Connery

Empire R1000TCN

Det tredje sæt i rækken af dansk/italiensk producerede højttaler-sæt til computeren bliver anmeldt

4 ud af 6 stjerner
Der har på redaktionen været højttalere forbi af mærket Empire Speakers, og vi fortsætter vores serie af testede produkter fra dem. Hvor det indtil nu har været de mobile udgaver skal det nu handle om en stationær udgave. Vi skal se nærmere på deres model R1000TCN.

Empire Speakers har med deres produkter været forbi med redaktionen, og det har været en dejlig fornøjelse indtil videre. De leverer med deres mobile højttalere god valuta for pengene, og der bliver sat gode standarder for hvordan lyd i de prisklasser som de ligger i skal lyde. Det er vi selvfølgeligt meget begejstrede for, og derfor har vi besluttet os at kigge nærmere på et mere stationært sæt fra Empire.

Det skal derfor i dag handle om deres stationære model kaldet R1000TCN. Det er en helt anden type højttaler end dem vi tidligere har anmeldt, og det skal blive spændende at se hvordan og hvor meget de adskiller sig fra de mobile udgaver. Så lad os se nærmere på, hvad Empire tilbyder til den fast tilsluttede computer.
ANNONCE
Empire R1000TCN
Første indtryk
Emballagen man modtager Empire Speakers R1000TCN i minder på mange punkter om dem, de tidligere testede mobile udgaver kom i. Der er godt med information om hvad produktet indeholder af features, hvad det har af effekt samt hvilke tilslutninger der er tilgængelige. Der er knap så mange billeder som på de tidligere, men det er sådan set også i orden da der ikke behøver være billede af ret meget mere end netop tilslutningerne på en stationær udgave. Og det er der, så ingen problemer der. Der står også tydeligt markeret på emballagen, at vi har med et produkt fra deres 'Studio' serie at gøre, og så kommer man automatisk på nålene. Studio plejer normalt at være associeret med kvalitet, så det giver fornemmelser af noget godt når det står på kassen.

Der er som sagt en liste over de afgørende features for dette sæt. Et udpluk af listen er:

• 2-vejs høj performance multimedie højttaler
• Magnetisk afskærmede enheder i højttalerne
• Kabinetter i MDF træ
• Frekvensområde 52Hz - 20KHz
• 2 lydindgange (den ene med diskanthævning)
• 2 * 8 Watt udgangseffekt

En ting man hurtigt løfter øjenbrynet over er, at der er en indgang med diskanthævning. Eller med andre ord, på den indgang bliver diskanten (altså de lyse toner) hævet i niveau. Og hvad er så meningen med det kan man spørge?! Idéen er at man kan bruge disse højttalere som deciderede nærfeltsmonitorer, som det så fint hedder i fagsprog. Det betyder på mere normalt dansk, at man ved at sidde rimeligt tæt på en højttaler får et såkaldt nærfelt, og monitor betyder noget i retning af at man efterser lyden. Så man efterser altså lyden tæt på. Men hvor kom det med diskanten så ind i billedet?! Jo det er sådan at når man sidder meget tæt på en højttaler, så har bassen (de mørke toner) det med at være for kraftigt betonede, og så får man ikke et reelt lydbillede men nærmere et der er for mørkt. Det ændrer man så på ved at hæve diskanten lidt.
ANNONCE
Empire R1000TCN
Nok om akustik-teori for nu. En anden ting man også bemærker, er at der ligesom på den lille men gode M2 model er et kabinet lavet i MDF træ. Det er desværre alt for tit en overset detalje at lave et ordentligt kabinet, men en hurtig genvej til et er så at bruge MDF træ, da det er enormt lyddødt. Det betyder at man får et kabinet der ikke spiller ret meget med i forhold til andre typer materialer, og det giver god lyd.

Indholdet af emballagen er som listet her:

• Selve højttalerne inklusiv frontgitre
• 230 VAC netledning
• Minijack --> 2 * Phono kabel til forbindelse mellem højttalere og musik-enhed
• Højttaler kabel til forbindelse mellem venstre og højre højttaler
• En manual på hele sættet

Indtil videre ser det meget lovende ud, så vi går let og elegant til nærmere eftersyn af sættet.

Nærmere gennemgang
Ved den nærmere gennemgang finder man at de 2 lydindgange 230 VAC tilslutningen samt tilslutning for kabel til venstre højttaler forefindes bagpå den højre højttaler. Her findes også volume-kontrol samt bas-justering. Sidstnævnte er en justering, så den enkelte bruger kan justere bassen til sin egen personlige smag. Derudover er der en On/Off-kontakt så man kan slukke for sættet.

Selve designet på højttalerne er meget stilfuldt, og kan snildt minde om meget dyrere højttalere til decideret hi-fi brug. De kan godt ligne en eksotisk italiensk fuldblods højttaler til mange tusinde kroner, med de lyse træsider og det syntetiske læderlook og det er absolut tiltalende. Derudover virker det professionelt at ophænge frontgitrene i gummimuffer, så de ikke spiller unødigt med på forskellige toner. At der så derudover også er æstetisk flotte enheder i højttaleren gør slet ikke noget.

Rent opbygningsmæssigt er vi her helt klart oppe i en anden kaliber en med de mindre mobile sæt, og det overordnede indtryk af højttalerne er utroligt flot. Det er muligt at andre vil kunne spille bedre, men udseende og opbygning kan næsten ikke gøres bedre. Der er kun gode kommentarer til overs for denne del af anmeldelsen.
ANNONCE
Empire R1000TCN
Enhederne der er monteret i R1000TCN er henholdsvis en ¾' dome-diskant og en 4' mellemtone/bas. Sidstnævnte spiller via en port i bagsiden af højttaleren som basrefleks. Det giver godt nok som udgangspunkt en knap så super stram bas, men til gengæld vil der være mere af den. Og med en forholdsvis hurtig enhed som en relativ lille 4' enhed nu er, vil det være så som så med det slatne i basområdet på grund af basrefleksen.

Alt i alt virker det meget lovende, og det gør jo også at vi denne gang vil være lidt mere krævende overfor det leverede lydbillede. Med sådan nogle højttalere her vil der være mulighed for at lægge mere nuance på lyddetaljerne, og det ser vi selvfølgeligt gerne fremført. Så lad os se hvordan de performer når der kommer lidt musik på dem.

Test og funktion

Lydtesten har været foretaget over cirka 2 måneder. Dette af flere grunde, men primært fordi nye højttalere skal spilles til før de rigtigt yder deres top-formåen. Til lydtesten er der brugt stort set alle genrer, da der normalt vil blive spillet meget forskelligt musik på sådan et sæt her. Der er også spillet et enkelt spil fra tid til anden for at få kvaliteten på den front med, men da rigtigt kvalitet trods alt kommer fra en god studieindspilning har hovedvægten været lagt på den kategori.

Der er aldrig tvivl om, at vi her befinder os i et væsentligt mere korrekt lydbillede end med de mindre mobile højttalere vi tidligere har haft til test fra Empire Speakers. Der er væsentligt mere nuancering i lydbilledet, og når eksempelvis Jean Michel Jarre tegner de store lydbilleder falder R1000TCN godt ind i helheden. Der er til gengæld på heller intet tidspunkt tvivl om, at disse højttalere har deres stærke side i de mere klassisk inspirerede miljøer. Dance, techno og metal er ikke det man skal købe de her højttalere til, hvis man går efter den tunge beton-lyd eller de tunge basgange. Der hvor de til gengæld kommer helt til deres ret er med musik som førnævnte Jean Michel Jarre, Dire Straits, eventuelt noget Pink Floyd og generelt bare det mere afdæmpede pop og rock. Dette er ikke en kritik at deres evne til at spille bas, som ret beset er til stede. Men de er bare ikke bygget til pumpende bas-musik.
ANNONCE
Empire R1000TCN
En interessant detalje er så den alternative indgang med diskant-hævning. Den kan faktisk være helt rar, når man på et lille skivebord eller anden trang plads har højttalerne tæt på. Omvendt skal man ikke vælge denne indgang medmindre man spiller med forholdsvist lavt lydtryk, da diskanten ellers bliver for påtrængende.

Sættets musiske formåen er generelt god, om end mellemtonen godt kan mumle lidt. Skal der sættes en konkret finger på noget må det være netop mellemtonen, der ikke rigtigt finder dens rigtige plads. Den er lidt for ukorrekt i forhold til en ellers flot diskant og bas, og det er en skam. Kunne der gøres noget for at højne kvaliteten på den ville man stå med et utroligt lækkert sæt der næppe ville kunne blive hørt bedre.

Slutkommentar og konklusion

Der er i denne anmeldelse blevet kigget på et sæt R1000TCN fra Empire Speakers. Det har overvejende været en god oplevelse, kun afbrudt af få enkelte tilfælde hvor man kunne ønske sig mere. Det er et designmæssigt utroligt lækkert sæt, der ikke efter vores mening er set meget flottere i denne prisklasse. Deres opbygning er også i fin kvalitet, og der kan på den konto næppe udsættes noget.

Rent lydmæssigt spiller R1000TCN gennemgående ret godt, og der leveres et pænt og stort malet lydbillede. Desværre hæmmes mellemtonen lidt, og det er en ærgrelse at et ellers så godt spillende sæt har denne mumlen i mellemtonen. Der bliver nemlig udover dette punkt spillet rigtigt godt igennem, og der er aldrig tvivl om hvor de enkelte ting står i lydbilledet.

Sættet kan som helhed sagtens anbefales, da det gør en rigtig god opgave, ikke mindst set i lyset af prissedlen på lave 499 kroner. Og langt de fleste vil med den lydkvalitet der kan leveres fra en computer aldrig finde noget problem med dette sæt. Så der er en tommelfinger op her fra redaktionen.

Fordele
• Utrolig flot opbygning
• Har 2 lydindgange for forskellige formål
• Flot og nuanceret lydbillede
• Absolut god lyd til en billig penge

Ulemper
• Mellemtonen er noget ulden til tider
• Manualen kunne godt være lidt mere detaljeret

Empire R1000TCN (R1000 TCN) er venligst udlånt af pt~trading.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce