Connery

Decorate. Decorate. - Roskilde Festival, Pavilion Junior

Danske storbyromatikere trodser alle odds og fortryller campingscenen.

3 ud af 6 stjerner
Decorate. Decorate. - Roskilde Festival, Pavilion Junior
Det er en forbrydelse af de større at lade post-punken spille tidligt på dagen, mens solen endnu lyser festivalpladsen op gennem skyerne. Således spillede Transmission Low og Decorate. Decorate. umiddelbart efter hinanden allerede fra kl. 13.30 på festivallens anden dag. Desværre gik undertegnede på grund af et godt sovehjerte glip af Transmission Low men nåede frem netop i tide til at opleve Decorate. Decorate. indtage Pavilion Junior.

Lad det være sagt med det samme at man hurtigt glemte alt om den tidlige eftermiddag udenfor efterhånden som Decorate. Decorate.'s univers foldede sig ud omkring publikum. Dette var mødt talstærkt op og var tydeligvis for en stor dels vedkommende allerede bekendt med gruppen og i særdeleshed forsanger Asbjørn Auring Grimm, der høstede store bifald for sine maniske, hakkende og Ian Curtis inspirerede bevægelser. Desværre var Asbjørns stemme ikke helt i top fra starten af koncerten, hvilket resulterede i en halvdårlig version af åbningsnummeret "Karen". Heldigvis varmede stemmen hurtigt op, og publikums begejstring steg sideløbende.

Generelt var det koncerten igennem et problem, at der var skruet så langt ned for Asbjørns stemme, at den hyppigt druknede i tunge beats og skærende guitarflader. Det var synd, eftersom Decorate. Decorate.'s tekstunivers er værd at fordybe sig i. Dog var vokalproblemerne ikke større, end at stemmen trængte klart igennem, når Asbjørn bukkede sig sammen og udstødte primalagtige skrig, og når han lænede sig ud fra scenekanten og nærmest messede vokalen for publikum. Koncerten bar præg af, at det var de helt store følelser, der blev sat på spil, og det nød den i den grad godt af. Det sidste løft fik den, af at publikum blev introduceret til tre nye og yderst velfungerende numre, som lover rigtig godt for fremtiden og særligt for gruppens kommende album, som med lidt held skulle udkomme i 2008. 4,5 stjerne.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce