Du er et 0
Hvem gider dog huske dig!?
Du elsker det lort, du sætter dig selv i heltens sted. Og du kan forestille dig, hvordan du hjælper andre, gør det rigtige og måske dør for det - men du gør i hvert fald det rigtige.
I virkeligheden er du ganske almindelig, du er ingen helt, du er ingen stjerne, du er ikke generalen, prinsen eller riddereen; nej du er statisten, som ingen lægger mærke til. I 'Troy' og 'Saving Private Ryan' er du en ussel fodsoldat, i 'Titanic' en kedelig pasager, som sikkert dør. Ingen vil nogensinde lægge mærke til, at du har været med. Ingen så dig - du var en statist.
Dit liv er det samme, du er ingenting. Du bliver ikke jaget af modeller, som kun har øje for dig. Du er ikke nogen helt. Du er ganske almindelig Hr. Gennemsnit. Du har måske en lille lejlighed, går i skole/arbejder. Langt fra det du drømmer om, når du sidder og ser film.
Du går i byen med dine venner, og når du bliver stiv, tror du du kan leve op til det billede, du har af dig selv. Du prøver at snakke med alle de søde damer, du møder i byen. Ingen af dem er hende heltinden fra filmen, men det går nok. Hvis hun er stiv nok, vil hun ikke kunne se igennem dit skuespil og opdage, hvem du i virkeligheden er.
Din ven kommer i et slagsmål, og som den helt, du tror du er, kommer du ham til undsætning; du har jo set på film, hvordan man slås, så derfor er det ikke et problem at tage de 4 store pumpede brød, der lige slog din ven ned.
Hvis du er heldig, går de grinende deres vej uden at give dig tæv, og du har spillet din rolle perfekt. Du har reddet dagen og kan fortælle historien om, hvordan du nakkede 4 mand alene for at redde din sårede ven. Det er dog mere sandsynligt, at du får en ordentlig røvfuld og ender blødende sammen med din ven - forbløffet over at de ikke gik i gulvet, da du slog den første i hovedet - det gjorde de jo i alle de film, du havde set? Men fuck det, du vil alligevel fortælle den samme historie, som hvis du havde vundet... Måske har du endda fået er ar, du stolt kan vise frem?
Er du nu en helt? Det fortæller du dig selv og prøver at overbevise alle andre om det samme. Du scorede damen, reddede dagen og vennen i din brandert, og nu vil alle huske dig for dine store heltegerninger. Og de vil se på dig, som om du engang så på alle de helte, du så i dine film og eventyr.
Indse nu, at du aldrig bliver den tegneserie figur, du så gerne vil være...
Du kigger jo væk, når en indsamler eller hjemløs spørger dig, om du kan undvære en skilling (du gav jo sidste gang, tænker du hoverende for dig selv). Du hjælper ikke engang ham, der ligger og bliver sparket til blods af 4 drenge - du kunne jo selv komme til skade eller værre...
Du stiller dig tilfreds, med det du har og drikker dig til en ny identitet hver eneste fredag og lørdag. Til hverdag er du bare en anden 'Clark Kent', men i din udgave er det tætteste du kommer på Superman en stiv wannabe hero!
Du har forhåbentligt indset, at du aldrig vil blive den form for helt, du gerne ville være som dreng. Måske har du fundet noget andet, du hellere vil være? Måske lever du stadig i en drømmeverden, hvor verden er delt op i godt og ondt - og du er hovedpersonen?
Når du er død, bliver du hurtig glemt. Hvorfor skulle andre mennesker huske lige netop dig? Hvad har du gjort, der gør dig mindeværdig? Ønsker du overhoved at blive husket? Vil du bare være en dråbe i havet, som ingen lægger mærke til?
Måske er du det enkelte lyn, der en gang imellem bryder ensformigheden?
Alt vi kan konkludere er, at du er ikke den person, du gerne ville være som barn!
Hvorfor?
I virkeligheden er du ganske almindelig, du er ingen helt, du er ingen stjerne, du er ikke generalen, prinsen eller riddereen; nej du er statisten, som ingen lægger mærke til. I 'Troy' og 'Saving Private Ryan' er du en ussel fodsoldat, i 'Titanic' en kedelig pasager, som sikkert dør. Ingen vil nogensinde lægge mærke til, at du har været med. Ingen så dig - du var en statist.
Dit liv er det samme, du er ingenting. Du bliver ikke jaget af modeller, som kun har øje for dig. Du er ikke nogen helt. Du er ganske almindelig Hr. Gennemsnit. Du har måske en lille lejlighed, går i skole/arbejder. Langt fra det du drømmer om, når du sidder og ser film.
Du går i byen med dine venner, og når du bliver stiv, tror du du kan leve op til det billede, du har af dig selv. Du prøver at snakke med alle de søde damer, du møder i byen. Ingen af dem er hende heltinden fra filmen, men det går nok. Hvis hun er stiv nok, vil hun ikke kunne se igennem dit skuespil og opdage, hvem du i virkeligheden er.
Din ven kommer i et slagsmål, og som den helt, du tror du er, kommer du ham til undsætning; du har jo set på film, hvordan man slås, så derfor er det ikke et problem at tage de 4 store pumpede brød, der lige slog din ven ned.
Hvis du er heldig, går de grinende deres vej uden at give dig tæv, og du har spillet din rolle perfekt. Du har reddet dagen og kan fortælle historien om, hvordan du nakkede 4 mand alene for at redde din sårede ven. Det er dog mere sandsynligt, at du får en ordentlig røvfuld og ender blødende sammen med din ven - forbløffet over at de ikke gik i gulvet, da du slog den første i hovedet - det gjorde de jo i alle de film, du havde set? Men fuck det, du vil alligevel fortælle den samme historie, som hvis du havde vundet... Måske har du endda fået er ar, du stolt kan vise frem?
Er du nu en helt? Det fortæller du dig selv og prøver at overbevise alle andre om det samme. Du scorede damen, reddede dagen og vennen i din brandert, og nu vil alle huske dig for dine store heltegerninger. Og de vil se på dig, som om du engang så på alle de helte, du så i dine film og eventyr.
Indse nu, at du aldrig bliver den tegneserie figur, du så gerne vil være...
Du kigger jo væk, når en indsamler eller hjemløs spørger dig, om du kan undvære en skilling (du gav jo sidste gang, tænker du hoverende for dig selv). Du hjælper ikke engang ham, der ligger og bliver sparket til blods af 4 drenge - du kunne jo selv komme til skade eller værre...
Du stiller dig tilfreds, med det du har og drikker dig til en ny identitet hver eneste fredag og lørdag. Til hverdag er du bare en anden 'Clark Kent', men i din udgave er det tætteste du kommer på Superman en stiv wannabe hero!
Du har forhåbentligt indset, at du aldrig vil blive den form for helt, du gerne ville være som dreng. Måske har du fundet noget andet, du hellere vil være? Måske lever du stadig i en drømmeverden, hvor verden er delt op i godt og ondt - og du er hovedpersonen?
Når du er død, bliver du hurtig glemt. Hvorfor skulle andre mennesker huske lige netop dig? Hvad har du gjort, der gør dig mindeværdig? Ønsker du overhoved at blive husket? Vil du bare være en dråbe i havet, som ingen lægger mærke til?
Måske er du det enkelte lyn, der en gang imellem bryder ensformigheden?
Alt vi kan konkludere er, at du er ikke den person, du gerne ville være som barn!
