Det er sgu varmt
Sveden driver af mig uanset hvad jeg laver - også selvom jeg ligger stille på sofaen
Jeg er selv en af dem, der ellers sagtens kan klare varmen, men ikke lige i år. Sagtens er måske alligevel så meget sagt, for jeg har da haft hedeslag fem gange de sidste 10 år, men det er nok også fordi jeg er en skovl til at drikke nok vand.
Faktum er dog, at vi i Danmark er velsignet med en latterlig høj luftfugtighed, som gør, at varmen føles kvælende og lummer og leder tanken hen på de traumatiske stunder i ens barndom, hvor man efter 3 timers pjaskeri i svømmehallen lige skulle varmes i saunaen.
Og hvad ser man så i saunaen? Fede gamle mænd der sidder i adamskostume og blotter hele pakken, mens deres blikke ivrigt studerer den spæde 10-årige drengekrop. Om det så er et fænomen, der hører Tønder til, skal jeg lade være usagt, men jeg husker det som var det i går.
Heldigvis har jeg haft fri i uge 29 og 30, hvor hedebølgen har været på sit højeste. Min ferie passede så lige med de afgørende etaper af Tour de Doping, hvor bjergene skulle forceres.
Kyllingen, Hoftepatienten (har du virkelig haft fingrene i krukken, så er du en spasser Landis) og de andre piskede op af den ene bakke efter den anden, hvilket fik mig til at tænke på, at jeg burde prise mig lykkelig for, at jeg ikke var en del af feltet, selv om det da kunne være fedt med en fastansat soigneur, der samler det våde håndklæde op og rydder op på værelset - trunten har sagt, at hun ikke gider gøre det mere.
Sofadyrkeriet har hængt fast siden Tour de Nål-i-armen sluttede, men når man så ligger på sofaen og slapper af og lader sit legeme henfalde i en tilstand af dyb snorken, så er det sidste, man ønsker at opleve, en flue der forsøger at flyve op i næsen på en. Med en spændstighed som Robin Hoods bue, flyver jeg op fra mit liggende leje i sofaen og kan konstatere, at der på min skulder ligger to fluer og knepper. Hvad er nu det for noget pis?
Mange ting kan jeg acceptere, men ikke lige sex mellem insekter på min skulder. Jeg ryster Romeo og Julie af mig og ender deres dage med en fluesmækker. Ak ja. Hvilken måde at dø på. De døde da i det mindste lykkelige.
Tour feberen har ramt mig igen i år. Ikke den del med nåle i armen og indtagelse af ufattelige mængder sukker, men det med cykler. I mange år cyklede jeg en del i det sønderjyske og gjorde veje og grøfter usikre, men den glæde stoppede, da min trofaste havelåge blev nakket fra en banegård. Det er nu 4 år siden.
Jeg er så lige blevet den lykkelige indehaver af en ny racercykel via en onlineauktion - en Trek 2300, som naturligvis skulle luftes da den kom hjem. Jeg var gennemblødt af sved, allerede inden jeg havde rundet de første 200 meter i sadlen. Om dette faktum skyldes varmen eller min begrænsede fysiske formåen grundet en alt for dårlig kondition, er nok ikke den store gåde.
Nå ja - en pande- og bihulebetændelse gør så ikke varmen mere udholdelig.
Faktum er dog, at vi i Danmark er velsignet med en latterlig høj luftfugtighed, som gør, at varmen føles kvælende og lummer og leder tanken hen på de traumatiske stunder i ens barndom, hvor man efter 3 timers pjaskeri i svømmehallen lige skulle varmes i saunaen.
Og hvad ser man så i saunaen? Fede gamle mænd der sidder i adamskostume og blotter hele pakken, mens deres blikke ivrigt studerer den spæde 10-årige drengekrop. Om det så er et fænomen, der hører Tønder til, skal jeg lade være usagt, men jeg husker det som var det i går.
Heldigvis har jeg haft fri i uge 29 og 30, hvor hedebølgen har været på sit højeste. Min ferie passede så lige med de afgørende etaper af Tour de Doping, hvor bjergene skulle forceres.
Kyllingen, Hoftepatienten (har du virkelig haft fingrene i krukken, så er du en spasser Landis) og de andre piskede op af den ene bakke efter den anden, hvilket fik mig til at tænke på, at jeg burde prise mig lykkelig for, at jeg ikke var en del af feltet, selv om det da kunne være fedt med en fastansat soigneur, der samler det våde håndklæde op og rydder op på værelset - trunten har sagt, at hun ikke gider gøre det mere.
Sofadyrkeriet har hængt fast siden Tour de Nål-i-armen sluttede, men når man så ligger på sofaen og slapper af og lader sit legeme henfalde i en tilstand af dyb snorken, så er det sidste, man ønsker at opleve, en flue der forsøger at flyve op i næsen på en. Med en spændstighed som Robin Hoods bue, flyver jeg op fra mit liggende leje i sofaen og kan konstatere, at der på min skulder ligger to fluer og knepper. Hvad er nu det for noget pis?
Mange ting kan jeg acceptere, men ikke lige sex mellem insekter på min skulder. Jeg ryster Romeo og Julie af mig og ender deres dage med en fluesmækker. Ak ja. Hvilken måde at dø på. De døde da i det mindste lykkelige.
Tour feberen har ramt mig igen i år. Ikke den del med nåle i armen og indtagelse af ufattelige mængder sukker, men det med cykler. I mange år cyklede jeg en del i det sønderjyske og gjorde veje og grøfter usikre, men den glæde stoppede, da min trofaste havelåge blev nakket fra en banegård. Det er nu 4 år siden.
Jeg er så lige blevet den lykkelige indehaver af en ny racercykel via en onlineauktion - en Trek 2300, som naturligvis skulle luftes da den kom hjem. Jeg var gennemblødt af sved, allerede inden jeg havde rundet de første 200 meter i sadlen. Om dette faktum skyldes varmen eller min begrænsede fysiske formåen grundet en alt for dårlig kondition, er nok ikke den store gåde.
Nå ja - en pande- og bihulebetændelse gør så ikke varmen mere udholdelig.
