejde godt nok. Brandstationen virker også som deres andet hjem. De laver alle ting sammen, og er jo i selskab med hinanden 24 timer ad gangen, hvilket er mere tid end et normalt ægtepar bruger på hinanden til dagligt. Jeg vidste godt, før jeg ankom til Station C, at det ikke var en arbejdsplads, som man normalt kender den, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor stor forskellen i virkeligheden er. De er da selvfølgelig nogle satans karle, og den ene spydighed kastes over bordet efter den anden, men hele tiden er det med et glimt i øjet, og der er ikke den mindste tvivl om, at der intet ondt er imellem dem, og selvom de måske sidder og griner lidt, når de læser dette, så er det tydeligt, at der ikke er den ting, de ikke vil gøre for hinanden.
Døgnrapport
I Station C's udrykningsområde åndede alt fred og ro, når vi taler om arbejde til stigen og sprøjten. Ambulacerne havde meget travlt, og kørte det meste af dagen, og havde også nogle udrykninger i nattens løb. Men bare fordi, at der ikke var udrykninger i dette område, var der alligevel nok at se til på de andre stationer. I de 24 timer jeg fulgte med, var der i alt 12 alamer fordelt på de forskellige lokalstationer i København.
Mange alarmer er blinde, det vil sige, at de ikke har noget på sig, og der ikke er tale om ild, der skal slukkes. Men andre situationer er desværre ikke så hurtigt overstået, og der er stort set hver dag mennesker, der enten selv dør, eller mister hvad de ejer og har. Det er ikke til at vide, hvornår alarmen går, om det er alvorligt eller ej, derfor er det altid med fuld fart brandbilerne kører ud. På under 1 minut sidder alle i vognen iført uniformer, og klar til at udføre deres arbejde, op på under 10 minutter er de ved ulykkesstedet. Og dette er ligemeget om brandmændene befinder sig i deres senge, hvor de snork sover, eller om de er i gang med madlavningen. Da jeg lagde mig ned under dynen på stationen, havde jeg godt nok mine tvivl, om dette ene minut, hvor jeg skulle nå at hoppe i uniformen og drøne ud til sprøjten, var nok, men det er der jo bare ikke noget der hedder, når det drejer sig om brandvæsnet. Hver dag bliver døgnrapporten offentliggjort på Københavns Brandvæsens hjemmeside, og kan læses af alle der skulle have interesse for dette. Hvis du vil læse, hvad der er sket, så kan du selv læs mere her
Mine 24 timer på Christianshavns Brandstation var et virkelig godt ophold, men jeg er blevet nødt til at lave en kæmpe revurdering af min teori om, at alle mænd ikke er andet end forvoksede drengerøve i forklædning. For de mænd jeg mødte på Station C, var rigtige mænd hele vejen igennem. Og her er det altså ikke bare et pigehjerte men hang til uniformer der taler. Ja klart de bruger det meste af kørselstiden på at kigge efter piger, men det ligger i jobbet og atmosfæren. De er Mænd, der kan slukke en brand og redde både mennesker og dyr uden så meget som at blinke med øjnene, kan tale med hinanden om eventuelle problemer, har en skøn omgangstone både dem imellem og overfor nysgerrige der dukker op med utal af spørgsmål ved enhver given lejlighed. Men det der gør dem til rigtige mænd i mine øjne er det sammenhold de har, og ikke mindst deres væremåde. Det er set meget sjældent på en arbejdsplads, at man kan opretholde både det professionelle og det sociale på en sådan ubeklagelig måde som de kan.
Jeg fik min nattesøvn den nat på stationen, da der ikke var brug for hverken sprøjten eller stigen denne gang. Men jeg kan også sove roligt videre herhjemme, da jeg trygt stoler på Københavns Brandvæsens ekspertise efter mit besøg.
En STOR tak til bemandingen på Christianshavns Brandstation, for deres dejlige væremåde, og fordi jeg måtte være med en dag som brandmand.
Mange alarmer er blinde, det vil sige, at de ikke har noget på sig, og der ikke er tale om ild, der skal slukkes. Men andre situationer er desværre ikke så hurtigt overstået, og der er stort set hver dag mennesker, der enten selv dør, eller mister hvad de ejer og har. Det er ikke til at vide, hvornår alarmen går, om det er alvorligt eller ej, derfor er det altid med fuld fart brandbilerne kører ud. På under 1 minut sidder alle i vognen iført uniformer, og klar til at udføre deres arbejde, op på under 10 minutter er de ved ulykkesstedet. Og dette er ligemeget om brandmændene befinder sig i deres senge, hvor de snork sover, eller om de er i gang med madlavningen. Da jeg lagde mig ned under dynen på stationen, havde jeg godt nok mine tvivl, om dette ene minut, hvor jeg skulle nå at hoppe i uniformen og drøne ud til sprøjten, var nok, men det er der jo bare ikke noget der hedder, når det drejer sig om brandvæsnet. Hver dag bliver døgnrapporten offentliggjort på Københavns Brandvæsens hjemmeside, og kan læses af alle der skulle have interesse for dette. Hvis du vil læse, hvad der er sket, så kan du selv læs mere her
Drengerøve?
Mine 24 timer på Christianshavns Brandstation var et virkelig godt ophold, men jeg er blevet nødt til at lave en kæmpe revurdering af min teori om, at alle mænd ikke er andet end forvoksede drengerøve i forklædning. For de mænd jeg mødte på Station C, var rigtige mænd hele vejen igennem. Og her er det altså ikke bare et pigehjerte men hang til uniformer der taler. Ja klart de bruger det meste af kørselstiden på at kigge efter piger, men det ligger i jobbet og atmosfæren. De er Mænd, der kan slukke en brand og redde både mennesker og dyr uden så meget som at blinke med øjnene, kan tale med hinanden om eventuelle problemer, har en skøn omgangstone både dem imellem og overfor nysgerrige der dukker op med utal af spørgsmål ved enhver given lejlighed. Men det der gør dem til rigtige mænd i mine øjne er det sammenhold de har, og ikke mindst deres væremåde. Det er set meget sjældent på en arbejdsplads, at man kan opretholde både det professionelle og det sociale på en sådan ubeklagelig måde som de kan.
Jeg fik min nattesøvn den nat på stationen, da der ikke var brug for hverken sprøjten eller stigen denne gang. Men jeg kan også sove roligt videre herhjemme, da jeg trygt stoler på Københavns Brandvæsens ekspertise efter mit besøg.
En STOR tak til bemandingen på Christianshavns Brandstation, for deres dejlige væremåde, og fordi jeg måtte være med en dag som brandmand.
